Kongen af muddergrøften og de bonede gulve

Den nye Land Rover Discovery er blevet langt mere strømlinet og luksuriøs, men under huden er de gamle dyder i terrænet intakte og forfinede

Den nye Land Rover Discovery er trods sit mere civiliserede design ganske duelig i terræn, hvor modellen kan klare vadedybder op til 90 cm. Foto: Land Rover
Den nye Land Rover Discovery er trods sit mere civiliserede design ganske duelig i terræn, hvor modellen kan klare vadedybder op til 90 cm. Foto: Land Rover

Ib Hammer, som er instruktør, lader ordene falde med en sikker rutine. 'Du skal lige have lidt mere højde på!' Vi befinder os på Land Rover Experience Center på Tirsbæk Gods ved Vejle og er ved at pløje os gennem et vandhul.

I forvejen er den store Land Rover Discovery hævet med 1,5 cm over frihøjden på 28,3 cm, og et tryk på knappen til luftaffjedringen betyder, at vi går yderligere 1,5 cm op over den våde skovbund og forcerer nogle bumlede midterspor.

Der er ikke meget, som kan stoppe os. SUV'en, der netop er kommet i en helt ny generation, kan nemlig klare vadedybder på op til 90 cm, mens bakker på 34 grader henholdsvis kan indtages og forlades med 30 grader.

Vi prøver det meste på den udfordrende rute ad nærmest ufremkommelige hjulspor gennem skoven, som bl. a. forsvaret også bruger til træning.

Udgangspunktet er Land Rovers Terrain Response 2-system, der har programmer for græs, sne, sand og sten, og som kan udbygges med en halv snes hjælpesystemer og virker overbevisende sammen med terrænfartpiloten, der fungerer mellem 1,8 km/t. op til 30 km/t. samt mærkets Hill Descent Control, der selv klarer op-og nedstigninger.

Mens de første fire generationer af Discovery har været firkantede kasser, der udstrålede lige så rå macho-charme som den udgående Defender med rødder fra 1948, er den nye model langt mere glat i designet. I en tid, hvor salget af SUV'erne og crossovere boomer, er det dog klart, at Discovery skal appellere bredere.

- Vi er i et marked, hvor konkurrenterne bl. a. er Audi Q7 og Mercedes GLE. Derfor skal Discovery være en bil, som du både kan køre til operaen i og samtidig kan bruge til en jagt, siger Michael Lund, pressechef hos den danske importør af Jaguar og Land Rover.

Modellen har en kantet overbygning på bagenden, som gør, at der er rimeligt med plads på tredje sæderække. Foto: Land Rover
Modellen har en kantet overbygning på bagenden, som gør, at der er rimeligt med plads på tredje sæderække. Foto: Land Rover
 

Masser af praktikaliteter
Vi tester Discovery med den 3,0 liters dieselmotor på 240 hk, som med det næstdyreste HSE Luxury-udstyr koster 1.294.900 kr. og har ekstraudstyr for yderligere 300.000 kr.

Modellen starter fra 972.000 kr. med en 180 hk dieselmotor, mens beskatningsværdien ved erhvervsleasing er 792.000 kr. Her skal du så lægge 30.000 kr. oveni for at få en tredje sæderække og dermed plads til syv.

Den fem meter lange Land Rover Discovery er 15 cm længere end forgængeren, har lidt mere akselafstand og bygger på samme platform som den dyrere Range Rover Sport, mens de mindre Land Rover Discovery Sport og Jaguar F-Pace fra samme hus lapper lidt over hinanden.

Discovery er en rendyrket SUV, hvor alene frihøjden fortæller sit. Englænderne har dog gjort meget for at løfte komfortniveauet med mulighed for udstyr som elektrisk fodbetjent bagklap over hele pakken af sikkerhedssystemer til koncernens 'Activity key', der er et gummiarmbånd med indbygget nøgle.

Selv om det mest kantede design er slebet bort, er modellen en regulær sag med en slags 'ekstra hus' agterude med plads til tredje sæderække.

Det giver ekstra meget luft i kabinen, hvor der på sidste række er pænt med plads til hovedet og benspjæt, og på anden række er der rigeligt med plads at frådse i.

Adgangen er let med en sæderække nummer to, der løses med et håndtag og køres frem.

Testbilen har en elpakke, hvor du elektrisk kan vippe ryglænet på anden sæderække og forsæderne ved indstigning eller lægge den midterste nakkestøtte på anden sæderække ned for bedre udsyn. Det førstnævnte foregår dog noget langsomt.

Interiøret er klassisk Land Rover som i Discovery Sport. I de dyreste udstyrsvarianter er der premium-stemning. Foto: Land Rover
Interiøret er klassisk Land Rover som i Discovery Sport. I de dyreste udstyrsvarianter er der premium-stemning. Foto: Land Rover
 

Magisk luftaffjedring
Bag rattet skuer vi et instrumentbord i samme nyklassiske stil som Land Rover Discovery Sport, men som er ommøbleret og løftet på et højere finish-og kvalitetsniveau, testbilen har dog også det næstdyreste HSE-niveau. Den rendyrkede Range Rover ligger dog en tand højere.

Til gengæld har Discovery det samme In control infotainment-system som Range Rover, og som i den største såkaldte Pro-version har en stor og hurtig 10-tommers skærm.

Se også: Offroader i elegant habit

Kabinen rummer enorme opbevaringsrum, både under midterarmlænet og sågar i et skjult rum midt i instrumentbordet. Her kan der være i alt fire iPads, og der er også fire USB-udgange til strøm.

Den sidehængslede bagdør forsvinder. Til gengæld har vi nu en vandret delt bagklap, hvor der kan sidde personer med en samlet vægt på 300 kg på den nederste del. Ganske praktisk.

Med testbilens luftaffjedring og listen med ekstraudstyr er Discovery reelt et alternativ til Range Rover. F.eks. betyder luftaffjedringen, at bilen sænker sig 4,0 cm ved indstigning, og på motorvejen sænker den sig 1,3 cm ved hastigheder over 100 km/ t.

Discovery-modellen kan udstyres med op til 12 terrænprogrammer, som matcher den større Range Rover. Foto: Land Rover
Discovery-modellen kan udstyres med op til 12 terrænprogrammer, som matcher den større Range Rover. Foto: Land Rover
 

Behagelig
På lande-og motorvejene omkring Vejle viser Discovery sig da også som en meget komfortabel, høj bil, du sagtens kan tage på langfart i.

Det er dog en rendyrket SUV, så du har ikke samme køredynamik som i en bil a la Audi Q7, der har en snert mere personbil over sig og altså bedre vejgreb.

En god acceleration i et par rundkørsler får vores Discovery til at krænge som en mere klassisk firehjulstrækker.

Motoren med et moment på 500 Nm ved 1.500 omdr. har masser af kræfter at tappe af.

Det gælder både i terræn og på vejen, hvor det teoretiske forbrug på 15,9 km/ l ikke lyder afskrækkende.

Spørgsmålet er, om det holder i virkeligheden.

Men det er præmissen, hvis man går 'all the way' og køber en rendyrket SUV, som til gengæld kan klare 3,5 ton på krogen.

Pakken er så overbevisende, at vi med dansk snusfornuft ikke ville tøve med at overveje den nye Discovery som klart alternativ til den større og mere bamsede Range Rover eller Range Rover Sport.

Medmindre du går efter prestigesignalerne i at køre topmodellerne.

Specifikationer

Land Rover Discovery 3,0 TD6 Diesel 4WD HSE Luxury

Pris: 1.584.100 kr. plus lev.

Pris HSE 3,0 TD6: fra 1.334.900 kr. Beskatningsværdi, HSE

Business 3,0 TD6: 940.043 kr.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 3.470 kr.

CO2 per km: 165 gram

Forbrug: 15,9 km/ l

Motor: sekscylindret dieselmotor på 3,0 liter.

Ydelse: 240 hk

Effekt: 500 Nm/ 1.500 omdr.

Topfart: 207 km/ t.

0-100 km/ t.: 8,3 sek.

L/ B/ H: 497/ 201/ 185 cm.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen