Politiet i opfordring til farlige bilister: 'Tænd nu de baglygter!'

Danske bilister glemmer at tænde baglygterne, og det skaber 'pivfarlige situationer', oplyser politiet

Bilister skal huske at tjekke, om lyset bagpå deres bil automatisk tænder, når det bliver mørkt, eller når bilen tænder. Foto: Colourbox
Bilister skal huske at tjekke, om lyset bagpå deres bil automatisk tænder, når det bliver mørkt, eller når bilen tænder. Foto: Colourbox

- Det er blevet lidt af en kedelig tradition, at vi hvert efterår er nødt til at minde en del bilister om, at de skal huske at tænde baglygterne på deres biler, når mørket falder tidligere på, eller når vejret gør sigtbarheden dårlig.

Sådan indleder Nordsjællands Politi et opslag på facebook under overskriften 'TÆND NU DE BAGLYGTER'.

Årsagen er, at EU i 2011 ifølge Sikker Trafik indførte en regel om, at der skulle være kørelys foran på alle nye biler - også i dagtimerne - men for at spare på energien gjaldt kravet ikke lys i baglygterne.

Den regel har givet store udfordringer for danske bilister, som Nordsjællands Politi også beskriver, fordi vi herhjemme har været vant til, at både forlygter og baglygter tænder automatisk, når man starter bilen.

EU-reglerne er sidenhen blevet lavet om, så nye biler fra 1. juli 2016 automatisk skal tænde baglyset, når det bliver mørkt, men det vil altså sige, at biler solgt mellem 2011 og 2016 ofte kører rundt, uden at baglyset automatisk tænder, når det er mørkt, eller når man starter bilen.

'Pivfarlige situationer'
Hos både Sikker Trafik og politiet understreger man, at det er vigtigt, at bilister lærer deres egen bil at kende, så de ved, om både for- og baglys automatisk tænder, når de enten starter den op, eller det bliver mørkt.

Gør man ikke det, kan det blive farligt.

- Husk, at du aktivt selv skal tænde baglygterne på din bil, hvis ikke din bil automatisk gør det. Ellers er der kun lys bagpå bilen, når du bremser, og det skaber altså nogle pivfarlige situationer i trafikken, skriver Nordsjællands Politi i facebookopslaget.

Samme melding kommer fra Sikker Trafik.

- Mange glemmer derfor at tænde baglygterne, når det bliver mørkt eller usigtbart. Det kan give farlige situationer i trafikken, fordi det er svært at se biler uden lys bagpå, skriver de.

Biler - 18. sep. 2017 - kl. 20:43 Se videoen: Vanvidskørsel gav 8 måneders fængsel

Blink med lange lys
Hvad skal man gøre, hvis man kommer kørende og ser en bil uden baglyset tændt, når det er mørkt eller usigtbart?

Hos Nordsjællands Politi er opfordringen klar.

- Kører du bag en bil, der ikke har tændt sine baglygter, kan du blinke en enkelt gang med det lange lys for at gøre føreren opmærksom på at tænde baglygterne, opfordrer de.

- Det betyder også, at blinker en bagvedkørende bilist af dig, så er det nok en god idé at kontrollere, om du har husket at tænde lygterne, lyder det.

Se også: Dieselforurening koster årligt danske liv: Så mange dør for tidligt på grund af snyd

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen