Her er de 25 mest magtfulde i dansk fodbold

Mange kasketter: Thomas Christensen sidder på mange tunge poster og bliver kritiseret af fremtrædende professor, der mener, han bringer sig i situationer med interesse konflikter, fordi han har flere forskellige kasketter i fodboldens verden

Foto: TV3 Sport

Kan man sidde som formand for Divisionsforeningen og samtidig være næstformand i DBU? Og kan man derudover beklæde posten som formand for Superliga A/S og formandsposten i DBU /A/S?

Som det ser ud lige nu, kan man godt. For det gør Thomas Christensen i dag på trods af, at der sagtens kan opstå modstridende interesser mellem klubbernes ønsker og DBUs.

Den tidligere OB-direktør er kåret som fodboldens mest magtfulde mand i den serie, som Ekstra Bladet har rullet ud i januar.

Interessekonflikter
Men Anders Drejer, der er professor ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet, er stærkt kritisk overfor den position, som Thomas Christensen indtager i toppen af dansk fodbold.

Han har nemlig mange kasketter, hvor interesserne stritter i hver sin retning, og det kan være et problem, mener professoren.

- Der kan meget let opstå interesse konflikter for Thomas Christensen i forhold til formandsjobbet for Divisionsforeningen, siger Anders Drejer til Ekstra Bladet.

Professoren uddyber:

- DBU og klubberne har nødvendigvis ikke de samme interesser. Han er i en situation i dag, hvor han reelt sidder på begge sider af bordet. Der kan meget let opstå mange stridspunkter, hvor han må vælge side (i forhold til klubbernes og DBUs interesser) og siden erklære sig inhabil. Men det er ikke specielt godt, når en formand må erklære sig inhabil, påpeger professor Anders Drejer.

Står bag tv-aftalen
Thomas Christensen er blevet en meget central skikkelse i toppen af hierarkiet blandt magtens fodboldmænd, fordi han er manden bag historiens største tv-aftale til en årlig værdi i omegnen af 350 millioner kroner. En aftale, der først står til udløb i 2021.

Den store indbringende aftale giver ham en unik position i forhold til mange af rivalerne. Han kunne, formentlig hvis han ville, sætte sig i formandsstolen for DBU.

Men hans største interesse er for klubfodbolden, hvor han fik formandsposten for Divisionsforeningen dengang, han var direktør i OB. Derfor bliver han med stor sandsynlighed siddende på den post, der er langt mindre profileret i det offentlige rum i forhold til formandsposten for DBU.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Christensen.

Peter Nørrelund, direktør for MTG, er placeret som nummer to. Han har ikke direkte indflydelse, men i høj grad inddirekte indflydelse, fordi han via tv-aftalen kan fjerne fundamentet under mange af klubberne via den økonomiske insprøjtning, han tilfører dansk fodbold.

Mads Øland, direktør i Spilerforeningen, er også højt rangeret på listen. Han har de senere år indtaget en meget central rolle i det politiske magtspil. Senest vandt han en sag over DBU ved Idrættens Appel Instans. En afgørelse, der betød, at DBU skulle betale tre mio. kr. tilbage til Spillerforeningen for forsikringsdækning af landsholdsspillerne plus en større andel af DBUs sponsorindtægter.

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

1. Thomas Christensen, formand for Divisionsforeningen og næstformand I DBU

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Man bliver nærmest helt forpustet, når man ser, hvor meget han har involveret sig i. Han er formand for Divisionsforeningen, formand for Superligaen A/S, formand for Divisionsforeningens arbejdsgiverforening, næstformand for DBU, formand for DBU A/S, bestyrelsesmedlem i Odense Sport & Event og formand for Royal League A/S.

Den tidligere OB-direktør er en meget central skikkelse i toppen af det danske fodbold-hierarki. Det er han ikke mindst, fordi han var med til at skaffe historiens største tv-aftale, da han forhandlede en aftale på plads til en årlig værdi på 350 mio. kr. frem til 2021. Netop tv-aftalen er med til at gøre hans position meget stærk, fordi han via tv-aftalen er med til at kanalisere penge til eksempelvis breddefodbolden. På mange måder har han via sin post snor i DBUs formand, Jesper Møller, der lidt firkantet sagt sidder på formandsposten så længe Thomas Christensen og Divisionsforeningen bakker op.

2. Peter Nørrelund, direktør i MTG

Foto: Polfoto Foto: Polfoto

I 13 år har han været en meget central skikkelse i forhandlingerne om tv-aftaler som direktør i MTG, der ejer TV 3+, TV 3 Sport1 og TV 3 Sport2, der viser dansk topfodbold.

