Persondata politik

Rastepladser er værd at køre efter

Den tyske bilklub ADAC har testet 50 rastepladser med svingende kvalitet - her er fem af de gode

  • ADAC har undersøgt 50 rastepladser på mange parametre. Kun halvdelen fik betegnelsen 'gut' og af dem var kun en enkelt 'sehr gut'. (Polfoto)
ADAC har undersøgt 50 rastepladser på mange parametre. Kun halvdelen fik betegnelsen 'gut' og af dem var kun en enkelt 'sehr gut'. (Polfoto)
1 af 1
 

På bilferien sydpå er der ingen vej uden om den tyske autobahn med dertil hørende rastepladser af forskellig kvalitet. Den tyske bilklub ADAC har testet 50 af dem, og det ser mange steder ikke for godt ud. Kun halvdelen fik tildelt karakteren gut eller sehr gut. Det sidste var der kun en, som opnåede. 23 pladser fik betegnelsen ausreichend, der kan oversættes med tilstrækkelig, og to fik karakteren mangelfuld. Her er et udbud på fem af de gode.

Tophygiene
Bundesautobahn 19 forbinder færgebyen Rostock med Autobahn A24 og byder på nogle af Tysklands bedste toiletter. Rastepladsen Recknitz-Niederung (West) mellem Laage og Glasewitz var den eneste, som opnåede beregnelsen sehr gut. Her er hygiejnen i top på toiletterne, og menuen i restauranten står på klassisk wienerschnitzel. Derudover har stedet en stor butik, hvor der er mulighed for at proviantere til resten af turen.

Solstrålehistorie
Bundesautobahn 5 løber mellem Hessen og den schweiziske grænse. Her er en af rastepladsernes solstrålehistorier på den nyrenoverede Bad Bellingen-plads (West) mellem Dreieck Neuenburg og Efringen-Kirchen. Her har man formået at ryste fortidens elendighed af sig. Det kunne sådan set også kun gå fremad, efter at pladsen i 2005 blev kåret som Tysklands værste. Siden har bygningen har fået en make-over, og køkkenet har fået bedre mad til mere rimelige priser. Især gullaschsuppen er et hit.

Kulinarisk højborg
Bundesautobahn 13 mellem Dresden og Berlin hører måske ikke til verdens smukkeste. Men så er det jo godt, at køreturen kan varieres på den kulinariske højborg rastepladsen Freienhufener Eck West. Her er et stort udvalg af varme retter, blandt andet en sublim version af den russiske sylte-gryderet Solyanka (vi er jo i Østtyskland). Derudover byder Freienhufener Eck blandt andet på fine faciliteter til børnefamilier i form af legeplads og puslerum.

Bundesautobahn 7 løber hele vejen gennem Tyskland, fra den danske til den østrigske grænse og byder på en del rastepladser. Men hvis kun det bedste er godt nok, så planlæg turen med et stop på rastepladsen Hildesheimer Börde (West) nær Hannover. Her er gode toiletter, inklusive pusleplads og handikapfaciliteter, et yderst hjælpsomt personale og en god gullaschsuppe. Noget nær det perfekte rastepladsstop. Eneste minus er, at maden er lidt dyr.

Mikroovn til egen mad
Bundesautobahn 8 fra Luxembourg til Østrig passerer byerne Karlsruhe, Stuttgart, Ulm, Augsburg og München. I det bjergrige Bayern kan man fordel trille ind hos rastepladsen Hochfelln (Nord) mellem Bergen og Grabenstätt. Her er et flot, nyt anlæg med borde og bænke til medbragt mad og endda en mikroovn, hvor man kan varme sine egne retter. Med andre ord: et godt valg for de sparsommelige. Men måske ikke for de tissetrængende. ADAC's rasteplads-testere noterer sig i hvert fald, at toiletterne på stedet er snavsede og mangler toiletpapir. Så husk din egen rulle for en optimal rastepladsoplevelse i Bayern.

Se undersøgelsen af alle rastepladser på http://www.adac.de. Søg efter raststätten.

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jakob Hansen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik