Persondata politik

Den dejlige dyre bilferie

Danskerne elsker den - selv om det er billigere at flyve

  • Det kan være træls at hænge i en motorvejs-kø i timevis. Men det hører med til den bilferie, som danskerne fortsat dyrker intenst. (Foto: DPA)
Det kan være træls at hænge i en motorvejs-kø i timevis. Men det hører med til den bilferie, som danskerne fortsat dyrker intenst. (Foto: DPA)
1 af 1
 

– Indimellem kan man da undre sig over, at kør selv-ferie fortsat er så stor en succes blandt danskerne. For det er i hvert fald ikke økonomien, som er tillokkende. Det må simpelt hen være, fordi danskerne virkelig holder af den ferieform.

Webredaktør Frederik Valmin fra FDM bruger megen af sin arbejdsdag til at vejlede danskere, der vil på bilferie i Europa. Men alligevel er han ikke i stand til at give en fornuftig forklaring på, hvorfor ferieformen fortsat er i højsædet.

I dag er det nemlig både nemmere og billigere at sætte sig på et fly til destinationen og leje en bil, når man er kommet frem.

2,5 mio. rejsende
Alligevel er kør selv-ferie i højsædet hos danskerne. 2,5 millioner rejser i bil til udlandet om året, viser tal fra Danmarks Statistik. Halvdelen er småture med under fire overnatninger og den anden halvdel ferier med flere overnatninger. 27 pct. af alle danskernes længere udlandsrejser foregår i bil, mens det er hele 72 pct. af udlandsrejerne på de kortere ture.

LÆS OGSÅ: Gør bilen klar til ferie med ungerne

– I gamle dage, da flypriserne var høje, var der et økonomisk incitament til at sætte sig ind i blikkassen og køre ned for at holde i kø i varmen på en overfyldt tysk motorvej. Det er der ikke længere, nu hvor man kan købe en flybillet til Rom billigere, end det koster at flyve til Aarhus, siger Valmin.

Bilferien er belastet af både høje benzinpriser, motorvejsafgifter i næsten alle lande i Europa samt færge eller broafgift for østdanskerne.

Frihed og oplevelse
– Helt grundlæggende tror jeg, at mange godt kan lide at køre bil, og at det er noget med at man har en individuel frihed. Bilturen er en del af ferieoplevelsen. Tror jeg uden at have videnskabeligt belæg for det. Det er jo ikke, fordi bilister er uøkonomiske. De går meget op i både benzinpriser og vejafgifter, men fravælger alligevel den billige flybillet, mener Valmin.

Det bedste råd, han kan give folk, når de ringer til FDM for at få besvaret spørgsmål om bilferien, er at lade være med at køre fredag eftermiddag.

– Desværre er det jo sådan, at de flestes ferie starter på det tidspunkt, og at de også alle har lejet en feriebolig med skiftedag lørdag. Derfor propper Europas veje i weekenden. Det bedste er at køre midt på ugen, men alene det at vente med at køre til lørdag eftermiddag giver en meget bedre køreoplevelse. For så når de værste køer at opløse sig, inden man når frem til dem, siger FDM's kør selv-vejleder.

Husk lige børnene

Der skal tages højde for meget, hvis bilferien tværs gennem Europa skal blive en succes. Især skal det være hyggeligt hele vejen, og hvis der er børn med, bør de 3000 km fra Aalborg til Almeria deles op i bidder med overnatninger undervejs. Medmindre man vil bedøve børnene med køresygepiller, så de ligger som zombier på bagsædet.

Mange synes, at ferien først begynder, når man er ved bestemmelsesstedet. Men i virkeligheden får man mere ud af det, hvis også køreturen bliver en oplevelse. Derfor er det vigtigt at lægge oplevelser ind undervejs. Det kan være i form af små overraskelser gemt i bagagerummet til rastepladsen eller en smuttur væk fra motorvejen for at se noget andet.

Og så skal der være underholdning undervejs. Det er bedst med musik og lydbøger. Ting der kommer ind gennem ørene. Film på dvd og tegneserier og bøger kan også bruges til at slå tiden ihjel, men ulempen er, at mange nemmere bliver køresyge, når de sidder og læser under turen. Og så er det vigtigt med solbriller og solafskærmning ved bagsæderne.

Bilen
Bilen skal være klar til ferien, det siger jo sig selv. Den skal være uden væsentlige skavanker, have nogenlunde friske dæk med korrekt dæktryk, og bremser, der kan tåle opbremsning med fuld last fra topfart.

Men hvordan er det lige, man gør, når familien bliver syg. Papirerne er ikke det første, man tænker på, men den del skal bare være i orden, så ferien ikke bliver ødelagt unødigt af myndigheder, og man er sikker på kunne komme på hospitalet uden at skulle lufte tegnebogen. Skal du være væk længere end en måned, skal du i god tid lægge vejen om kommunen og bede om at få det blå sygesikringsbevis.

På de næste par sider er der råd om alt det, man skal huske, så bilferien ferien bliver en succes.

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik