Rustikke familiebiler med lad på

En lang stribe mærker er klar med pickupper på hvide nummerplader med lovlig plads til passagerer på bagsædet. De er dog dyre og store, og du skal typisk have et behov for plads, træk- eller terrænegenskaber

Allrounderen: Fiat Fullback dobbeltkabine, der bygger på Mitsubishi L200, kan det meste, men vægten er lagt på bilen som en arbejdshest. Foto: Fiat
Allrounderen: Fiat Fullback dobbeltkabine, der bygger på Mitsubishi L200, kan det meste, men vægten er lagt på bilen som en arbejdshest. Foto: Fiat

Amerikanerne har i mange år elsket deres store pickup-trucks med dobbeltkabine, hvor der er plads til hele familien indenbords og storindkøb fra den lokale Wall Mart på ladet.

I Europa har interessen været begrænset for de rustikke varebiler, der er en tand mindre end de amerikanske sællerter, og hvor tørstige motorer samt ringe sikkerhed og køreegenskaber ikke har gjort bilerne til familiehits. Imidlertid er de nyeste modeller blevet langt mere civiliserede og sikre.

Derfor øjner bilfabrikkerne nu nye markeder, hvor bilerne med indbygget vildmarks-attitude lokker alt fra surfere til cykelfreaks.

Den personvognsagtige: Nissan Navara dobbeltkabine er med skruefjedre agter og rigtige skrånende komfortable bagsæder den mest komfortable pickup. Foto: Nissan
Den personvognsagtige: Nissan Navara dobbeltkabine er med skruefjedre agter og rigtige skrånende komfortable bagsæder den mest komfortable pickup. Foto: Nissan
 

Herhjemme har vores kringlede afgiftssystem hidtil sat en stopper for pickupper med dobbeltkabine og indbygget sæderække til private, mens virksomheder har haft visse muligheder. Imidlertid har en række bilimportører nu fundet en mulighed for, at bilerne kan indregistreres på hvide plader og bruges af private som almindelige personbiler.

Det gælder bl.a. Nissan Navara, VW Amarok, Toyota Hi-lux, Isuzu D-Max, Fiat Fullback og Ford Ranger, der alle koster i nabolaget af 500.000-600.000 kr. og op.

Entreprenørbilen: Isuzu D-Max er arbejdsredskabet, der både fås som dobbeltkabine og Ext. Cap med bænkesæde. En netop faceliftet version (billedet) er mere komfortabel. Foto: Isuzu
Entreprenørbilen: Isuzu D-Max er arbejdsredskabet, der både fås som dobbeltkabine og Ext. Cap med bænkesæde. En netop faceliftet version (billedet) er mere komfortabel. Foto: Isuzu
 

Her er bilerne fra Isuzu og Toyota de klassiske arbejdsheste, Nissan og folkevognen de mere komfortable, hvor der kan kræses ekstra omkring udstyret, mens Ford Ranger er den klassiske amerikansk-inspirerede.

Toyota Hilux og Isuzu D-Max kan også fås på hvide plader som Xcabs, der har lidt større kabiner og et lille bænkesæde i anden række, hvor der måske kan klemmes et par børn ind.

De er noget billigere, f. eks. koster en Hilux med bænkesæde omkring 400.000 kr., mens dobbeltkabinen starter fra 480.000 kr.

Men den er også mere regulær.

Forskellige pickups

  • VW Amarok dobbeltkabine er den af pickupperne, som kan udstyres mest luksuriøst. Den koster fra 631.082 og kan fås med V6-motorer på 204 hk og 224 hk, mens en 163 hk følger. Alle har firehjulstræk og automatgear.
  • Nissan Navara dobbeltkabine giver med sine skruebagfjedre og rigtige skrånende komfortable bagsæder den mest personvognsagtige pickup-oplevelse. Prisen starter fra 498.573 kr. plus lev. Alle modeller har firehjulstræk og fås med firecylindrede dieselmotorer på 160 hk eller 190 hk og mulighed for automatgear.
  • Toyota Hilux Double Cab 4x4 koster med T2 udstyr fra 479.494 kr. plus lev. Den har en 2,4 liters dieselmotor på 150 hk og mulighed for automatgearkasse. Her er mange udstyrsvarianter og mulighed for to- og firehjulstræk. En todørs Xcab version med bænkesæde bag ved forsæderne kan fås fra 401.853 kr. plus lev.
  • Isuzu D-Max koster fra 536.585 kr. plus lev. for en dobbeltkabine med firehjulstræk. Den fås også med automatgear, eller som todørs Ext. Cap fra 428.080 kr. plus lev. Med et kommende facelift løftes komforten, den 2,5 liters dieselmotor på 163 hk erstattes af en 1,9 liters sag på 164 hk og priserne justeres let.
  • Ford Ranger dobbeltkabine fås med en 2,2 liters diesel på 160 hk eller en 3,2 liters diesel på 200 hk. Alle har firehjulstræk og priserne starter fra 522.528 kr. plus lev. Der kan suppleres med automatgear.
  • Fiat Fullback dobbeltkabine, der bygger på Mitsubishi L200, har en 2,4 liters diesel på 180 hk og firhjulstræk. Den koster fra 481.395 kr. plus lev.

Fornuftige køb
Det er i alle tilfælde biler, der kommer op i en prisklasse, hvor du kan få store, veludstyrede og ikke mindst mere civiliserede suv’ere. Spørgsmålet er så, om det bliver en alt for bekostelig affære at vælge en bil med lad? Ikke, hvis det står til Jan Lang, analytiker på Bilbasen. Ifølge ham vil værditabet ved at købe en pickup frem for en suv, nemlig være begrænset og måske endda mindre.

- Der er et begrænset udvalg af pickupper, mens der samtidig er en stigende interesse for nichebiler, derfor vil værditabet for en pickup ikke være større end for en suv og måske endda mindre, siger Jan Lang.

Værditabet for en suv er typisk 50 pct. over tre år. For en mellemklassebil er gennemsnittet 42 pct.

Jan Lang tror samtidig, at interessen for pickupper på hvide plader vil stige.

- Det er biler, som har en praktikalitet, så der er en efterspørgsel. Det gælder også for pickupper på gule plader, siger han.

Udstyrs-stykket: VW Amarok dobbeltkabine er den af pickupperne, som kan fås med det mest luksuriøse udstyr. Foto: VW
Udstyrs-stykket: VW Amarok dobbeltkabine er den af pickupperne, som kan fås med det mest luksuriøse udstyr. Foto: VW
 

Som pickup-ejer skal man dog påregne en væsentlig ringere brændstoføkonomi end i suv’erne, som er nyere konstruktioner, men ikke mindst også bøvl med at manøvrere og parkere, hvis du bor i en storby.

Jan Lang tror ikke, at ejerne vil opleve højere udgifter til service og vedligeholdelse, selv om der er differentialer og firehjulstræk, som holdes i gang.

Han peger på, at de typiske private købere, der måske kører med en hestetrailer i ny og næ, ikke vil bruge bilen så hårdt som landmanden. Samtidig er pickups råstærke biler, der er bygget til at blive brugt.

Arbejdshesten: Toyota Hilux Double Cab er klassikeren, der forener råstyrke med en vis komfort En todørs Xcab version med bænkesæde findes også. Foto: Toyota
Arbejdshesten: Toyota Hilux Double Cab er klassikeren, der forener råstyrke med en vis komfort En todørs Xcab version med bænkesæde findes også. Foto: Toyota
 

Praktisk behov
Nissan Navara er med sine rigtige skruefjedre frem for bladfjedre og et mere skrånende bagsæde frem for de andres mere stejle rygge den mest personvognsagtige af de fem modeller.

Siden introduktionen i fjor af hvideplademodellen har den fået godt fat, så det nu er hver 10. Navara pickup, der er med de ekstra sæder. Det er foreløbigt blevet til 20 biler, hvilket måske ikke syner af mange, men fylder godt op i et samlet pickupsalg herhjemme, der er ret beskedent.

Ifølge Ann Strøby, der er pressechef hos Nissan, er det mest folk med et konkret behov, der har købt hvidplade-pickups.

- Det kan f.eks. være håndværksmestre, der har en båd- eller hestetrailer, de skal flytte, siger hun.

Hun mener, at pickup-salget på hvide plader fortsat vil rette sig mod folk, der decideret går efter en praktisk bil med f.eks. lad og stor vadedybde ud over f.eks firehjulstræk (mange fås med både bag- og firehjulstræk) frem for at være et voksende modebils-alternativ til en til suv eller crossover.

Netop muligheden for at have måske op til 3.500 kg på krogen mod mindre i en række suv’ere kan være argumentet.

- Det vil fortsat være en nichemodel, så salget vil være begrænset, vurderer Ann Strøby.

De mest luksuriøse modeller kommer fra VW, der med Amarok-modellen tilbyder en vifte af udstyrsversioner, der har både firehjulstræk, V6-motorer på 204 hk, 224 hk og senere 163 hk samt masser af muligheder for udstyr, du ellers kun finder i personbiler. Topmodellen Aventura har således 12-vejs indstillelige lædersæder, bixenonforlygter, DAB-radio og andet.

Ford Ranger dobbeltkabine er den amerikansk-inspirerede høje flyder, der er en tand mindre end F150, som er den mest solgte bil i USA. Foto: Ford
Ford Ranger dobbeltkabine er den amerikansk-inspirerede høje flyder, der er en tand mindre end F150, som er den mest solgte bil i USA. Foto: Ford
 

Thomas Hjortshøj, der erpressemedarbejder hos VW-importøren, fortæller, at man har taget modellerne på programmet, fordi muligheden opstod, og nu afventer man reaktionerne.

- Vi tror, at kombinationen af V6-motorer og meget udstyr kan være interessant for nogle bilkøbere, siger Thomas Hjortshøj.

Hvidplade-Amarok kom på markedet i efteråret, og importøren følger nu salget.

Hos Isuzu har man til dato solgt en håndfuld D-Max på hvide plader, og de er også købt af folk, der først og fremmest har et behov, oplyser direktør Mogens Lyngsø.

Sikkerhed

På sikkerhedsfronten har pickupperne tidligere været ringe, men er de senere år kommet med, så de nu ligger rimeligt.

Det gælder både Toyota Hilux(3 stjerner i 2016 – 5 med sikkerhedspakke), som Nissan Navara(4 stjerner i 2015), Ford Ranger (5 stjerner i 2012), Isuzu D-Max (4 stjerner i 2012), Fiat Fullback(Mitsubishi L200) (4 stjerner i 2015) og VW Amarok (4 stjerner i 2010).

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
EKSTRA anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen