Martin Selsøe Sørensen ved noget om Tyrkiet. Om Mellemøsten og om forholdet mellem øst og vest. Med fast bopæl i Tyrkiet som udenrigskorrespondent for blandt andre Information, DR P1's magasin 'Orientering', DR og DR2. Og så er han gammel klassekammerat fra journalisthøjskolen.

Vi mailer et par gange. Om han vil mødes? Jeps.

Vi finder hinanden nær bygningen Odakul i Beyoglu-området. Hipt og hektisk, fyldt med cafeer og topmoderne butikker. Efter næppe mere end fem minutters tid over en fadøl begynder vores diskussion, og den varer til klokken to om natten.

- Du må forstå, at Tyrkiet kalder sig et sekulariseret land, men hvad betyder det? At der er lige langt fra parlamentet, loven og regeringen til alle trosretninger. Det passer bare ikke. En tyrker her vil i dag definere sig selv ud fra tre ting: Som bosat i landet, ikke at være homoseksuel og så være muslim. Ikke troende ortodoks, men alligevel... muslim.

Kulturkristne
Martin tager en slurk af øllet og er allerede ved at tale sig varm.

- Ser du. Det er der jo ikke noget galt i. Jeg mener, i Danmark mener vi jo også, at vi er sekulariserede, men vi er jo kulturkristne, når det kommer til stykket. Den kristne kirke har forrang i flere sammenhænge.

Vi fortsætter op i Martins lejlighed. Flere kolde øl på altanen, hvorfra vi har udsigt over Bosporus' isblå vand, hvorpå de snehvide krydstogtskibe flyder.

- Tyrkerne er meget nationale. Når du ser flag på huse eller i butiksvinduer, så har det ikke noget med fodbold eller valg eller andet at gøre. Det gør de hver dag. De har en selvbevidsthed, men de er også styret af traditioner. En af dem hedder militæret eller rettere generalerne. Hver gang der er politisk uro, så spørger alle: Hvad gør generalerne. De fleste tyrkere ville hellere være foruden, men på godt og ondt er generalerne en modvægt til de mere rabiate, religiøse grupper.

Bittert sprøjt
Vi lander på en klassisk kebabrestaurant. Her serveres maden uden alkohol. Det behøver ikke være religiøst betinget. Faktisk er Tyrkiet et klassisk ølland. Vin skal man holde sig fra, medmindre man vil lægge en formue. Alt under en hund smager ifølge Martin af bittert sprøjt.

Senere ender vi på en bar, ser lidt bold og drikker adskillige kolde fadøl.

- Jeg er glad for at bo i Tyrkiet. Tingene tager tid. Bureaukratiet og korruptionen tynger overalt, men tingene fungerer, og så er det afstressende. Vi i Vesten knokler rundt, men når vi så meget mere?

- Jeg tror gerne, Tyrkiet vil med i EU og være en del af Vesten, men de er lige så tilfredse med at være en del af Østen. Vi i EU tror, de ikke kan klare sig uden os, men Tyrkiet skal nok bestå uden et EU-medlemskab. De har historien og Atatürk (det moderne Tyrkiets grundlægger), som nok skal binde det hele sammen.

Da vi skilles, minder Martin mig om ikke at lade mig snyde af taxa-chaufføren og hans såkaldte nattakst. Han ser på sit ur - nå, nej klokken er over midnat.

- Så kan det jo være lige meget, griner han og smækker min taxidør.

I bagruden kan jeg se ham vinke. Ubekymret. Måske man skulle flytte til Tyrkiet?