Berlin er nærmest blevet danskernes anden hovedstad, mens Hamburg er helt
overset som rejsemål. En fejl, for Hamburg er meget mere end en kæmpe
industrihavn. Den er også en meget smuk by, som man med god grund kan rejse
til, hvis man vil forkæle sig selv en uge eller en weekend.
Fordi byen ligger ved Elben, og er bygget op omkring søerne indre og ydre
Alster, er man hele tiden i nærheden af vand og kanaler. Faktisk har Hamburg
flere broer end Venedig, Amsterdam og London tilsammen.
'Gå ud'-kultur
Hamburg er den rigeste by i Tyskland. Intet andet sted er der flere
millionærer samlet på et sted, bysbørnene er unge og single - omkring 50
pct. lever alene.
Den stærke købekraft, som byens indbyggere har, skaber et miljø for en
udpræget 'gå ud'-kultur. I centrum af byen vil man ved middagstid opleve et
rend af habit- eller spadseredragtklædte karrieremennesker, der smutter ind
på cafeer og restauranter for at spise frokost.
Og med god grund. Det er godt og billigt at spise i Hamburg. Som en
tommelfingerregel spiser man aldrig nogensinde decideret dårligt i Hamburg.
Højere kvalitet end pris
Betjeningen er et kapitel for sig selv. Om det er det lille portugisiske
spisested (dem er der mange af) eller de mere trendy barer med høj
drinksføring, har man altid fornemmelsen af, at man bliver betjent og
opvartet af nogen, der kan lide, hvad de laver.
Pris og kvalitet hænger ikke sammen efter danske standarder. Man får meget
mere, end hvad man betaler for.
Et godt eksempel er byens sushirestauranter. Hvor man herhjemme skal bruge
flere hundrede kroner for at spise sig mæt i rå fisk, er det anderledes
betaleligt i Hamburg. Fans af maki og nigiri kan få 15-20 stykker og
misosuppe af bedste kvalitet som frokosttilbud for 10 til 15 euro eller 75
til 110 kr.
En simpel morgenmad med et par spejlæg, bacon og rugbrød fås for fire-fem euro
(omkring 35 kr.), og to mennesker skal virkelig anstrenge sig selv og maven
for at bruge mere end 100 euro på et lille, italiensk spisested. Især hvis
man bevæger sig lidt væk fra centrum og ud i kvarterne som St. Georg,
Schanzenviertel, Karoviertel og St. Pauli.
Et must for kaffe-junkier
Ved siden af et af Hamburgs gamle pakhuse i Speicherstadt ligger
Kaffeerösterie. Her står store kaffesække fra hele verden og venter på at
blive ristet og malet i en kæmpe kværn. Duften er fantastisk, kaffen, man
kan nyde i cafeområdet, er helt forrygende. De har også et lille
butikshjørne med masser af kaffelækkerier.
Beatles og gadens damer
Ikke langt fra den gamle Speicherstadt ligger byens berygtede gade
Reeperbahn. Her ligger sexshops, biografer og stripklubber, og i området er
der masser af gadeprostitution. Men det er også i dette område, at flere af
byens teatre ligger, hvilket betyder, at mange af hamburgenserne selv bruger
området til at gå i byen i. Det kan man også sagtens, der er sneget sig
masser af steder ind, hvor man kan drikke øl uden at få en nøgen dame i
hovedet.
Selvom Reeperbahn har masser af gadeprostitution af den hårde slags, er der
heller ikke her utrygt, men lad være med at fotografere pigerne. De har
altid en fyr stående et eller andet sted, og han kan ikke lide, at du
prøver.
Beatles-fans kan gå i deres idolers fodspor, det var nemlig i dette område,
Liverpool-drengene spillede i deres tidlige år.
Rote Flora og Gucci
Hvis ikke Reeperbahn er lykken, kan man søge nord for den. På gåben igennem
St. Pauli når man på 20 minutter til Schanzen, et kvarter, som minder om
Vesterbro eller Nørrebro i København. Gå efter gaden Shulterblatt, der ud
over at være den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland har cafeer liggende
skulder ved skulder. Det er også her, byens ungdomshus Rote Flora ligger.
Området er også værd at besøge inden for butikkernes åbningstider, her er
masser af små, lækre forretninger.
Hvis man hellere vil ind og se på de dyre butikker i centrum, er det bare at
tage toget fra Sternschanze station til Jungfernstieg. Når man kommer op fra
undergrunden, står man nærmest med tæerne i Alster og med ryggen til hele
centrums high-class boutiques.
Der er Hamburg
Man kan selvfølgelig også tage sig en rundfart på Alster og komme tæt på
nogen af de multimillion-villaer, der ligger på brinken. Er man selv
sejlkyndig, kan man langs Alster leje en lille sejlbåd og selv være kaptajn.
Og så er Hamburg jo en kæmpe industrihavn. Hvis man vil have fornemmelsen af,
hvor stor den er, er en havnerundfart en god måde at opleve det på. De
fleste både går fra Landungsbrücke, hvor den gamle Elbtunnel også ligger, og
er værd at se. Med havnerundfarterne kommer man helt tæt på de store
containerskibe, ser dem i tørdok og får nogle tal for, præcis hvor stort
havneområdet er.
Efter den friske 'havluft' kan altid putte sig på en restaurant - igen.
Hamburg er lige der.