Han er afgjort den person med størst indirekte indflydelse på, hvad der foregår i toppen af dansk fodbold. Han er nemlig i stand til at trække det økonomiske grundlag væk under mange af klubberne, fordi det er ham der står for forhandlingen af tv-aftalen til en årlig værdi på 350 mio. kr.

Den nuværende aftale udløber først i 2021. På den måde har han medvirket til at bevare roen i landets topklubber, fordi netop tv-indtægterne er så afgørende for klubbernes drift.

Omvendt kan man sige, at han ikke har direkte indflydelse i hverdagen på de politiske beslutningsprocesser i dansk fodbold. Det er eksempelvis ikke ham eller TV 3, der bestemmer, hvornår kampene i Superligaen skal spilles.

Men den indirekte indflydelse i form af den central rolle i tv-forhandlingerne spiller en stor rolle i det samlede billede.

3. Mads Øland, direktør i Spillerforeningen

Foto: Anders Brohus Foto: Anders Brohus

Siden 1990 har han været en del af fodbold-familien. Først som formand for Spillerforeningen og siden 1997 som direktør samme sted. Han har på mange måder manden, der trækker i trådene i baggrunden. Det er sjældent han træder frem og udtaler sig. Men det er ofte ham der står for de strategiske træk, når Spillerforeningen går i aktion.

Han er knivskarp, en dygtig forhandler og så er han inde i det komplicerede stof helt ned i detaljerne. Det gælder ikke mindst landsholdsaftalerne. Han har de senere år vundet et par markante sager ved domstolene. Først feriepengesagen, hvor klubberne blev dømt til at betale mange millioner kroner tilbage til spillerne. Siden landsholdsaftalen, hvor han for nylig vandt en sag over DBU. En sag, der handlede om forsikring af landsholdsspillerne og spillernes andel i DBUs sponsorindtægter. Afgørelsen til Ølands fordel betød, at sagen over en fireårig periode koster DBU i omegnen af 12 mio. kr.

De senere år har han tilmed fået en fremtrædende rolle internationalt som bestyrelsesmedlem i den internationale spillerforening, FIFPro.

4. Anders Hørsholt, direktør i Parken Sport & Entertainment

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

FCK-direktøren har fået en stærk og markant position de senere år, fordi han repræsenterer den største danske klub.

Han har tilmed fået mere indflydelse på, hvad der sker i divisionsklubberne qua sin post i bestyrelsen for Divisionsforeningen, hvor han har en stærk stemme.

Via bestyrelsesposten har han også mulighed for at påvirke formand Thomas Christensen i den retning, han ønsker dask topfodbold skal udvikle sig.

FCK-bossen har de senere måneder også markeret sig på den store, internationale scene med bekymringer om udviklingen i Champions League.

5. Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for foreningen af lokalunioner under DBU

Foto: Henrik Bjerregrav Foto: Henrik Bjerregrav

Breddens mand har en meget stærk stemme, når det handler om magtbalancen i dansk fodbold. Han repræsenterer mange menige fodboldfolk i DBUs bestyrelse. Siden 2009 har han siddet som formand for DBU Jylland, som er den største lokalunion under DBU.

Sønderjyden rykkede tilmed op i fodbold-hierarkiet, da han i 2014 blev næstformand i DBU. I dag står han reelt i en stærkere position end eksempelvis formand Jesper Møller. Det gør han, fordi han har så stort et bagland, der bakker ham op.

6. Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen

Foto: Polfoto Foto: Polfoto

Siden 2007 har han siddet i direktørstolen i Divisionsforeningen, der med årene har fået væsentlig mere magt i dansk topfodbold. Senest fik Thomsen og divisionsklubberne overdraget ansvaret for Superligaen, 1. og 2. division. Rent praktisk betyder det, at Thomsens departement får endnu større indflydelse på udviklingen i dansk topfodbold. Dog kræver markante ændringer godkendelse i DBUs repræsentantskab. Men det virker til at være en ren formalitet.

Hvor om alting, så har han via en stærk formand for Divisionsforeningen i skikkelse af Thomas Christensen sikret maksimal indflydelse til klubberne og derved svækket DBUs position i det fodboldpolitiske landskab.

Claus Thomsen er en stærk og markant leder, der fremstår med væsentlig større indflydelse end eksempelvis DBUs direktør, Claus Bretton-Meyer.

7. Jesper Møller, formand for DBU

Foto: Tariq Mikkel Khan Foto: Tariq Mikkel Khan

Formanden for DBU burde som det mest naturlige være at finde i toppen af en liste blandt de mest magtfulde i den danske fodboldverden, men det er en stærkt svækket formand, som lige nu sidder i DBU-stolen. Det er han, fordi han var med til at forhandle den famøse landsholdsaftale på plads. En aftale, der i dag er værdiløs, fordi DBU ikke sparer tre mio. kr. om året som var planen. Det står klart efter DBU tabte sagen ved DIFs appel instans. Formanden, der tiltrådte i 2014, rejste ved sin tiltrædelse rundt og talte om DBU skulle være mere åben og imødekommende overfor offentligheden. Det er ikke sket. Han er svær tilgængelig og ofte umulig at komme i kontakt med.

Han sidder på posten, fordi Thomas Christensen, formanden for Divisionsforeningen, og hans folk i Divisionsforeningen ønsker en forholdsvis ’svag’ formand. Han bruger det meste af sin tid uden for landets grænser. DBU har aldrig haft en formand, der har rejst så meget.

8. Åge Hareide, landstræner

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Nordmanden har ikke samme status og magtfulde position som sin forgænger – Morten Olsen – havde de første mange år på posten.

Hareide blander sig heller ikke meget i den generelle fodbolddebat i Danmark. Til gengæld har han det første halvår brugt meget tid på at rejse rundt i landet for at se fodbold og vise sit ansigt. Men uanset hvad har en landstræners ord altid forholdsvis stor vægt. Og det gælder også i tilfældet her. Hareide, der har fået en to-årig aftale med mulighed for to-årig forlængelse, kan godt ende som en overgangsfigur på posten.

9. Ståle Solbakken, cheftræner FC København

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Måske fortjener han en højere placering på listen. For vi har her med en person, der gør præcis, hvad der passer ham. Han bestemmer suverænt, hvad han vil sige og hvad han gør. På de indre linjer virker det til han står med et betydeligt stærkere kort end direktør Anders Hørsholt, der ikke i offentligheden sætter ham på plads. Som FCK-træner blander han sig i det fodboldpolitiske og beklager sig ofte over kampe, der ikke er flyttet, så det passer ind i hans program.

Til trods for han ofte kæfter op, sidder han ikke med direkte politisk indflydelse. Men han gør alt, hvad der står i hans magt for at påvirke de politiske beslutningsprocesser. Nordmanden siger tingene lige ud uden hensynstagen til de forskellige interesser i det brogede politiske fodboldmiljø.

10. Anders Antonsen, sportsdirektør Discovery Networks

Foto: Discovery Networks Foto: Discovery Networks  

Den, der lever skjult, lever godt. Det motto kan hæftes på manden, der er COO og CFO for Discovery Networks i Danmark. Man kan sige, at han ikke har direkte indflydelse på, hvad der foregår på fodboldbanen. Til gengæld er den indirekte indflydelse stor, fordi det er ham, der har stået i spidsen for forhandlingen af tv-aftalen på vegne af Canal 9 og Eurosport. De to tv-stationer viser hver uge to kampe fra Superligaen. Han er langtfra ny i gamet og har de seneste år spillet en stor rolle internt hos Discovery.

11. Claus Bretton-Meyer, direktør i DBU

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Normalt står en direktør for landets fodboldforbund stærkt på en liste over de mest magtfulde. Men i det her tilfælde er han både svækket og stækket. Claus Bretton-Meyers er på ingen måder i så stærk en position som sin forgænger Jim Stjerne Hansen. Det hænger sammen med den landsholdsaftale, han stod fader til sidste år i marts. Her præsenterede han en aftale, hvor der skulle spares tre mio. kr. om året i fire år – 12 mio. kr. i alt. Siden tabte DBU en sag til Spillerforeningen, der fik medhold på en række punkter.

Det handlede om forsikringsdækningen af spillerne og hvor stor en andel spillerne skal have af DBUs sponsorindtægter. Og det nederlag til DBU var i sandhed et stort personligt nederlag for Claus Bretton-Meyer. Groft sagt overlevede han kun på posten, fordi DBUs formand, Jesper Møller, var med til at lave landsholdsaftalen med Spillerforeningen, der ikke længere har den effekt og værdi, der var planen fra begyndelsen. Nu sparer DBU ikke én krone på landsholdsaftalen.

12. Jeppe Curth, Viborg, Formand for Spillerforeningen

Foto: René Schütze Foto: René Schütze

Den 32-årige angriber, der har været skadet det meste af efteråret, bruger efterhånden det meste af sin energi på det fodboldpolitiske arbejde. Han er blevet formand for Spillerforeningen, hvor han har afløst Thomas Lindrup. Via positionen som formand for spillerne er han fodboldpolitisk blevet en sværvægter på de bonede gulve.

13. William Kvist, FCK, landsholdsspiller

Foto: AP Foto: AP

Han er den tænkende og velovervejede fodboldspiller. Men Kvist har rent faktisk stor indflydelse fra sidelinjen på, hvad der foregår på landsholdet og i FC København. Han har i kraft af posten i Spillerrådet på landsholdet stor indflydelse på de aftaler, landsholdet allerede har forhandlet sig frem til med DBU. I FC København befinder han sig også højt i hierarkiet i forhold til de aftaler spillertruppen forhandler sig frem til med klubbens ledelse. For nylig kom det frem, at han også har støttet Alternativet med 20.000 kr. i det nye partis valgkamp.

14. Jan Bech Andersen, storaktionær I Brøndby

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

2016 har været lidt af en tur i rutschebanen for ham. Det startede med kaos, da han blev afsløret i at have angrebet daværende cheftræner Thomas Frank og sportsdirektør Per Rud i sønnens navn, Oscar, på et fanforum. Den store skandale betød, at han måtte stille op og beklage sin opførsel. Samtidig valgte Thomas Frank at forlade klubben. Det kostede ham også formandsposten og pladsen i Brøndbys bestyrelse. Men året sluttede i et triumftog, fordi Brøndby sluttede efteråret på andenpladsen med ti points forspring til de nærmeste konkurrenter. Det er reelt Jan Bech Andersen, der i dag bestemmer det meste af, hvad der foregår i Brøndby. Han er på vej til at overtage aktiemajoriteten og  formentlig også på vej tilbage i bestyrelsen næste år.

15. Simon Kjær, anfører på landsholdet. Fenerbahce

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Den 27-årige landsholdsanfører er ikke udadtil blandt de mest talende og højtråbende, men i kraft af sin position på landsholdet har han en vis status. Han er højt placeret i landsholdets hierarki og er naturligvis medlem af landsholdets spillerråd, hvor det ofte er William Kvist, der er den mest markante skikkelse.

16. Rasmus Ankersen, bestyrelsesformand i FC Midtjylland

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Med bopæl i London og titel af sportsdirektør i den engelske Championship klub Brentford og bestyrelsesformand i FC Midtjylland er han en markant skikkelse i det danske fodboldlandskab. Han har ikke sin daglige gang på Heden, men han har i flere sammenhænge formået at markere sig og placere FC Midtjylland på fodboldens landkort. Udover formandsposten i FC Midtjylland, står han også i spidsen for FCM Holdning.

17. Jakob Nielsen, direktør AGF

Foto: Anders Brohus Foto: Anders Brohus

AGF har en stærk position i dansk fodbold. En stor traditionsklub med en profileret og markant direktør, der har stor erfaring i fodboldbranchen. I Randers skabte han et stærkt og solidt fundament for et forholdsvis beskedent budget. Nu er han på en stor opgave i Århus, hvor han skal have gjort butikken til en fornuftig forretning.

18. Claus Steinlein, sportsdirektør FC Midtjylland

Foto: Ernst van Norde Foto: Ernst van Norde

Det er aldrig kedeligt, hvor han er. Den kontroversielle sprællemand i FC Midtjylland er lidt af en gadedreng. Der er oftest larm omkring ham, men der er trods alt en smule anerkendelse om det han har været med til at skabe på få år på Heden. Men han bliver aldrig en elsket personlighed i den store danske fodboldfamilie. Den 44-årige bornholmer har efterhånden dybe rødder i klubben. Han startede med akademiarbejdet i 2000 og har siden 2012 været en fremtrædende lederfigur i FC Midtjylland først som direktør og siden som sportsdirektør.

19. Mathias Zanka Jørgensen, landsholdsspiller i FC København

Foto: TV3 Sport Foto: TV3 Sport

Midterforsvareren er en af de største profiler i Superligaen. Han er en kontroversiel person og ofte udsat for smædesange fra modstandernes fans. Men han er aldrig bleg for at blande sig i den offentlige debat. Senest i et interview med stopracismen.dk, hvor han gav udtryk for, at der burde komme et opgør med racistiske og homofobiske sange på de danske stadions.

- Hvorfor er det accepteret, at der kan køre en sang - om det så er om mig eller andre spillere - der lyder; ”han er gay allez, allez”? Der er ingenting i vejen med at være homoseksuel. Hvorfor slår man ikke ned på det? Det er jo, som det er tilfældet med racisme, strafbart. Racisme er ikke værre end homofobi, så det er mig en gåde, hvorfor det bliver accepteret, sagde han til hjemmesiden stopracismen.dk. 

20. Jesper Jørgensen, Deloitte

Foto: Deloitte Foto: Deloitte

Det er ikke en mand, der særlig tit træder frem på den store scene. Men tag ikke fejl af den velinformerede fodboldøkonom fra Deloitte. Han har i sandhed fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker i Superligaen. Og han kender alt til, hvordan det står til med den økonomiske situation i alle de danske topklubber. Samtidig er han en mand, der bliver lyttet til, når han endelig ytrer sig i det offentlige rum om økonomiske forhold i dansk topfodbold.

21.  Kasper Hjulmand, cheftræner FC Nordsjælland

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Han ar en af landets store trænerkapaciteter. Han fik chancen i Bundesligaen, men det blev blot til otte måneder i Mainz. Siden vendte han hjem til FC Nordsjælland, hvor han med nye ejere skal udvikle talenter, der kan sælges. Han har en klar filosofi om, hvordan han vil spille. Han blev forbigået, da den nye landstræner blev udpeget sidste år. Men på lidt længere sigt må han blive kandidat til jobbet som dansk landstræner, fordi han som træner har en offensiv tilgang til fodboldspillet. Til gengæld er det ikke så tit han ytrer sig i den offentlige debat. Men når det sker, er hans ord altid afbalancerede og meget velvalgte.

22. David Nielsen, cheftræner Lyngby

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Er han langtidsholdbar eller en døgnflue som træner på topniveau? Man hælder afgjort mest til det første. Gadedrengen, der er elsket af de fleste, siger tingene lige ud af posen. Han har med yderst begrænsede midler skabt fine resultater i Lyngby. Ja, nærmest et mirakel. Han har deltaget i debatten om udviklingen af dansk fodbold og er aldrig bleg for at sige sin ærlige mening. Han vil på lidt længere sigt være kandidat til et større trænerjob. Enten i Danmark eller på en større scene.

23. Søren Lerby, fodboldagent

Foto: Lars Poulsen Foto: Lars Poulsen

Den tidligere landsholdsspiller indtager efterhånden en stor rolle på det danske marked via sit firma, Essel Sports Management. Udgangspunktet er et kontor i Amsterdam, men de senere år er butikken blevet udvidet markant, hvilket har betydet, han har fået fat i flere spillere i Superligaen. Sidste sommer sendte han Nikolai Laursen væk fra Brøndby. Nu står han med muligheden for at sende yderligere tre markante profiler væk fra Brøndby – Andrew Hjulsager, Christian Nørgaard og Lebogang Phiri – der alle har kontraktudløb til sommer. Han er også agent for Johan Larsson og har på den måde stor indflydelse på, hvad der foregår i en af Danmarks største klubber. De største profiler hos ham er Yussuf Poulsen, Pierre Emile Højbjerg, Markus Berg og Viktor Fischer.

24. Ivan Marko Benes, fodboldagent

Foto: All Over Press Foto: All Over Press

Han er en af Danmarks mest markante agenter med et meget stort europæisk netværk. Blandt de mest markante spillere har han Nicklas Bendtner, Winston Reid og Martin Braithwaite i sin stald. Men han har også aftaler med flere fra Superligaen og har ansat to scouts, Thomas Rasmussen og Brian Steen Nielsen, der skal være med til at støvsuge markedet for unge talenter. BTAM, som virksomheden hedder, er ét af de største agentfirmaer på dansk grund.  Han optræder helst bag linjerne og har aldrig haft det store behov for at optræde i medierne.

25. Stephan Schors, direktør AaB

Foto: AaB Foto: AaB  

Direktøren for det nordjyske fodboldflagskib har fuldstændig styr på sin forretning. Med mere end 100 mio. kr. i egenkapital og et overskud på vej efter salget af Lukas Spalvis i sommer ser det fornuftigt ud på bundlinjen. Der er respekt i fodboldverdenen om den økonomiske genrejsning han har stået i spidsen for i AaB. På landsplan har han indflydelse via suppleantposten i Divisionsforeningens bestyrelse. Men der er ingen tvivl om han spiller en langt større rolle lokalt frem for på landsplan.

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

Seneste i EKSTRA
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen