Bøderegn: Mange bilister fik fartbøde selv om skilt manglede

Politiet har været flittige til at dele bøder ud til bilister, som ikke har haft en chance for at se, de kørte ind i en by

Her kører du ind i en byzone. Det kunne mange bilister bare ikke se, fordi der i et halvt år manglede et skilt i højre side af vejen. Og det er ikke nok, skiltet står i venstre side, for det kan være dækket af en høj modkørende. Resultatet blev, at politiet otte gange på det halve år, skiltet minimum var væk, ventede på den anden side af byen og udskrev bøder til bilister, der troede, de stadig kørte på en landevej. Privatfoto
Her kører du ind i en byzone. Det kunne mange bilister bare ikke se, fordi der i et halvt år manglede et skilt i højre side af vejen. Og det er ikke nok, skiltet står i venstre side, for det kan være dækket af en høj modkørende. Resultatet blev, at politiet otte gange på det halve år, skiltet minimum var væk, ventede på den anden side af byen og udskrev bøder til bilister, der troede, de stadig kørte på en landevej. Privatfoto

Ved du noget? - Eller blev du selv snuppet i samme fartkontrol?  Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Den 28. oktober 2015 blev 57-årige Lars Frydendal stoppet af en betjent på Slimmingevej uden for den lille by Gørslev, sydvest for Køge. Betjenten gav Lars Frydendal en fartbøde, fordi han kørte med en hastighed på 73 kilometer i timen i et byområde, og hastigheden dermed var 50 km/t.

Se også: Betjent talte usandt i retten: Fældet af bilists mobilfoto

Lars Frydendal vedkendte, han havde kørt 73 kilometer i timen, men problemet var bare, han ikke mente, at han havde set et byskilt, inden han kørte igennem Gørslev, som ud mod vejen mest består af omkringliggende marker og landbrugsbebyggelse.

Derfor kørte han tilbage for at se, hvordan byskiltene var sat op. Og her opdagede han, der kun var placeret ét byskilt i hans venstre side af vejen, hvilket han tog et billede af.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan så der ud på vejen den 28. oktober 2015. Der mangler et byskilt i højre side, selv om betjenten i retten vidnede, at skiltet fandtes. Privatfoto
Sådan så der ud på vejen den 28. oktober 2015. Der mangler et byskilt i højre side, selv om betjenten i retten vidnede, at skiltet fandtes. Privatfoto
 

Og det var en god idé, for billedet endte med at få ham frikendt i Retten i Roskilde over et år senere, den 7. november 2016.

Ekstra Bladet skrev den 1. februar i år om sagen og talte med anklager Karsten Petersen, der førte sagen for politiet i Retten i Roskilde. Han mente, at der ikke var ret mange, der havde fået en bøde den pågældende dag, fordi de fleste, der kører på de kanter, er lokalkendte.

- Hvis folk er lokalkendt og er vant til at køre der hver dag, og skiltet er væk på grund af hærværk, taget ned eller lignende, så bør de vide, det er byzoneområde. I sagen, du taler om, er det ikke en åbenlys byzone, fordi der er en mark. Skiltet var væk, og manden var ikke lokalkendt, så det kan man ikke bebrejde ham. Hvis han nu boede der, skulle han længere ud på landet med undskyldningen, men manden påstår, han har aldrig været der - kender ikke stedet - og det er jo begrundelsen, sagde Karsten Petersen dengang til Ekstra Bladet.

På spørgsmålet om, om Karsten Petersen havde kendskab til, hvor mange, der fik en bøde den pågældende dag, svarede han:

- Nej, det ved jeg ikke. Men situationen er den, at hvis man skal bruge lidt almindelig logik, så vil de fleste være lokalkendte på stedet, og derfor bliver det måske i virkeligheden ikke ret interessant, for de fleste, der kører på den strækning nede ved Køge, vil være lokalkendte folk, påstod Karsten Petersen den 1. februar 2017.

Se også: Tog Ekstra Bladets artikel med i retten: Slap for fartbøde

Nu viser en aktindsigt, Ekstra Bladet har fået indsigt i, imidlertid, at Lars Frydendal langt fra var den eneste, der kørte for hurtigt den 28. oktober 2015. Og dermed var det altså ikke kun lokalkendte, der færdtes på den strækning den dag.

Hele 20 bilister - hvoraf Lars Frydendal var den ene - fik et girokort med hjem fra Slimmingevej mellem klokken 14.30 og 18 den 25. oktober 2015. De udskrevne bøder ligger på mellem 1750 kroner, (fordi der blev søgt om nedsættelse fra den oprindelige bøde på 3000 kroner, red.) og 4500 kroner. I alt blev der hevet 67.750 kroner ind i bøder på de tre en halv time, betjenten stod og målte.

To af bilisterne var endda så 'uheldige' at blive målt til henholdsvis 84 km/t. og 88 km/t, og det medførte, at de blev betinget frakendt førerretten i tre år, fordi deres fartoverskridelse var mere end 60% over de tilladte 50 km/t.

Se også: Dårlig skiltning på omstridt vej? Kan du se, hvad fartgrænsen er?



Ekstra Bladet kan i en aktindsigt ikke se identiteten på de 19 bilister. Men den lille snes bilister kan ligesom i Lars Frydendals tilfælde være blevet snuppet på et forkert grundlag - simpelthen fordi de ikke kunne se, at de kørte i en byzone, fordi der manglede et skilt i højre side af vejen. Et skilt i venstre side af vejen er nemlig ikke nok, for det kan i princippet være dækket af en højmodkørende i det øjeblik, man passerer det.

Mange kontroller på Slimmingevej
Aktindsigten viser yderligere, at politiet må mene, at Slimmingevej er en vej, hvor der er meget brug for fartkontrol - på trods af at anklager Karsten Petersen mener, den mest bruges af lokalkendte, der kender fartgrænserne.

Ikke færre end syv gange er der foretaget fartkontrol på Slimmingevej efter den dato, hvor Lars Frydendal blev snuppet - altså den 25. oktober 2015 og frem til den 10. april 2016, hvor kommunen endelig fik sat et fartskilt op i højre side af vejbanen.

Ja, politiet har endda været så ivrige i Gørslev, at der var en ATK-måling (fotovogn, red.) den 17. november 2015 og allerede igen dagen efter den 18. november samt også en manuel lasermåling den 18. november. Altså tre fartkontroller på to dage. Hvor mange bilister, der har fået en fartbøde ved de pågældende syv målinger, fremgår ikke af den aktindsigt, som Ekstra Bladet foreløbig har fået aktindsigt i.

Kender du nogen? - eller blev du selv snuppet i en fartkontrol på Slimmingevej mellem den 25. oktober 2015 og 10. april 2016?  Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Lars Frydendal nægtede at betale bøden på 3.500 kroner og bad i stedet om en retssag. Han vandt sagen, fordi han kunne fremvise et mobilfoto, som afveg væsentligt fra politibetjentens forklaring. Men Lars Frydendal var langt fra den eneste, der fik en fartbøde, viser en aktindsigt. Privatfoto
Lars Frydendal nægtede at betale bøden på 3.500 kroner og bad i stedet om en retssag. Han vandt sagen, fordi han kunne fremvise et mobilfoto, som afveg væsentligt fra politibetjentens forklaring. Men Lars Frydendal var langt fra den eneste, der fik en fartbøde, viser en aktindsigt. Privatfoto
 

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen