Ny Volvo V40: Friskere end en Audi

Volvo V40 er klar til at kæmpe mod Audi A3 og BMW 1-serie - og den har gode odds

Bang. Fodgængeren bliver ramt. Han ved det ikke, men han er både uheldig og heldig på samme tid. Uheldig, fordi han blev kørt ned, og fordi han gik så sent ud foran den Volvo V40, at hverken chauffør eller city safety-systemet kunne nå at standse bilen. Heldig fordi han er blevet ramt af den eneste bil i verden med en udvendig airbag – det reddede måske hans liv.

V40 er et overflødighedshorn i sikkerhedsudstyr og hjælpende elektronik. Automatisk parallelparkering, advarsel om fare forude, advarsel om krydsende trafik, automatisk opkald til central ved uheld, intelligent fartpilot og så videre. Passagerairbag og City safety er altid standard, men resten købes i pakker.

Ligner ikke de andre
Som sædvanligt for bilpræsentationer er testbilerne spækket med ekstraudstyr som læder, store lydanlæg, alt tænkeligt sikkerheds- og komfortudstyr. Heldigvis bliver basisversionerne ikke skrabede, og kabinen i V40 er utvivlsomt lækker, selv uden de lækre læderstole. Og den ligner ikke alle de andre. Bevaret er den fritstående midterkonsol, der kan gnave lidt i knæet og nyt er grafiske instrumenter (ekstraudstyr), der erstatter traditionelle ure med computerskærme.

Her kan du vælge tre temaer, hvor kun Performance-layoutet har en brugbar omdrejningstæller. Det er mere poppet end det er brugbart. Pladsen er middelmådig og bagsædet er ubrugeligt for personer over 180 cm. Bagagerummet er heller ikke ret stort.

LÆS og HØR: en Volvo, som du aldrig har set den før

Stadig en fed femmer
Motorerne er en blanding af firecylindrede, der kendes fra Ford og femcylindrede fra Volvos egne hylder. Og selvom fem cylindre lyder mere spændende, så afslører testkørslen at den firecylindrede diesel i D2, på trods af mindre kraftoverskud, er den mest behagelige. Den fås desværre ikke med automatgear endnu. Det gør den store diesel med 177 hk og den er hurtig, men undertestkørslen havde den en irriterende rallen.

Super bid
Benzinmotorerne har alle turbo, men vi havde kun lejlighed til at prøve T4 med 180 hk og Powershift-gearkasse, Volvos svar på DSG. Motoren er kultiveret og stærk, men gearkassen er ikke på højde med VW og Audis ditto. Den hænger i omdrejninger og fjerner lidt af et fine engagement. Sagde jeg engagement om en Volvo? JA, med store bogstaver.

Volvo V40 bider sig hårdere fast i de norditalienske bjergveje end de fleste andre biler. Selv når du tror at grebet er ved at være brugt i en skarp hårnål er der mere at komme efter. Krængningen er minimal, og styretøjet er hurtigt, men savner som de fleste nyere biler feedback.

D2 kører bedst
Af testbilerne var det D2, der tog svingene bedst – at de større dieseler taber er klart på grund af øget vægt, men også T4 med sportsundervogn virkede ikke helt så agil som den lille diesel – den var hård uden mærkbar gevinst for dynamikken. Om det er bedre med manuelt gear, må en senere test vise.

Designet læner sig op ad Volvo V60, og især bagenden er vellykket. Priserne virker fornuftige, og V40 har en friskere udstråling end de kliniske konkurrenter fra Audi og BMW, men pladsen er ikke prangende. Volvo V40 kommer til Danmark i slutningen af august eller begyndelsen af september.

Bil nyheder - 19. nov. 2011 - kl. 09:34 Gammel Volvo slår Ferrari

LÆS også: Test af Audi A3









kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen