Hvor er dit bidrag, Løkke?

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediedebatten efter i sømmene

’Vi har brug for en bedre samtale med hinanden. Hvor vi lytter, også – ja, måske især – til dem, vi er uenige med. Hvor vi erkender, at en sag har flere sider. Det vil jeg gerne yde mit bidrag til. For hvis vi mister evnen til at tale sammen på kryds og tværs i samfundet, så mister vi noget meget dansk.’

Det er flot sagt, synes jeg. Statsmandsagtigt. Og det er også – som mange vil vide – et citat hentet direkte fra landets statsminister, Lars Løkke Rasmussens, nytårstale.

Der skulle ikke gå mange dage, før det fik en hul efterklang.

MANDAG 4. JANUAR gik over i historien, da regeringen indførte grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Det meddelte Lars Løkke på et pressemøde kl. 12 samme dag i en tætpakket Spejlsalen på Christiansborg, hvor både dansk og international presse var samlet.

Ved sin side havde han tre ministre med relevante ressort-ansvar: Justitsminister Søren Pind, integrationsminister Inger Støjberg og transportminister Hans Christian Schmidt. Efter de indledende bemærkninger ville de alle fire tage imod spørgsmål fra de fremmødte pressefolk. Sagde Løkke.

Men sådan skulle det ikke gå.

SOM ALTID på vigtige pressemøder som dette fik de to store nationale tv-stationer mikrofonen først. DR-journalisten spurgte til regeringens løfte om såkaldt ’straksopbremsning’.

Straksopbremsningen skulle have været en vindersag for regeringen, men kom til at ligne et løftebrud af de store, da de voldsomme flygtningestrømme kom her til landet. Det er altså ikke noget rart emne for Lars Løkke at blive konfronteret med, men dog særdeles relevant. Og vi skal jo lytte til hinanden og erkende, at en sag har flere sider … eller hvordan var det nu?

Løkke svarede kort:

’Jamen, jeg har ikke i valgkampen taget højde for, at man i Sverige ville suspendere asylretten for mennesker, der ikke har pas på sig. Det vil jeg helt åbent sige.’

EFTER AT HAVE svaret på yderligere et par spørgsmål fra to udenlandske journalister lukkede Løkke pressemødet, uden at fagministrene havde fået en eneste lejlighed til at gøre rede for den historiske beslutning. Og uden at andre danske medier end de to store tv-stationer havde stillet spørgsmål.

Ingen, jeg har talt med, kan huske fortilfælde, hvor fagministre med dybt relevant viden for en aktuel sag kun er blevet brugt som pyntegenstande.

Hvis vi ville noget mere om transportør-ansvar, og hvorfor Danmark og Tyskland ikke havde lavet en aftale om det, ja, så måtte vi ringe til tyskerne.

SÅ HVAD VAR VI egentlig vidne til på dette pressemøde?

En statsminister, som ikke kan styre sit temperament og bliver sur, fordi han får et ubehageligt spørgsmål? Eller som er så indebrændt over svenskerne, at han ikke orker at tale mere om det?

Jeg kan kun gætte, men jeg ved, hvad Løkke også sagde i sin nytårstale i umiddelbart forlængelse af ovenstående citat:

’Ja, hvis jeg skal sige det lidt højstemt, så mister vi det særlige ved vores demokrati. Ligeværd mellem mennesker. Respekt for andre synspunkter. Ordentlighed. Det brede samarbejde, som Danmark bygger på. Det må ikke ske. Vi er nødt til at tale åbent og ærligt om problemerne, lytte til hinanden og finde fælles løsninger. For kun gennem evnen til at tale sammen og samarbejde kan vi sammen passe på Danmark.’

Hvis jeg skal sige det lidt højstemt: Pressens mulighed for på borgernes vegne at stille spørgsmål i krisesituationer er afgørende for et demokrati.

Hot lige nu

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen