Persondata politik

Dyr Mercedes dukker op efter 60 år

En værdifuld Mercedes-Benz fra 1928 er dukket op fra sit skjul, og sælges nu for millioner

« Forrige
1 af 2
Næste »
 

Brugte biler er bedre end penge i banken. Det kommer selvfølgelig an på, hvilken bil (eller hvilken bank) der er tale om, men det gælder for den her:

Der er tale om en Mercedes-Benz 26/120/180 S fra 1927, som nu er sat til salg og vurderes at indbringe omkring 14 millioner kroner eller 1,5 mio. britiske pund, når den skydes af hos auktionshuset Bonhams. En anseelig prisstigning, når man betænker, at bilen i Tyskland kunne købes for 25.000 Reichsmark svarende til omkring 45.000 datidskroner i slutningen af 20'erne.

Bonhams kalder bilen for den "forsvundne Mercedes", og er en kompressor-ladet udgave, som har stået gemt i en garage siden 50'erne hos den selvsamme familie, som erhvervede bilen i 1928.

Oprindelig købte familien bilen hos British Mercedes Limited i London og fik, som det var på mode dengang, en lokal karosseri-fabrik til at bygge et letvægtskarosseri til at bolte fast på chassiet.

Bilen blev brugt frem til 1950erne, hvor den blev efterladt i garagen og har stået urørt siden da.

Motor af Porsche
Motoren på 6,8 liter er en af de berømte kompressormotorer, som i de glade 20'er var kendt for både at være lynhurtige og sit umiskendelige kompressor-hyl.

Det var i øvrigt Ferdinand Porsche, som udviklede motoren, der ydede tilstrækkeligt til en topfart på 160 km i timen - en vanvittig fart for en bil i 20'erne.

Bilen kan fra på fredag ses på Goodwood Festival of Speed Meeting i England.

Ladefund
Det er ikke ualmindeligt - men stadig vildt spændende - når gamle biler dukker op af gemmerne: For nylig dukkede en anden klassiker op efter et langt otium i en engelsk ladebygning, nemlig en 3-liter sekscylindret Lagonda, som har været ejet af den samme familie i 60 år og sidst blev brugt i 1963.

Den er dog ikke nær så dyr som Mercedesen og ventes at indbringe omkring 300.000 kroner på Brightwells Auctions den 18. juli.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik