Bilforhandlere lokker med snyde-rabatter

Opskruede førpriser giver falsk billede af rabatter - tjek markedet grundigt, inden du køber

  • Chevrolet giver indtryk af, at der er 30.000 kr. i rabat at hente på en hvilken som helst Chevrolet Spark. Men i virkeligheden udløses den rabat kun hvis du køber den dyreste Spark 1,2 LT til hele 145.000 kr.
Chevrolet giver indtryk af, at der er 30.000 kr. i rabat at hente på en hvilken som helst Chevrolet Spark. Men i virkeligheden udløses den rabat kun hvis du køber den dyreste Spark 1,2 LT til hele 145.000 kr.
1 af 1

EKSTRA Forbrug

Hent flere
 

Det er blevet mere udfordrende at være bilkøber, og prislisterne er svære at gennemskue. Stadig flere bilimportører har nemlig kampagner i mikroklassen, hvor du får store rabatter på en ny bil eller en høj mindstepris for den gamle bil. De bedste tilbud er dog ofte bundet op på topmodeller, der er så dyre, at de sjældent ellers ville være solgt, eller har udstyr, som er prissat urealistisk højt. Dermed gør du slet ikke så god en handel, som det ellers ser ud til.

Kunstig førpris
Bedste eksempel er Peugeot, der lokker med en 107 Sport, som ifølge en annonce er sat ned fra 135.000 kr. til 100.000 kr. plus levering. Umiddelbart en besparelse på hele 35.000 kr. Men førprisen virker kunstigt høj, da bilen kun har ubetydeligt ekstraudstyr som eksempelvis mørktonede ruder og omdrejningstæller i forhold til en almindelig femdørs 107 med aircondition til 110.000 kr. Den reelle besparelse er således meget mindre, end Peugeot lover.

LÆS OGSÅ: Peugeot lokker med bil der ikke findes

Hanne Sørensen, pressechef hos Peugeot, erkender da også, at topmodellen i 107-serien har været svær at sælge til den høje førpris.

– Sport-modellen var kommet lidt i klemme prismæssigt, fordi de andre modeller er nedsat kraftigt, og fabrikken har nu givet et tilskud for at få ryddet ud i lagrene, siger Hanne Sørensen.

– Den skarpe konkurrence gør, at priserne i Danmark er kunstigt lave, men at de også kan svinge alt efter lagerkapacitet og ordrebeholdning. Derfor skal man som Peugeot-kunde være utroligt opmærksom på, hvad der foregår, fordi priserne kan svinge rigtig meget, siger Hanne Sørensen.

LÆS OGSÅ:

Se også: Toyota stopper ulovlig markedsføring

Kunstig høj pris
Et andet velkendt eksempel på et af markedets mange tilbud er en forhandlers tilbud om at give op mod 30.000 kr. i bytte for ens gamle bil ved køb af en ny. Tilbuddet knytter sig dog ofte til en given udstyrsvariant og motorstørrelse, uagtet at man måske hellere vil have en anden model, eller at den specifikke model er meget dyr.

Toyota Aygo T3 er således prissat til 136.000 kr. plus levering og er den model, man skal købe for at få en mindstepris på 35.000 kr. i bytte for den gamle bil. Men der er tale om en meget dyr topversion. Merprisen er hele 26.000 kr. i forhold til en almindelig T2 med aircondition, og man får reelt kun tonede bagruder, omdrejningstæller, tågeforlygter og Bluetooth med i prisen.

Toyotas pressechef, Anders Tystrup, vil ikke tage stilling til, om prisen på en Aygo T3 er for høj eller ej. Han vil heller ikke komme med noget bud på, hvor stor rabat man kan få på bilen, hvis man ikke har en brugt bil i bytte.

– Det er en individuel forhandling med sælgeren, siger Anders Tystrup, som bemærker, at man jo også kan købe et gammelt lig af en bil og så lade det indgå i handlen og dermed opnå rabatten alligevel.

Følg markedet
Lennart Fogh, advokat hos FDM, har et par klare råd.

– Markedet kan godt være svært at gennemskue. Slå koldt vand i blodet, og vær den rationelle forbruger. Følg markedet over nogle uger eller en måned eller tre og se, hvordan det fungerer.

– Så kan man måske se, om det er et rigtig godt tilbud, eller om det bare er en pris, som alle andre også kan få bilen til. For eksempel om den rabat, der annonceres med, er den samme, som man alligevel kunne have fået før, siger Lennart Fogh.

Tal og tilbud

Peugeot 107 Sport og Sportium Plus med rabat på henholdsvis 35.000 kr. og 40.000 kr.

Toyota Aygo Mindstepris på 35.000 kr. ved køb af T3, 5d og 18.000 kr. ved de andre femdørs modeller.

Chevrolet Spark Mindstepris på 30.000 kr. ved køb af 1,2 LT model. 20.000 og 25.000 kr. på 1,0 LS og 1,2 LS.

Nissan Micra Mindstepris på 30.000 kr. ved køb af Acenta, rabatter på op til 25.000 kr. alt efter model.

Ford Ka Sælges med en rabat på over 12.190 kr., så den lander på 73.800 kr. og er Danmarks billigste bil. Men det forudsætter en finansiering hos Ford.

Citroën C1 Rabatter på 3000–30.000 kr. alt efter model.

Flere gør det samme

Chevrolet

Hos Chevrolet er en mindstepris på 30.000 for den gamle bil bundet op på den dyreste Spark 1,2 LT til hele 145.000 kr. En Chevrolet Spark 1,2 LS og 1,0 LS udløser mindstepriser på henholdsvis 25.000 kr. og 20.000 kr. for den gamle bil. En tilsvarende mindstepris på 30.000 kr. hos Nissan er hægtet op på en Micra Acenta fra 150.000 kr.

Toyota

Mærket fik for nylig en næse af forbrugerombudsmanden for ikke at gøre klart nok opmærksom på, at garantien om mindsteprisen på de 35.000 kr. er bundet op på T3-modellen.

Citroën

Det franske mærke har tidligere fået en tilsvarende reprimande, fordi det i annonceringen fremstod, som om en indbytningspris på mindst 15.000 kr. var bundet op på en C1'er til 78.990 kr. I dag giver kampagnen rabatter fra 3000 -30.000 kr. I samme periode har Ford fået en begmand, fordi importøren glemte at fortælle, at den billigste pris på Ka er betinget af finansiering hos Ford.

Sådan er reglerne

Listepriser må kun bruges i markedsføringen, hvis varen også rent faktisk sælges til de priser. De må ikke kun være til pynt. Der skal være dokumentation for, at en vare har været solgt over en længere periode til den angivne normalpris, ellers er det ikke normalprisen.

Hvis et produkt er nyt på markedet og sælges til en introduktionspris, skal priserne også op igen bagefter.

Vi kom vi desværre til at bringe et arkivbillede fra en Volkswagen-forhandler. Volkswagen er imidlertid ikke en af de importører, der benytter sig af kunstigt høje førpriser. Ekstra Bladet beklager fejlen.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik