Fed fidus: Sådan får du en formue for din gamle bil

Privat sælger fik 25.000 kroner mere for sin bil ved én telefonopringning

Dansk firma trækker afgiften ud af bilen, finder en køber - typisk i Østeuropa, og så får de gamle biler et nyt liv derovre. Modelfoto: Linda Johansen
Dansk firma trækker afgiften ud af bilen, finder en køber - typisk i Østeuropa, og så får de gamle biler et nyt liv derovre. Modelfoto: Linda Johansen

Da familien Pedersen fik endnu et overslag på en regning fra mekanikeren for en reparation på deres VW Touran fra 2004, stod de i det klassiske dilemma: 'Skal vi udbedre skaden til cirka 3.000 kroner, eller er det tid til at finde en ny bil?'

Touranen havde været i familiens besiddelse i ni år, og den havde desværre vist sig dyr i reparationer. Derfor kom en ny - dog mindre - reparation som endnu en ærgrelse.

Familien begyndte at se sig om efter en ny bil og forhørte samtidig, hvad Touranen kunne byttes for eller blot sælges til. Tilsvarende modeller fra samme årgang med cirka samme kilometerantal stod til omkring 60.000 kroner hos private sælgere, men som det altid er med privatsalg - så ville familien ikke vide - hvor længe bilen skulle være parkeret i garagen, inden en køber ville melde sig på banen, og da det er svært at sælge en defekt bil, ville familien være nødsaget til først at æde mekanikerregningen på 3.000 kroner.

Tjente 25.000 kroner på én time
En rundringning til diverse forhandlere viste desværre, at salgsprisen til dem var meget lavere end ved et privatsalg. De nedslående bud lød på 20.000-25.000 kroner.

- Danskerne gider ikke købe en så gammel bil, lød det fra en af forhandlerne, som familien Pedersen talte med. Forhandleren foreslog dog, at familien prøvede at rette henvendelse til et firma, som køber brugte biler for at sende dem ud af landet.

Det gjorde familien, og efter en kort telefonsamtale og fremsendelse af mail med billede af registreringsattesten, lå der en time senere et bud på mail med købspris på 50.000 kroner - uanset at bilen havde en defekt.

Gamle biler foretrækkes frem for nye
Men hvordan kan det være, at en bil, der er så svær at afsætte på grund af sin alder og kilometerstand, kan sælges på én time, uden at firmaet skal se andet end en registreringsattest?

- Der er nogle biler, der er klar til eksport. Hvis du har en fem-ti år gammel bil, der holder syn, der måske har gået over 180.000 kilometer, som gør, at de danske forhandlere ikke vil sælge dem i Danmark på grund af garantiforpligtelser og så videre - så kan man ringe til os og spørge, hvad vi vil give for den. Vi forsøger derefter at finde den køber ude i Europa, der vil give mest for den pågældende bil, da biler nogle gange er mere værd i ét land i forhold til et andet, grundet udbud og efterspørgsel i de pågældende lande, fortæller Patrick Søby, sælger hos det danske firma Yupex Trading fra Hasselager.

Det, der viste sig at være en fed fidus for familien Pedersen, er naturligvis også en god forretning for Yupex.

- Vi har ikke en kæmpe fortjeneste på de enkelte biler, til gengæld har vi mange biler. Det er hurtige handler. Det er ikke sådan, at vi har et stort lager, hvor bilerne står. Når vi får bilerne ind på vores plads, så tager vi nogle billeder af dem, lægger dem op på vores hjemmeside, og så sælger vi dem efter tre-fire dage, siger Patrick Søby, der udelukkende sælger til udenlandske forhandlere - og altså ikke private.

- Så de er ikke så kræsne i Østeuropa. De kan godt bruge en gammel Touran?

- Det kan de nemlig. Og hvis den har lidt buler og skrammer - det bliver de ikke skræmt af. En mekaniker koster måske femten kroner i timen i Estland, Letland og Litauen, siger Patrick Søby om forskellen på at udbedre defekter. 

- Er det den danske stat, der betaler afgiften tilbage til jer?

- Ja, lige præcis. Da Touranen var ny og kostede cirka 360.000 kroner, fik staten dengang 180 procent i afgift på bilen, så der har staten fået cirka 230.000 kroner i afgift på bilen, og deraf udbetaler de så eksportgodtgørelsen tilbage til os ud fra bilens nuværende handelsværdi i Danmark. Så det er ikke fordi, at staten taber noget på det. Jeg vil tro, at ud af de cirka 40 milliarder kroner, der cirka ryger ind i afgift om året, så ryger der under 10 procent ud igen, anslår Patrick Søby.

- Så det er ikke et skattehul, I har fundet?

- Nej, og Skat tager det, der hedder et eksportfradrag på 15 procent eller minimum 8.500 kroner for at starte en sag, så det kan betale sig (for Skat, red.) at sende en bil ud af landet. De fleste køber jo også en ny bil i stedet for den gamle, hvor der så bliver indbetalt ny afgift, siger Patrick Søby og fortsætter:

- Og det er så derfor, at vi som professionelle leder efter de her biler, der passer godt til det. Det er nemlig kun nogle bestemte typer, det kan betale sig at eksportere. Vi har ikke ret mange mikrobiler eller nye biler under tre år gamle og med få kilometer, fordi de har en højere værdi på det danske marked. Vi tager typisk biler med høje kilometer, eller nogle der har haft en relativ høj nyværdi, siger Patrick Søby.

Kan blive for gamle
Men det er dog ikke alle gamle biler, der kan få et nyt liv i Østeuropa. Din gamle spand kan have for mange år på bagsmækken.

- På et eller andet tidspunkt bliver bilerne så gamle, at der ikke er nogen afgift at søge retur, fordi handelsprisen på bilen i Danmark og i udlandet bliver for lav. Så vi søger primært biler fra 2005 til 2013, med mindre det er en stor bil som BMW eller Mercedes fra eksempelvis 2003 eller 2004, så kan den stadig koste lidt penge, siger Patrick Søby fra Yupex, der har mellem 2.000 og 2.500 biler gennem tælleapparatet hvert år. Yupex er en af tre-fire store bil-eksportfirmaer i Danmark foruden en række enkeltmandsvirksomheder.

Det gælder om at se sig godt for, når man køber bil med nogle kilometer på bagen. Men med få forholdsregler er du godt hjulpet. EKSTRA Sådan tjener du penge på at handle brugt bil

Fra første gang familien Pedersen rettede henvendelse til Yupex, og til pengene var på kontoen, gik der seks dage. Den gamle defekte Touran blev afhentet af Yupex' lastbil på familiens bopæl i København, kørt til fotografering i Hasselager, og nu kører bilen rundt hos en ny ejer i Baltikum.

Se også: Scor kassen på din brugte bil

1 af 2 Dansk firma trækker afgiften ud af bilen, finder en køber - typisk i Østeuropa, og så får de gamle biler et nyt liv derovre. Modelfoto: Linda Johansen
2 af 2 Modelfoto: Linda Johansen
kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
EKSTRA anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen