Persondata politik

Her er de bedste vinterdæk

Det er velkendte dæknavne, der ligger i toppen af årets vinterdæktest fra FDM og den tyske søsterorganisation ADAC.

 

Dunlop, Goodyear, Continental og Michelin.

Det er velkendte dæknavne, der ligger i toppen af årets vinterdæktest fra FDM og den tyske søsterorganisation ADAC.

– Når vi kigger på testen generelt, må vi sige, at mærket betyder noget. Visse producenter har stor erfaring med at fremstille dæk, og det har en betydning. Det kan vi se gang på gang, siger Peter Sahl, som er teknisk konsulent hos FDM.

Når det kommer til vinterdæk i størrelsen 15-tommer, der ofte findes på biler som Peugeot 207 og Kia Ceed, er det Dunlop SP Winter Sport 3D MO, som vinder testen.

Drop sekunda-dæk
Det skyldes, at det klarer sig godt i alle typer føre, og fordi det udmærker sig med de bedste egenskaber på våd vej. På andenpladsen ligger Goodyear UltraGrip 7+.

To 15-tommer dæk af mærkerne Kumho og Star Performer klarer sig så dårligt, at FDM fraråder at købe dem.

– De her sekunda-mærker, der findes mange af, er runde, de sidder på bilen, og man kommer frem, men rent sikkerhedsmæssigt er der altså ikke meget at komme efter, siger Peter Sahl.

Især bremselængden kan være meget lang på de dårlige dæk.

17-tommer er vintersvage
Hvad angår 17-tommer dækkene placerer Michelin sig i toppen med Alpin A4. Dækket vinder for bedste egenskaber på våd vej og for højeste karakter i slidstyrke.

På andenpladsen ligger Continental ContiWinterContact TS830P, mens Dunlop ruller ind på tredjepladsen med SP Winter Sport 3D.

17-tommer vinterdæk benyttes typisk på nyere biler med større motorer. Ifølge FDM er det sværere at hente gode vinteregenskaber ud af et 17-tommer dæk end et 15-tommer dæk, og derfor er det heller ikke nødvendigvis det samme dæk, som er bedst i de to størrelser.

cr

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik