Test: Ny 911-variant er måske den bedste nogensinde

En tur i en Porsche 911 GTS Cabriolet er i sig selv en oplevelse, men når testen foregår langs den dramatiske klippekyst omkring Cape Town, tager det næsten pusten fra en

Vi kører den baghjulstrukne 911 GTS med PDK-automatgear på Killarney-racerbanen lidt uden for Cape Town. Foto: Porsche
Vi kører den baghjulstrukne 911 GTS med PDK-automatgear på Killarney-racerbanen lidt uden for Cape Town. Foto: Porsche

Cape Town (Ekstra Bladet): Der findes en lille håndfuld steder, som har en helt særlig tiltrækningskraft alene i kraft af deres navn: Kap Det Gode Håb er et af dem.

Selve det punkt, som i 500 år skulle rundes, før de søfarende kunne ånde lettet op, er i dag en nationalpark, og tanken om, at nærmeste land mod syd er Antarktis, er fascinerende. Det samme er køreturen dertil fra Cape Town.

For det første ligger det barske område blot en times kørsel fra den sydafrikanske by, ruten går ad dramatiske veje hugget ind i klipperne, til tider hængende ud over havet, og prikken over i’et er at gøre turen i den helt nye Porsche 911 GTS Cabriolet, som vi gjorde forleden i forbindelse med den internationale præsentation.

Jeg sidder således med tømmerne til 450 Porsche-opdrættede hingste med et drejningsmoment stort nok til at gøre samtlige Carlsbergs bryggerheste ædru af misundelse. Vi taler om at styre helt ind i hjørnet af et knivskarpt hårnålesving, vinde førstegearet, banke sporerne ind i flankerne på krikkerne og trække forbi tre husholdningsæsker og en hostende pickup.

Porsche 911 GTS danner traditionelt bro mellem standardmodellerne og de hæsblæsende GT3 – for ikke at nævne turbomodellerne. Det betyder, at den er klart mere hardcore end ellers, samtidig med at komforten fortsat næsten er på niveau med en Golf GTI.

Fælge så store som cykelhjul. Bremseskiver på størrelse med middagstallerkner. Udstødningsrør i trængsel. Små hints om den sande karakter i den nye Porsche 911 GTS. Foto: Porsche
Fælge så store som cykelhjul. Bremseskiver på størrelse med middagstallerkner. Udstødningsrør i trængsel. Små hints om den sande karakter i den nye Porsche 911 GTS. Foto: Porsche
 

Motorkraft og design
Hos Porsche må man håbe, at hestene bruger Rexona, for det er lykkedes tyskerne at stuve hele 30 ekstra af slagsen ind, så selv om den deler motor med 911 Carrera og 911 Carrera 4S, er ydelsen øget fra hhv. 400 og 420 hk. Derudover er aktiv affjedring og sportsundervogn standard i GTS, mens det brede karrosseri, der præger de firehjulstrukne versioner af 911, er standard i alle GTS’ere.

Designerne har været med til at skabe en kaleche, som giver bilen en profil, der er så imponerende tæt på coupéens linjer. Samtidig er den yderst kompakt, hvilket har gjort bagpartiet mere elegant.

Se også: Anmeldelse: Verdens hurtigste dieselbil er selvfølgelig...

Tryk på den ene af knapperne mellem sæderne, og kalechen løsner grebet i forruden, rejser sig og lægger sig til rette under coveret bag bagsædet. Processen tager 13 sekunder, og du kan gøre det med op til 50 kilometer i timen.

Strækningen inden nationalparken byder på kilometervis af asfalt, der næsten skærer tænder mod klippevæggen, og selv om det er svært at lade være med at kigge på sæler og pingviner, der dovner på bredden, er her mulighed for at udforske Porschen lidt nærmere.

Bilen er hurtig, og vælger du versionen med firehjulstræk og PDK-automatgear, kan den nå 100 km/t. på kun 3,7 sekunder. Men det er mere helhedsoplevelsen, der tæller, for GTS er den måske mest vellykkede 911 lige nu.

Når frontspoileren er dybere, og bagvingen kører længere ud, er det dog med til at understrege, at ejere af en GTS nok også kunne finde på at køre til track day. De vil ikke blive skuffede.

Interiøret er sportsligt, men også bygget i solide materialer. Alle GTS'ere har alcantara blandt andet på ratkransen og midterarmlænet. Foto: Porsche
Interiøret er sportsligt, men også bygget i solide materialer. Alle GTS'ere har alcantara blandt andet på ratkransen og midterarmlænet. Foto: Porsche
 

Effektiv på en racerbane
Vi drejer derfor mod den nærliggende Killarnay-racerbane, der nok har stået næsten uberørt hen siden opførelsen i 1949, men byder på alle de kombinationer af sving og langsider, der kan udfordre, men ikke overrumple os. Vi skifter til coupéen, som Porsche-purister hævder er den eneste rigtige 911, og noterer, at balancen er fantastisk.

Den skifter udramatisk ideallinje langt inde i uhyggeligt hurtige sving. Tag nu 90 graders-svinget ude foran Porschens spisebord af en motorhjelm. Drej på rattet, og 911’eren flyver gennem kurven i perfekt balance. Man mærker, at vægtfordelingen er optimal, og at hjulene har et helt uvirkeligt greb i asfalten, ikke mindst pga. Pirelli P-Zero Corsa-dækkene.

Se også: Skrig, skrål og ægte Spyder-ånd

Mamma mia, hvor det går, og kraftværket omme bagi snerrer glubsk, rømmer struben, indkalder alle bassangere og stemmer i med et fuldtonet brøl. Man kan simpelthen ikke lade være med at skifte et eller to trin ned i gear for at nyde den formidable støj. Samtidig har turbomotoren et bundtræk, der kan få en lastbilchauffør til at blinke med hele arsenalet af tagprojektører i respekt.

Testbilen er med Porsches dobbeltkobling, kaldet PDK, og det system foretrækker jeg frem for den 7-trins manuelle gearkasse, mens purister sikkert vil mene noget andet.

Priserne starter ved 2.374.000 kr. for en Porsche 911 Carrera GTS, til 2.775.00 kr. for en Porsche 911 Carrera 4 GTS, mens Cabriolet eller Targa starter ved 2.630.000 kr.

Takket være turboladerne bliver momentkurven flad, så de 550 Nm er tilgængelige allerede fra 1.750 omdrejninger og op til 5.000 omdrejninger, og motoren kan følge med op til 7.500 omdrejninger. Vi har altså en motor, der i princippet er så alsidig, at 911 GTS kunne undvære flere gear og fortsat være lynhurtig.

Noget, som de selvbestaltede sportsvognseksperter anser for en ulempe og ligefrem skadeligt for en sportsvogns image. Jeg fandt det behageligt.

Hjulene har et helt uvirkeligt greb i asfalten, ikke mindst pga. Pirelli P-Zero Corsa-dækkene. Foto: Porsche
Hjulene har et helt uvirkeligt greb i asfalten, ikke mindst pga. Pirelli P-Zero Corsa-dækkene. Foto: Porsche
 

Herlig motorlyd
Vi forlader racerbanen og har en god undskyldning for at køre en ekstra lang tur og blive inde i bilen: bavianerne. Turister advares mod dem, for det er nogle hidsige dyr, der både stjæler mad og kan finde på at bide.

Langs vejen fra Kap Det Gode Håb til Cape Town ligger også en række townships og vidner om den store fattigdom, som også er en del af virkeligheden i det nye Sydafrika.

Trods forsoningspolitikken er Sydafrika fortsat en slags racedelt samfund med en lille hvid over- og middelklasse og en stor sort underklasse. Vi føler os dog ikke usikre, tværtimod, mange af de lokale er tilmed bilentusiaster og insisterer på, at vi gasser op, selv det lokale politi opfordrede til, at vi lige gav motoren nogle omdrejninger.

Nogle gange sprutter, knalder og hviner det da også helt umotiveret i de fire udstødningsrør, men det er kun, når vi trykker hele bilens opsætning over i Sport Chrono.

Behandler man speederen engleblidt, tænker man ikke nødvendigvis over, at man sidder i en letantændelig fartbombe, men nyder den acceptable komfort, som en velafstemt undervogn og blødt skiftende automatgear tilbyder.

Se også: Ikonisk Porsche er tilbage: Så vild er turboen

Eksotisk dyreliv
De sydafrikanske motorvejes fartskilte sætter deres naturlige grænser for hastigheden, men vender du kursen mod Tyskland, er der mulighed for at køre op til 312 km/t. i Europa- ekspressen. Vi cruiser i stedet af sted og nyder, at selv motorvejene er smukke på disse kanter.

Senere kører vi til Simon’s Town. For 20 år siden lagde et pingvinpar nogle æg her, men andre pingviner fulgte hurtigt efter, og i dag er stedet udnævnt som koloni for verdens bedst klædte dyr. Over 2.000 af disse 30-40 centimeter høje, smokingklædte dyr holder til her.

Dybt fascinerende. En af de ting, der også gør Porsche 911 så forbandet fascinerende, er dens historie. Den ligner stadig sig selv i al sin udødelige selvtilfredshed. For en Porsche 911 er udødelig.

Hele Porsches sjæl ligger i 911’eren. Siden klassikeren debuterede tilbage i efteråret 1963, er der i dag en 911 for enhver smag, og der er vist ingen, ud over Porsche-historikere, som helt har styr på, hvor mange forskellige udgaver Porsche har fremstillet efterhånden.

Har du godt 2,8 mio. kr. tilovers til testbilen, venter der en i ordets mest positive forstand hårrejsende oplevelse, når den tyske bokser i bar overkrop inviterer til asfaltbal.

Sydafrika-rundrejsen slutter selvfølgelig i Kapstaden, prist som verdens smukkest beliggende millionby, med den fænomenale udsigt fra Table Mountain samt selvfølgelig Robben Island, hvor Mandela tilbragte en stor del af sine 26 år i fængsel, og det er lige før historiens vingesus overskygger vores møde med den måske bedste Porsche 911 netop nu.

Dommen
Porsche 911 GTS er nok den bedste model i serien lige nu. Den har en stor del af komforten fra Carrera i behold, er hurtigere, ser endnu bedre ud og kører fremragende på en racerbane.

Teknikken

Porsche 911 4 GTS Cabriolet

Pris: 2.855.852 kr.

Forbrug: 11,9 km/l

CO2 per km: 196 g

Motor: 3,0 benzin med turbo

HK: 450/6.500 o/min.

NM: 550/2.150 o/min.

Tophastighed: 306 km/t.

0-100 km/t.: 3,7 sek.

0-160 km/t.: 8,4 sek.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
EKSTRA anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen