Hitlers tortur-bøddel sendte min far i døden: Og så blev jeg dansker

Danske Bernard Jeune blev født i Frankrig i 1943. Men hans forældres møde med en af Hitlers mest brutale SS-bødler - den berygtede Klaus Barbie - ændrede familiens liv for altid

Bernard Jeune har boet i Danmark siden 1949, da han som femårig flyttede hertil sammen med sin mor og lillebror fra Frankrig. (Foto: Linda Johansen)

Mellem lig og dødssyge kz-fanger blev franske Eugene Jeune og danske Gregers Jensen venner.

De var begge modstandsmænd og læger, der blev tvunget til at assistere SS-personalet i kz-lejren Neuengamme.

Eugene døde i 1945, mens Gregers overlevede og vendte tilbage til Danmark.

Franskmanden efterlod sig sin kone, Renée Jeune, og to små børn.

Da Gregers Jensen hørte om sin vens skæbne, tog han til Lyon for at besøge dem.

To år senere flyttede de til Danmark, hvor Gregers Jensen og Renée Jeune blev gift.

De er nu døde. Men den ældste søn, 72-årige Bernard Jeune, bor stadig i Danmark og betragter sig selv som dansker.

- Jeg er da stolt af, at flere medlemmer af min familie deltog i modstandskampen. Men jeg har også altid tænkt på, at det var et stort ansvar, de tog på sig, siger Bernard Jeune. (Foto: Linda Johansen) - Jeg er da stolt af, at flere medlemmer af min familie deltog i modstandskampen. Men jeg har også altid tænkt på, at det var et stort ansvar, de tog på sig, siger Bernard Jeune. (Foto: Linda Johansen)  

Hans liv tager udspring i en af de tragiske skæbnefortællinger, som Anden Verdenskrig er fyldt med. Mærkelige forviklinger og tilfældigheder, der ændrede menneskers liv for altid.

Bernard Jeune tror ikke på, at der findes en forudbestemt skæbne. At der ligger en plan for et hvert menneske klar ved fødslen, men han tror på tilfældets afgørende kraft.

- Jeg får givet en dansk skæbne ved en tilfældighed. Det er krigens tilfældighed, at min stedfar og min far mødes i Neuengamme og bliver venner, siger lektor og læge Bernard Jeune, da EKSTRA søndag besøger ham i hans lejlighed på Frederiksberg.

I bogreolerne hos manden, der har samme profession som sine to fædre, ses det tydeligt, at historierne fra Anden Verdenskrig aldrig er langt væk.

Krigens brutale tilfældighed greb for alvor ind i familien Jeunes historie en tidlig morgen i april 1944.

Bernards forældre, Eugene og Renée Jeune, boede i en lille treværelses lejlighed i Lyons arbejderkvarter tæt ved hovedbanegården.

Eugene og Reneé Jeune var begge med i den franske modstandsbevægelse. (Foto: Linda Johansen) Eugene og Reneé Jeune var begge med i den franske modstandsbevægelse. (Foto: Linda Johansen)  

Faderen var nyuddannet læge, moderen under uddannelse.

27-årige Eugene Jeune havde forladt lejligheden tidligt for at gå til messe i den nærliggende katolske kirke. Det var klokken seks.

Seks måneder gamle Bernard og 27-årige Renée var derfor alene i lejligheden, da det bankede på døren.

Den unge kvinde åbnede døren. På gangen stod en ikke særlig høj mand i SS-uniform.

Det var selveste Gestapo-chefen: Klaus Barbie.

Klaus Barbie var kend tog berygtet for sine torturmetoder. (Foto: All Over Press) Klaus Barbie var kend tog berygtet for sine torturmetoder. (Foto: All Over Press)  

Bedre kendt som 'Slagteren fra Lyon' på grund af de brutale torturmetoder, han brugte mod tilfangetagne modstandsfolk og jøder.

Begge Bernards forældre var en del af den franske modstandsbevægelse, men denne morgen var Gestapo-chefen kun ude efter faderen.

Han trådte ind i lejligheden, hvor han til sin skuffelse kun fandt seks måneder gamle Bernard og hans mor.

Til moderens forfærdelse tog han Bernard op af vuggen og gik rundt med ham i lejligheden.

- Jeg har altid syntes, det var ubehageligt at tænke på, at han har taget mig op, siger Bernard Jeune. Det er nu 72 år siden, at Hitlers slagter trådte ind over dørtærsklen til familien Jeunes lejlighed og med ét ændrede deres liv. Og i realiteten satte skub i den række af begivenheder, der endte med, at Bernard i dag er dansk.

Det er, som om den nu ældre mand gyser lidt ved tanken om, at en af Hitlers værste bødler har båret rundt på ham.

- Det må have været svært for min mor. Folk vidste jo godt, hvor brutal han var. Specielt de torturmetoder, han brugte.

Sidst i marts 1944 var en af forældrenes kolleger i modstandsbevægelsen, Lise Lesevre, blevet arresteret.

Lise Lesevre vidnede i retssagen mod Klaus Barbie i 1987. Han blev dømt for krigsforbrydelser. (Foto: AP) Lise Lesevre vidnede i retssagen mod Klaus Barbie i 1987. Han blev dømt for krigsforbrydelser. (Foto: AP)  

I 19 dage torturerede Klaus Barbie den 43-årige kvinde.

Blandt andet ved at hænge hende op i jernkroge i loftet, tæske hende til besvimelse for dernæst at vække hende igen ved at kaste hende ned i et badekar fyldt med iskoldt vand.

De hænder, der havde så mange liv på samvittigheden, holdt nu Bernard, da faderen Eugene intetanende trådte ind ad døren.

Det var sidste gang, Bernard så sin far i live.

Klaus Barbie arresterede Eugene Jeune og smed ham i det berygtede Montluc-fængsel, hvor det er estimeret, at 15.000 franskmænd blev indespærret af Gestapo. 900 døde der. Resten blev sendt videre til kz-lejrene.

Montluc-fængslet i Lyon. (Foto: All Over Press) Montluc-fængslet i Lyon. (Foto: All Over Press)  

I juli 1944 blev Eugene Jeune således også sendt nordpå. Til opsamlingslejren Compiegne uden for Paris. Herfra blev han sat på et tog og sendt mod døden i kz-lejren Neuengamme.

Den besked modtog moderen på en lille lap papir, som Eugene havde smidt ud af togvognen.

Der var ikke plads til meget mere end en adresse og en kort besked om, hvor han var på vej hen.

Meldingen fik Eugenes mor, mens Lyon var præget af en euforisk befrielsesstemning.

Det var nemlig kun 30 dage, der adskilte Eugene fra friheden.

Jublen var stor i Lyon, da de allierede tropper i 1944 befriede byen. (Foto: Rue des archives) Jublen var stor i Lyon, da de allierede tropper i 1944 befriede byen. (Foto: Rue des archives)  

30 dage efter, at Eugene blev sendt nordpå, blev Lyon befriet af de allierede styrker.

30 dage betød, at Eugene i stedet for at sidde hos sin gravide kone og deres seks måneder gamle søn var på vej ind i det krigshærgede Nazityskland. Her kørte Hitlers mordfabrikker i kz-lejrene stadig på højeste blus på trods af, at de var ved at tabe krigen.

I kz-lejren Neuengamme blev han skilt fra de andre fanger på grund af sin medicinske ekspertise og indlemmet i gruppen af fangelæger.

Sammen med 15 andre skulle han assistere SS-lægerne i et af de fire lazaretter, eller revierer som det hed i lejren.

Med de forhåndenværende redskaber lappede de syge og underernærede kz-fanger sammen, så de igen kunne komme tilbage til tvangsarbejdet.

Det var her, han mødte den 23 år ældre danske læge Gregers Julius Jensen og bandt et af de tilfældighedens bånd, der gjorde, at familien Jeune blev dansk.

Gregers Jensen i hjemmet i Augustenborg. (Foto: Linda Johansen) Gregers Jensen i hjemmet i Augustenborg. (Foto: Linda Johansen)  

Danskeren kunne flydende fransk og faldt derfor fint i hak med de i alt otte franskmænd, der var blandt fangelægerne.

Men specielt unge Eugene gjorde indtryk på lægen, der havde arbejdet som læge i Congo og havde 15 års erfaring som praktiserende læge i Danmark.

- Min stedfar havde flere venner blandt de 16 fangelæger, men der var et særligt bånd mellem de to, siger Bernard Jeune.

I en skriftlig beretning om forholdene i Neuengamme, som Gregers Jensen skrev umiddelbart efter sin hjemkomst, beskrev han selv forholdet til Jeune.

’Dr. Jeune fra Lyon, en udmærket repræsentant for den franske nations bedste egenskaber: Intelligent, dygtig, utrættelig og tapper. Med ham knyttede jeg et varmt venskab, der bidrog meget til at opretholde mit livsmod.’

Et livsmod, der forsvandt fra mange i den trøstesløse kz-lejr, hvor de dagligt var vidner til den næsten ufattelige umenneskelighed, som nazisterne satte i system.

Som fangelæger var de nederst i hierarkiet på lazaretterne. Under SS-læger, SS-vagter og særligt udvalgte opsynsfanger.

De kunne ikke andet end at se til, når SS-lægerne, der i mange tilfælde slet ikke var uddannede læger, maltrakterede og dræbte patienter.

Hverken lejrledelsen eller SS-lægerne bekymrede sig om de syge. For det handlede kun om fangernes evne til at arbejde. Kunne de ikke det, blev de slået ihjel.

Ovnene, som blev brugt til kremering af lig, i kz-lejren Neuengamme. (Foto: POLFOTO) Ovnene, som blev brugt til kremering af lig, i kz-lejren Neuengamme. (Foto: POLFOTO)  

Gregers Jensen og Eugene Jeune var på samme lazaret, hvor en af de ledede opsynsmænd fungerede som kirurg. Det på trods af, at han af profession var taxachauffør. En anden opsynsmand, en tidligere sømand, havde speciale i amputationer.

- Han amputerede lemmer for et godt ord. Han elskede bare at save ben af, fortæller Bernard Jeune, der i sin barndom hørte brudstykker om tiden i kz-lejren, når han som dreng overhørte stedfaderen tale med tidligere medfanger.

Stedfaderen talte ikke meget med Bernard og lillebroderen om den tid.

- Der var en stemning af, at man bare skulle videre og lægge de forfærdelige år bag sig, siger Bernard.

Han har på egen hånd læst talrige bøger om emnet, hvilket hans private bibliotek også vidner om.

Stedfaderen afgav også et skriftligt vidnesbyrd om sine oplevelser i lejren kort efter sit ophold. En beretning, der nu findes på Frihedsmuseet. På 16 sider beskrev han de forfærdelige forhold i detaljer og med en læges indgående viden om den menneskelige anatomi.

'Afmagrede var de til den yderste grænse, så den gustne hud lå stramt over knoglerne. Skulderblade og ribben, hele bækkenpartiets knogler var som afdækket. Tarmene tegnede sig under den indsunkne bugvæg. Som i blinde tumlede de ind under bruserne eller sank om på flisegulvet og rørte sig ikke mere.'

Omkring 115.000 fanger blev spærret inde bag pigtråden. Halvdelen forlod aldrig lejren igen.

Gregers Jensen så Eugene Jeune sidste gang i april 1945.

Danskeren blev hentet hjem af Folke Bernadottes hvide busser sammen med alle de andre skandinaver omkring Hitlers fødselsdag 20. april.

De hvide busser udenfor kz-lejren Neuengamme. (Foto: Nationalmuseet) De hvide busser udenfor kz-lejren Neuengamme. (Foto: Nationalmuseet)  

Eugene måtte blive i lejren, der umiddelbart efter blev evakueret af tyskerne.

I et forsøg på at skjule sporene rømmede de lejren og fragtede fangerne i kreaturvogne til Neustadt ved Lübeck-bugten. Herfra blev de sejlet ud til skibet Cap Arcona. En tidligere luksusliner, der nu blev omdannet til flydende kz-lejr. Skibet, der blev bygget i 1927, var beregnet til 1256 passagerer.

3. maj 1945 var der omkring 5000 fanger om bord på skibet. Det lå fem kilometer ude i Lübeck-bugten sammen med andre mindre skibe. I alt var der omkring 9800 fanger på skibene. Mange af dem stod på dækket og jublede, da de i horisonten så britiske jagerfly nærme sig.

I flyenes cockpit blev det dog hverken opfanget, at det var kz-fanger, der var om bord på skibene, eller at de tiljublede maskinerne.

De affyrede, hvad de havde af bomber og raketter. Formentlig fordi de troede, at skibene skulle fragte tyske soldater nordpå.

Ud af de 9800 fanger døde 7000. Blandt dem var Eugene Jeune.

En af dem, der overlevede, og som sandsynligvis er en af de sidste, der har set Bernards far i live, har beskrevet over for Bernards mor, hvordan han prøvede at hjælpe nogle af de brændende fanger ud af flammerne.

Han var ikke en af dem, der panisk prøvede at svømme i land.

- Det vidste han godt ikke var en mulighed. Han kunne ikke svømme, fortæller Bernard Jeune.

Luksuslineren Cap Arcona. (Foto: DPA) Luksuslineren Cap Arcona. (Foto: DPA)  

Tilbage i Lyon vidste Bernards mor stadig intet om, hvad der var blevet af hendes mand.

I mellemtiden havde hun født og havde nu to små børn, hun skulle tage sig af.

Hun klarede sig ved hjælp fra Bernards onkel, faderens storebror, men kårene var trange og savnet stort.

- I næsten et år er hendes omgivelser fyldt af befrielsens stemning. Mens hun ikke er det. Hun har kun uvisheden.

Først i august 1945 fik hun endelig besked.

Samtidig i Danmark var den danske læge Gregers Jensen i gang med at finde frem til alle de fangelæger, han lærte at kende i Neuengamme.

Gennem den franske lægeforening fandt han frem til Bernards onkel, der også var læge.

Derigennem fandt han frem til Bernards mor, Renée, som han også besøgte.

- Midt i al tragedien var der jo den lille solstrålehistorie, at min stedfar giftede sig med min mor, at han på grund af sit venskab med min far tilbød min mor ægteskab. Hun var jo alene med os to børn og vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

Bernards mor så en mulighed for at give sine børn en sikker fremtid. Men det var en stor beslutning at forlade sit fødeland for at gifte sig med en på dette tidspunkt totalt fremmed mand.

Derfor tog Renée ad flere omgange til Danmark og boede hos den 24 år ældre Gregers Jensen i Augustenborg, hvor han havde sin lægepraksis.

- Det var simpelt hen for at se, om de kunne finde ud af det sammen, og det kunne de så. Selv om hun måske ikke var forelsket i ham som sådan, så levede de sammen som mand og kone med hvad, der nu hører til. Det var ikke platonisk. Hun kunne godt lide ham, siger Bernard, der også fik et godt forhold til stedfaderen.

- Vi kom godt ud af det med hinanden, og jeg betragtede ham som min far. Jeg valgte jo også at blive læge ligesom ham. Jeg valgte også at forblive dansker.

(Foto: Linda Johansen) (Foto: Linda Johansen)  

Seneste i EKSTRA
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Linette K. Jespersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen