Han prutter prisen ned for dig

Personlig shopper: En ny type service for bilkøbere er kommet til Danmark

Christian Levesen starter med at finde ud af, hvilket behov for bil hans kunde egentlig har. (Foto: Anthon Unger)
Christian Levesen starter med at finde ud af, hvilket behov for bil hans kunde egentlig har. (Foto: Anthon Unger)

Indenfor modeverdenen har fænomenet været kendt længe: Kvinder med en stresset hverdag og hang til den hotteste mode hyrer en personlig shopper, så klædeskabet konstant er opdateret med de nyeste tendenser.

Nu kan man så også hyre sin helt egen ekspert, når bilen skal skiftes ud. For cirka halvandet år siden skabte bilmanden, Christian Levesen, firmaet 'Levesen Bilråd'.

- I 20 år har jeg beskæftiget mig med biler og jævnligt mødt folk, der har købt noget værre bras, især når de har været ude på brugtbilsmarkedet, forklarer Christian Levesen.

- En bil står for eksempel til at have kørt 136.000 kilometer, men jeg kan se, at den har kørt mere. Eller tandremmen er slidt eller karosseriet er banket skævt.

- Der er 83.000 brugte biler på markedet, så hvis ikke du har forstand på biler, kan du altså meget nemt gøre et fejlkøb.

Skal passe til kunden
Derfor besluttede han at åbne et rådgivningsfirma, som både hjælper med at sælge den gamle bil og med at finde den nye. Uanset om den nye model er brugt eller lige er kørt ud fra fabrikken.

- Folk i dag har travlt, så i stedet for at bruge tiden på noget, de alligevel ikke har forstand på, vil de hellere hyre en havemand, en indretningsarkitekt eller en bilrådgiver som mig.

Christian Levesens kunder tæller alt fra sygeplejesker over popmusikere til journalister og arkitekter.

- Det første vi gør er at snakke om alt andet end biler. Hvordan er kundens hverdag?

- Hvor mange medlemmer består familien af - kunne man forestille sig en familieforøgelse i løbet af de næste år? Og hvad med ferien - er det i bil eller med fly?

Pas på gamle hyrevogne
Desuden forsøger Christian Levesen at fange, hvilken type kunden er. Mange kunstnertyper sværger eksempelvis til brugte Mercedes-biler:

- Men når de begynder at snakke om at købe brugte hyrevogne siger jeg fra. Det går simpelthen ikke.

- For nylig fik jeg en popsanger til at gå fra en brugt Mercedes over til en Renault Scenic, som er en væsentlig mere funktionel familiebil. Da vi fandt en med beige lædersæder, var der også lidt ’tysk’ luksus over den franske model, siger Christian Levesen.

Prisloft
Den personlige bil-shopper finder den rette model til familien, søger for den gamle bil bliver solgt, tjekker at den nye bil er af god kvalitet og prutter prisen så langt ned som muligt.

- Den billigste bil, jeg har købt, kostede 30.000 kr.. Den dyreste 250.000 kr., så det er ikke en service for millionærer, siger Christan Levesen.

For sin assistance betaler man et honrar på 10 procent af indkøbsprisen - dog maksimalt 10.000 kr..

- Men, hvad hvis du rådgiver mig til en bil, der går i stykker 14 dage senere?

- Så tager jeg sagen videre til bilforhandleren med din reklamationsret. Salget foregår jo mellem bilforhandleren og dig, jeg er bare rådgiver. Men som sådan hjælper jeg dig med alle tænkelige spørgsmål og problemer, så længe du har bilen.

Det gør han
Snakker med kunden om hverdagsliv, familie og specielle ønsker til den fremtidige bil.Finder en køber til den gamle bil og - ud fra kundens ønsker - en ny bil.I nogle tilfælde er den nye bil lokal, men den kan også hentes i Sverige eller Tyskland - så står bilrådgiveren for indregistrering, kontakt til Skat og andre praktiske udfordringer.Tjekker den nye bils servicepapirer og generelle tilstand - og prutter prisen ned.Fra tre dage til seks uger går der fra første kontakt, til kunden har sin nye, brugte bil.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen