Persondata politik
Bil nyheder

Gør et kup i gamle biler

Auktion på Aalholm: Der er biler for alle størrelse pengepunge, når Aalholms biler bliver sat til salg søndag

 

En flot, hestetrukken brandsprøjte til omkring 3.000 kr. eller en Ferrari 250 GT/E til omkring 400.000 kr. - du bestemmer selv niveauet, når en meget stor del af de oprindelige biler fra Aalholm Automobilmuseum bliver solgt i dag.

Aalholm Automobil Museum var oprindelig et af Europas største bilmuseer og omfattede oprindelig omkring 200 biler, togvogne, brandsprøjter, motoriserede tricykler fra år 1886 og frem.

Museet, der ligger ved et af Danmarks ældste middelalderslotte en smule vest for Nysted på Lolland, blev grundlagt i 1964 af bilsamleren Baron J. O Raben-Levetzau, som satte gang i indsamlingen. Se hele listen af biler til salg her.

Købte biler i hele verden
Baronen begyndte sit bileventyr med en spektakulær bil med en historie: Slottets egen Rolls-Royce fra 1911. En bil, som man oprindelig havde forsøgt at sælge, men ikke kunne få nok for og som istedet kom til at indgå som et dagligt transportmiddel for familien. Omkring midten af forrige århundrede forsvandt bilen, og blev i begyndelsen af 1960'erne fundet gemt i en lade på Aalholm - hvorefter bilen kom til ære og værdighed igen som Aalholm-museets første bil.

Når baronen ikke var i Danmark for at opbygge sin bilsamling på et værksted på godset, brugte han lange perioder i udlandet til at opkøbe veteranbiler fra hele verden og havde desuden et værksted i Frankrig, som han brugte til at restaurere biler og som byttestation for især amerikanske samlere.

Exentrisk rigmand
I 1995 købte rigmanden Stig Husted-Andersen godset med biler og hele pivemøjet. Stig Husted-Andersen, der døde i 2008, gik som en ærlig og ordholdende men også exentrisk rigmand, og blev den sidste der drev Aalholm Automobilmuseum.

Husted-Andersen havde nemlig en passion for at købe herregårde og strandvejsvillaer, men han gik mere op i erhvervelsen end i vedligeholdelsen, og det betød også at både Aalholm Slot og samlingen ikke længere har oprindelige flotte stand, som Baron J. O Raben-Levetzau efterlod i 1995.

Lukkede i 2008
Museet lukkede i 2008, og godset blev i april i år tvangssolgt til hofjægermester Gustav von Rosen. Og nu er turen altså kommet til selve bilparken, som sættes til salg på auktion ved det berømte auktionshus RM Auctions.

Den gamle Silver Ghost kommer i øvrigt også under hammeren og vurderes at indbringe omkring to millioner kroner plus salæret til auktionshuset på 12 procent og moms.

Selve auktionen sker den 12. august kl. 11 på Aalholms godskontor, Aalholm Parkvej 7-11 ved Nysted på Lolland. Entreen er 185 kroner – og 300 kroner hvis man vil byde på bilerne, som kan besigtiges lørdag og søndag inden auktionen.

Yderligere information om auktionen her.

Udvalg af biler til salg

Auktionens lange liste omfatter højdepunkter som en 1911 Rolls-Royce 40/50 hp Silver Ghost Roi des Belges Tourer med karosserinummer 1677, den første bil i samlingen og eksemplaret, der gav inspiration til at starte Aalholm-samlingen sammen med et par Bugattier fra før anden verdenskrig – en eftertragtet 1938 Bugatti 57C Stelvio Drophead Coupe fra Gangloff med karosserinummer 57716, der har været en del af samlingen siden 1965 og en sjælden 1931 Bugatti Type 40A Tourer med karosserinummer 40905, der er en af blot 32 eksemplarer i hele verden.

Auktionshuset udbyder også en original 1928 Mercedes-Benz Nürnburg Limousine; en 1932 Hispano-Suiza HS26 Cabriolet-Victoria; et sjældent overlevende eksemplar af 1938 Maybach Zeppelin DS8 Roadster; en 1947 Delahaye 135 M Cabriolet og en 1963 Ferrari 250 GT/E.

Endnu et højdepunkt i samlingen er en serie eftertragtede veteranbiler fra det tidlige 1900-tal, herunder en 1900 Decauville Roadster, en 1900 De Dion-Bouton Four-Seat Vis á Vis; en 1902 Holsman High-Wheel Runabout og en 1902 Rambler Model C Runabout, som alle er egnede til det berømte London-to-Brighton rally.

Foruden bilerne løfter RM Auctions hammeren for en kopi af Wright Brothers flyvemaskine fra 1903, en Togvogn fra 1890’erne (De Danske Statsbaner) og et legetøjstogsæt fra 1920'erne fremstillet af Märklin, som Baron J.O. Raben-Levetzau fik af sin far, da han fyldte 15.

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik