Plads og teknik i højsædet, men pas på prisen

Skoda er klassens mest rummelige bil og teknisk en af de bedste. Men prisen er kravlet i vejret

Skoda Octavia er aktuel med et facelift, der samtidig har gjort automatisk nødbremse til standard. Generelt er der tale om en stor og komfortabel bil, hvor prisen dog er røget en del op. Foto: Ebbe Sommerlund
Skoda Octavia er aktuel med et facelift, der samtidig har gjort automatisk nødbremse til standard. Generelt er der tale om en stor og komfortabel bil, hvor prisen dog er røget en del op. Foto: Ebbe Sommerlund

Skoda Octavia 1,4 TSI 150 Style

5

De faceliftede versioner af Skoda Octavia og VW Golf er begge helt nye og højaktuelle på det danske marked.

De deler teknik, så det er i store træk kun karrosseri og prissætning, som varierer, og her er der sket det finurlige, at Octavia stille og roligt er blevet en dyrere bilmodel end Golf.

Priserne begynder godt nok ved 199.000 kr., men det er for en 1,2 tsi med 86 hk og minimalt udstyr, og det første spring er helt op til 237.000 kr. for en Octavia Ambition med 1,0 turbomotor.

Hvis man vil have det mere omfattende Style-udstyr, ryger prisen op på 262.000 kr. eller omtrent det samme som den stærkere Golf Comfortline med 125 hk. Det er en motor, der slet ikke leveres til Skoda, men vi lånte en 1,4 tsi med 150 hk til 281.000 kr.

Der kan dog spares 25.000 kr. ved at vælge udstyrsniveauet Ambition i stedet. Dette mangler dog for eks. den store skærm på otte tommer.

Alle de nye Octavia-modeller har automatisk nødbremse, der også virker for fodgængere, men dog kun op til 50 km/t.

Den nye udgave har grundlæggende samme design som forgængeren, men nye lygter både for og bag justerer det visuelle hen mod et mere skarpt look.

Den kraftige motor gør tjekken til en hurtig bil. I princippet er det samme maskineri som i Golf, men Octavia er mest rap i afsættet, takket være 20 ekstra hestekræfter og et højere drejningsmoment, altså evnen til at trække uden hele tiden at skulle skifte gear. Samtidig er motoren støjsvag.

Der er virkelig god plads i kabinen. Den store skærm er dog først standard fra Style som i testbilen. Foto: Ebbe Sommerlund
Der er virkelig god plads i kabinen. Den store skærm er dog først standard fra Style som i testbilen. Foto: Ebbe Sommerlund
 

Letkørt
Køremæssigt er den omtrent som Golf, dog med en tendens til at være mindre køreglad, men lidt mere komfortabel. De er begge ekstremt letkørte med præcis kobling, gearkasse og letgående styretøj. Skoda Octavia er en god bil, hvor du som bilkøber virkelig får meget bil for pengene.

Især pladsforholdene på bagsædet, hvor der er masser af rum til selv Ulf Pilgaards lange ben, og bagagerummet er i særklasse. Pladsen er salgsparameter nr. 1 for Skoda.

Derudover er Skoda Octavia notorisk en af de biler på det danske marked, der holder de absolut højeste brugtpriser, så måske man alligevel ikke behøver at være så nervøs for de lidt høje priser.

Se også: Solid Yaris får til gården og gaden

Dommen
Skoda Octavia er klassens mest rummelige bil både i kabinen og bagagerummet. Teknisk er den identisk med VW Golf og så alligevel ikke, for man skal ret højt op i udstyrsniveau for at få en otte tommer skærm som standard, og nødbremsen er heller ikke så avanceret som i Golf.

Samtidig er prisen på en Octavia steget, så den i princippet er lige så dyr, men vi vælger alligevel at give hele fem fine stjerner til tjekken.

Specifikationer

Skoda Octavia 1,4 TSI 150 Style

Pris: 281.000 kr.

Octavia: fra 199.000 kr.

Forbrug: 19,2 km/ l

CO2 per km: 121 g

Motor: 1,4 benzinmotor med fire cylindre og turbo

Hk: 150/ 5.000 o/ min.

Nm: 250/ 1.500 o/ min.

Topfart: 219 km/ t.

0-100 km/ t.: 8,1 sek.

L/B/H: 487/181/146 cm

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkidle
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen