Bil nyheder

Sænk de faste udgifter: Fem fede veteranbiler under 100.000 kr

En veteranbil er ofte både billigere i forsikring og ejerafgift, så der kan være penge at spare på de faste udgifter – vi har fundet fem spændende modeller, der er til salg lige nu.

  • Hvis du går og drømmer om en gammel amerikansk flyder eller en ikonisk cabriolet, kan der på nogle områder være penge at spare ved at se på veteranbiler. (Foto: Bilbasen)
Hvis du går og drømmer om en gammel amerikansk flyder eller en ikonisk cabriolet, kan der på nogle områder være penge at spare ved at se på veteranbiler. (Foto: Bilbasen)

En bil kan registreres som veteranbil, hvis det er mere end 35 år siden, bilen første gang blev indregistreret. Hvis dit kørselsbehov er minimalt og du selv kan fikse de jævnlige småreparationer, kan en veteranbil både være et billigt og yderst interessant bekendtskab.

Her kan du spare penge
Du betaler eksempelvis kun en fjerdedel af den ejerafgift, der ellers betales af en yngre tilsvarende bil. En veteranbil skal heller ikke synes hvert andet år. Når den er synet og registreret som veteranbil, skal næste syn af bilen først skal ske i det år, hvor bilen fylder 40 år. Og herefter skal bilen kun synes hver ottende år.

Se også: Dyrevenner jubler: Veganer-venlig Tesla på vej

Der gælder ingen særlige regler med hensyn til forsikring af veteranbiler. De skal som minimum ansvarsforsikres, men mange forsikringsselskaber tilbyder en billigere forsikring, når der er tale om veteranbil. Her skal du dog være opmærksom på de nærmere betingelser, som eksempelvis kan omfatte kilometerbegrænsning og være krav om, at bilen skal parkeres i lukket garage.

Se også: Leasing eller køb? Her er de danske priser på den nye E-Klasse

Hvis det begynder at krible i fingrene for at eje en unik bil, som samtidig kan sænke nogle af de faste udgifter, har vi her fundet fem spændende modeller i den billige ende:

Sunbeam Avenger
Foto: Bilbasen Foto: Bilbasen  

Den grønne Avenger er ikke ligefrem en model, man ser på ethvert gadehjørne. Den sjældne og charmerende bil har en 1,6-liters motor, som leverer omkring 80 hestekræfter og har et forbrug på cirka 14 km/l.

Se også: Fra Zlatan til Zlatan: Her er fodboldstjernens nye sportsvogn

Ifølge sælgeren starter og kører bilen upåklageligt, og selvom bilen har lidt patina, er der meget lidt rust at spore på bilen, som første gang blev indregistreret i 1974. Siden da har den tilbagelagt 75.000 kilometer.

Bilen står til salg hos Copenhagen Classic Garage i Søborg til 45.000 kr.

BMW 1602
Foto: Bilbasen Foto: Bilbasen  

Den lille BMW 1600-model blev produceret i ganske få eksemplarer i slutningen af 1960'erne. Knap 8000 modeller blev det til i alt.

Se også: Audi punger ud for model-navne fra Fiat

Dette eksemplar med en 1,6-liters motor og 85 hk er første gang indregistreret i 1973 og har efterfølgende kørt knap 150.000 km. Den nysynede bil har originale sorte nummerplader, splitbagsæde, tågelygter og anhængertræk, så det er en usædvanligt praktisk veteran-BMW, man her kan få fingrene i.

Bilen koster 69.900 kr. hos Silkeborg Bilcentrum.

Ford T
Foto: Bilbasen Foto: Bilbasen  

Fords model T blev første gang sendt på gaden i 1908, hvor den blev betragtet som den første bil, almindelige mennesker kunne komme i nærheden af. Med 16,5 millioner solgte eksemplarer regnes det fortsat for en af verdens mest solgte biler.

Se også: Nu kan den blive din: Pavens bil til salg på auktion

Produktionen stoppede i 1927, og året efter blev dette eksemplar indregistreret, så det er altså en af de allersidste Ford T-modeller, der rullede af samlebåndet. Bilen har smukke fælge med træ-eger, selvstarter og sorte nummerplader. Ifølge forhandleren er den blevet restaureret for nogle år siden.

Denne Ford T står til salg i Vejen hos Læborg Autohandel med et prisskilt på 89.800 kr.

Volkswagen Golf I
Foto: Bilbasen Foto: Bilbasen  

Det dyreste eksempel, vi har fundet i kategorien, er nok også den af bilerne, som deler vandene mest. Enten er man dybt forelsket i den ikoniske bilmodel og sætter pris på de blanke alufælge og sportslige detaljer, eller også hader man de markante skørter og den opmærksomhedskrævende farve på den klassiske Brian-bil.

Se også: Risikerer gigantisk bøde: Her kan du se det vilde Formel 1-stunt på pisten

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at det efterhånden er en unik model, som med taget nede gør tanken om en solrig forårsdag særligt skøn. Dette eksemplar har en elektrisk kaleche og en 1,6-liters motor.

Den første indregistrering af bilen her fandt sted i 1980, og siden har den tilbagelagt 115.00 km. Prisen er 99.900 hos Skive Biler i Skive.

Cadillac Fleetwood
Foto: Bilbasen Foto: Bilbasen  

Så er der amerikansk flyder for alle pengene. Denne Fleetwood er hentet til Danmark fra Arizona i USA, og ifølge forhandleren er det en bil, som er i super stand.

Se også: Renault i offensiven: Her er de danske priser på Mégane

Bilen har et monster af en V8-motor på 7,7 liter, og den automatiske gearkasse administrerer de 375 hk, som naturligvis trækker på bagakslen. Selvom det er en veteranbil fra 1970, er der moderne udstyr som aircondition, fire elruder og fartpilot.

Bilen leveres nysynet med 160.000 kilometer på tælleren. Moms og told er betalt, men den nye ejer skal selv stå for at betale afgiften, som i sidste ende må forventes at fordoble bilens pris, når den skal have plader på. Prisen uden afgift lyder på 89.900 hos Autlet i Hammel.

Se også: Tøm sparegrisen: Jerry Seinfeld sælger tre sjældne Porsche-modeller

Biler Mest læste

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen