Ingen midtvejskrise hos Peugeot

Peugeot 308 får nødbremse. Desuden byder den opdaterede model på ny dieselmotor, små ændringer i designet og mulighed for moderne automatisk fartpilot

En slankere motorhjelm med en mere lodret kølergrill, der indeholder løvelogo, viser, at dette er en opdateret 308. Foto: Peugeot
En slankere motorhjelm med en mere lodret kølergrill, der indeholder løvelogo, viser, at dette er en opdateret 308. Foto: Peugeot

Salzburg(Ekstra Bladet Biler): Nødbremse på alle modeller er ved at være standard hos de store producenter.

Peugeot har været bagud på det punkt, men med den faceliftede 308'er er Peugeot igen klar med samme sikkerhedsudstyr som konkurrenterne.

Når den nye 308 lander i Danmark, har alle modeller nødbremse, på nær den gamle diesel på 1,6-liter.

Ved præsentationen af den opdaterede 308 er der veje med masser af sving, og så bliver man lige mindet om, hvor fint et kompromis mellem dynamik og komfort en 308' udgør.

Når en bil er så velkørende, er der ingen grund til at pille ved undervognen, så det har Peugeot klogeligt undladt.

Et hurtigt blik i kabinen afslører ingen synlige ændringer, men man kan glæde sig over ny skærm, der reagerer betydeligt hurtigere ved tryk end den gamle.

Apple CarPlay og Android Auto er standard, Android virker stadig ikke på dansk, men det kan Peugeot ikke gøre for.

Udvendigt disker bilen op med ny grill, hvor logoet er flyttet ned, samt LED-kørelys på alle udgaver. Fremover har alle 308'ere også permanent lys i baglygterne.

Bagtil er lyssignaturen med tre 'løvekløer' nu tændt konstant. Alle har LED-kørelys, men de billigste versioner har fortsat halogenlygter. Foto: Peugot
Bagtil er lyssignaturen med tre 'løvekløer' nu tændt konstant. Alle har LED-kørelys, men de billigste versioner har fortsat halogenlygter. Foto: Peugot
 

Se også: Klassikeren er fortsat den mest helstøbte

Nye motorer
Rigtig mange Peugeot-bilister kører diesel, og her er der sket nyt. Den gamle 1,6' er er dømt ude, og nu er motoren på 1,5 liter og 130 hk.

Præstationerne er tæt på 2,0 liters motorerne, bl. a. takket være 10 heste mere og et nyt 16-ventilet topstykke.

Trods de ekstra hestekræfter er der en brændstofgevinst på 4-6 pct. sammenlignet med den velkendte BlueHDi med 120 hk. Med den nye 130 hk motor er Peugeot gået skridtet videre, hvilket betyder, at motoren allerede nu lever op til det NOx-emissionskrav, der indføres i 2020.

Hvad der er vigtigere for de fleste er, at motoren opleves som tys og med færre vibrationer end den gamle.

I Danmark vil mange måske være fristet af 1,2-liters benzinmotoren, der også har fået en overhaling, så den kører lidt længere på literen.

Bag rattet ligner instrumenteringen sig selv, men chaufføren vil glæde sig over, at automatisk nødbremse nu er standard. Foto: Peugot
Bag rattet ligner instrumenteringen sig selv, men chaufføren vil glæde sig over, at automatisk nødbremse nu er standard. Foto: Peugot
 

Moderne sikkerhed
Frem til nu har moderne adaptiv fartpilot ikke været en mulighed hos Peugeot. 308 bliver første bil med denne teknik, som eksempelvis Volvo har haft de seneste 10 år.

Vælger man 308 med automatgear, virker systemet helt ned til stilstand, mens man med manuelt gear kan få glæde af komforten ned til 30 km/ t.

Her lyder der så en advarsel, og du må selv bremse og koble ud.

308's automatiske bremsesystem kan reagere op til en hastighed på 80 km/ t. og kan også se fodgængere og bremse for dem op til en hastighed på 60 km/ t. Systemet kom i første omgang i Peugeot 3008.

Active Lane Departure registrerer desuden, hvis bilen utilsigtet kører over vejstriberne, idet et kamera genkender ubrudte og brudte striber. Hvis føreren ikke lægger mærke til det, og farten er over 80 km/ t., vil der komme både en visuel alarm og en lydalarm.

Ved hastigheder mellem 65 og 180 km/ t. vil systemet desuden styre bilen tilbage på rette kurs, hvis det registrerer, at bilen er på vej til et farligt vognbaneskift.

Skærmen er markant forbedret med mere lækker grafik og Apple CarPlay. Den nye skærm reagerer betydeligt hurtigere end den gamle. Foto: Peugot
Skærmen er markant forbedret med mere lækker grafik og Apple CarPlay. Den nye skærm reagerer betydeligt hurtigere end den gamle. Foto: Peugot
 

Den nye udgave er i Danmark til september.

Priser og endeligt udstyr er endnu ikke forhandlet på plads, men med de mange forbedringer er der lagt op til, at Peugeot fortsat vil være en populær vare herhjemme, især hvis importøren igen kan lancere nogle attraktive priser på privatleasing, der har gjort forgængeren så populær.

Ekstra Bladet Biler var inviteret til Salzburg af Peugeot.

Specifikationer

Peugot 308 Puretech Active 110

Pris: Ikke fastlagt endnu

Forbrug: 25 km/ l, EU-snit

Motor: 1,2 benzinmotor med tre cylindre og turbo

Hk: 110/ 5.500 o/ min.

Nm: 205/ 1.500 o/ min.

Topfart: 188 km/ t.

0-100 km/ t.: 11,1 sek.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen