Bil nyheder

Din bils speedometer viser forkert

Alle bilers speedometre viser for meget - VW er værst - Renault er bedst

  • Din bils speedometer viser med stor sandsynlighed for lidt.
Din bils speedometer viser med stor sandsynlighed for lidt.

Du kører langsommere, end du tror, og det kan være farligt i trafikken. Vi har målt speedometer-nøjagtigheden i 33 biler – samtlige viser forkert.

Der står 100 km/t på speedometeret i din bil, men i virkeligheden kører du langsommere – typisk kun 94-95 km/t. Det viser en måling, hvilkenbil.dk har foretaget af speedometer-nøjagtigheden i 33 nye biler. I samtlige biler viser speedometeret forkert. VW har de største afvigelser på op til 8 pct. mens Renault Scenic med digitalt speedometer er mindst upræcis med en afvigelse på 2 pct.

Alle biler viser for meget
For alle biler gælder det, at speedometerne konsekvent viser for meget – du kører altså med en lavere hastighed, end du tror. Og det kan være farligt, for det er ikke mindst forskelle i hastighed, der skaber farlige situationer på vejene.

- Hvis der er stor spredning i hastighederne, er der flere, der vil forsøge at overhale. Så jo mere ensartede hastigheder vi kan få ude på de tosporede veje, desto sikrere bliver de, forklarede Vejdirektoratets sagsbehandler Rene Juhl Hollen for nylig til Jyllands-Posten. Det gjorde han i forbindelse med et dansk forsøg, hvor man på udvalgte landevejstrækninger har hævet fartgrænsen fra 80 til 90 km/t.

LÆS også: Højere fartgrænser øger sikkerheden

I samme artikel fastslog trafikforsker Harry Lahrmann fra Ålborg Universitet også, at en ensartet hastighed øger trafiksikkerheden:

- En vej, hvor folk kører med forskellige hastigheder, er farligere end, hvis alle kører med samme fart, lød det fra Lahrmann.

Hos FDM bekræfter afdelingsleder for teknisk rådgivning, Jørgen Jørgensen, at man skal regne med en vis fejlvisning på sit speedometer:

Stort set alle speedometere viser for meget – typisk de 5-8 pct. som jeres undersøgelse også viser. Det har de gjort i de mange år, jeg har beskæftiget mig med biler. Nu om dage, hvor vi kan flyve til månen, burde man kunne fremstille mere præcise speedometere, men det er et punkt, hvor den teknologiske udvikling nærmest har stået stille.

Lykkeligt uvidende
Ifølge FDM lever de fleste bilister dog i lykkelig uvidenhed om, at de kører langsommere end bilens speedometer viser.

- Men vi har da løbende medlemmer, som klager over fejlvisning. Det er bare svært at gøre noget ved, for ifølge EU-regler må speedometere have en fejlvisning på helt op til 10 pct. plus 6 km/t. Det klarer stort set alle biler, siger Jørgen Jørgensen.

Vi har målt den reelle hastighed ved hjælp af en GPS- navigator, som mange bilister har i deres bil. Netop GPS-teknikken gør de små navigatorer i stand til at vise hastigheden med stor nøjagtighed. Samtlige 33 biler i testen kørte på standardhjul, så afvigelsen i hastighed skyldes ikke forkerte hjulstørrelser.



VW er værst
I testen kom VW Golf 6 og den populære VW Up ud som de to biler med de mest unøjagtige speedometre. Når speedometeret viser 100 km/t, kører de to biler henholdsvis 92 og 93 km/t – en fejlvisning på henholdsvis 8 og 7 pct.

Resultatet er, at bilister kører med vidt forskellige hastigheder på den samme vej. Fra den lovlydige bilist, der nøje overholder fartgrænserne i en bil, hvor speedometeret viser alt for meget, til den fartglade bilist, der kører lige til grænsen og benytter sig af den præcise fartangivelse på sin GPS.

VW: Vi overholder reglerne
Hos den danske VW-importør kender man godt til problemet. Efter at have konsulteret virksomhedens teknikere, siger kommunikationsmedarbejder Thomas Hjortshøj:

Speedometer-fejlvisning er noget vi af og til hører om. Netop fordi mange kører med en ekstern navi-enhed, der viser en hastighed der ikke svarer til bilens speedometer, får det nogle kunder til at klage.

Kæmpe tolerance i loven
VW-importøren melder dog hus forbi og henviser til EU-reglerne for, hvor præcise bilers speedometere skal være:

- For det første er de eksterne navi-enheder ikke helt præcise. For det andet skal alle bilproducenter overholde EU-reglerne, der tillader en fejlvisning på 10 pct. plus 6 km/t. At der er plads til afvigelser i visningen af hastighed skyldes, at der alt efter hvilke dæk og fælge bilen kører på, kan forekomme små afvigelser i omkredsen af hjulet, der vil have betydning på den viste hastighed. Dertil kommer den forskel, der kan være fra et nyt dæk til et nedslidt dæk, eller hvilket dæktryk bilen kører med. Det er ikke muligt at justere på det, da det ville være i strid med det regulativ, som bilen skal overholde, forklarer Thomas Hjortshøj.

VW og de andre bilmærker lever altså op til kravene. Som forbruger kan man godt klage over fejlvisninger på bilens speedometer, mens så længe de ligger indenfor EU-regulativets ganske store tolerance på 10 pct. plus 6 km/t skal man ikke regne med at få medhold noget sted.

FDM: Det bør nemt kunne rettes
Hos FDM er Jørgen Jørgensen dog ikke enig i, at man ikke kan lave mere præcise speedometere.

- I dag er alle speedometere elektroniske, så det er blot et spørgsmål om programmering. Det bør være nemt at justere, siger han.

Se herunder, hvor upræcist de 33 biler i testen viser hastigheden:

Reel hastighed når speedometeret viser 100 km/t:

BMW 116d: 97 km/t

BMW 320d: 97 km/t

Chevrolet Cruze: 95 km/t

Citroën C4 Picasso: 95 km/t

Dacia Sandero: 96 km/t

Fiat Panda 1,2: 96 km/t

Fiat Punto TwinAir: 95 km/t

Ford B-Max: 96 km/t

Hyundai i10: 94 km/t

Hyundai i30: 95 km/t

Hyundai i40: 95 km/t

Kia Picanto: 95 km/t

Kia Rio: 95 km/t

Kia Ceed: 95 km/t

Mazda 6: 95 km/t

Mazda CX-5: 97 km/t

Mini Countryman Cooper D: 96 km/t

Opel Adam: 96 km/t

Peugeot 208: 96 km/t

Peugeot 508: 96 km/t

Peugeot 2008: 97 km/t

Peugeot 308: 97 km/t

Renault Clio III: 95 km/t

Renault Clio IV: 95 km/t

Renault Gr. Scenic: 98 km/t

Skoda Rapid: 95 km/t

Skoda Octavia II: 94 km/t

Skoda Octavia III 1,4 TSi: 96 km/t

Skoda Octavia III 2,0 TDi: 95 km/t

Suzuki Swift: 95 km/t

VW Up: 93 km/t

VW Golf 6 1,4 TSi: 92 km/t

VW Golf 7 1,6 TDi: 95 km/t

Hvad siger loven?

Ifølge dansk lov (detailforeskrifter for motorkøretøjer) skal en bil blot være udstyret med en fartmåler - et speedometer. Men det kan også være en fartskriver, som findes på lastbiler. Et speedometer skal enten vise farten i km/t eller mph, medmindre der er tale om et udlejningskøretøj, som skal vise farten i km/t. Der skal desuden være lys i, og reflekser må ikke være generende.

I detailforeskrifterne står der intet om nøjagtigheden af speedometret.

EU er meget mere specifik omkring udformingen, udseende og nøjagtigheden på speedometre.

EU-regulativet EU-regulativ L 120/40 formulerer det således:

0 skal være mindre eller lig med speedometretvisning minus bilens fart, som igen skal være mindre end eller lig med 0,1 gange den reel fart + 6 km/t (Velkommen til ingeniørernes sprogverden)

Ifølge EU skal et speedometer altså vise det samme som den reelle fart plus maksimalt 10 procent + 6 km/t. En bil der kører 100 km i timen må altså vise 100+10 km/t + 6 km/t dvs. 116 km i timen. Loven giver altså enorm plads til fejlvisning. Et speedometer må ikke vise for lidt fart - kører du 100 km/t må speedometret altså ikke vise 99 km/t.

/Berner

Seneste i biler

Hent flere

Biler Mest læste

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen