Små, kringlede gader i et ustruktureret system forbundet med gyder, korridorer
og trapper. Sammen med gamle, hvinende, gule sporvogne er de små gader med
afgrundsdybe hældninger med til at stimulere sanserne
Portugiserne kan noget med sanserne, og det oplever jeg nu med al tydelighed
indenfor i den lille fado-restaurant Dragao de Alfama, hvor et lille
orkester på to mand og en pensioneret operasanger fylder restauranten med
tæt melankoli fra sange om ulykkelig kærlighed.
Operasangeren er en rank, høj, ældre mand, der med fingrene roterende foran
sig højtideligt byder velkommen på portugisisk. Lidt efter sænkes lyset i
restauranten. Et lokale, der ikke er større end en dagligstue. Kun et
rødligt skær fra nogle små væglamper får lov at give lys til
fado-restaurantens charmerende indretning.
Intensitet og nerve
Jeg lægger kniv og gaffel og ser op mod den højtidelige mand i jakkesættet,
som med myndig stemme har fået alle gæsters opmærksomhed. Øjeblikket efter
bryder han ud i solo, og med en intens stemme fylder han lokalet med en sang
om ulykkelig kærlighed. De to musikanter river ihærdigt i de specielle
fado-guitarer, og sammen med den gamle operasanger emmer lokalet af
kærlighed, intensitet og nerve.
Kald mig bare romantiker og alt mulig andet grimt, men det er en stærkt
bevægende oplevelse at opleve fado-musikkens magi og styrke. Specielt i
dette rørende, uprætentiøse miljø med portugisiske klinker på gulvet og små,
fine portræt-billeder af sangere og musikere på væggene. Det ene foto viser
en nydelig ung mand, som jeg genkender som ham, der nu står for enden af
lokalet og synger for os, omkring 40 år efter at fotoet blev taget. Nu står
han så her og synger med rank ryg og gammelmands-bevægelser for 20 gæster og
en turist.
Dyrt, nej, slet ikke. Det blev 150 kroner for en kæmpe lergryde spækket med
store lunser kød, indmad, pølse, kartofler, grøntsager og spændende
krydderier. En herlig suppe og godt brød samt et kæmpe fad frisk salat med
alt godt fra køkkenhaven. Med i prisen fulgte oven i købet en hel flaske
portugisisk rødvin og kaffe.
Med sporvogn
Lissabon by er utvivlsomt en af Europas mest charmerende hovedstæder uden
horder af turiststrømme. Den bærer en ægthed, som er med til at placere byen
fuldt på linje med de store konkurrenter på det europæiske kort.
Lissabon har selvfølgelig alt det, en storby skal have af teatre, museer,
skulpturer og monumenter, og vi vil derfor ikke trætte læserne med kedelige
opremsninger af seværdigheder. De står alle sammen i turistbrochuren og skal
naturligvis vælges efter lyst og interesse. En måde at se Lissabon sådan
lidt fra oven på er ved at køre med sporvogn nr. 28 fra centrum til borgen
Sao Jorge, hvor der er en storslået udsigt over byen. Det er også, her at
den berømte Saint Anthony-helgenkirke ligger. Saint Anthony, som er Lissabon
bys helgen, giver afsæt i en årlig byfestival i dagene omkring 13. juni,
hvor hele byen fester igennem.
Den største plads
Selve turen i sporvognen gennem byens kringlede gader er dybt charmerende.
Jævnligt må chaufføren standse, og man kan opleve, at han ligefrem må bakke
tilbage af sporet, fordi der ikke er plads til passage, når en modkørende
sporvogn eller bus skal forbi. Stig på sporvogn nummer 28 lige bagved
Commercio-pladsen, der i øvrigt er den største plads i Europa.
Går man til højre fra Commercio-pladsen, kommer man til Alfama-distriktet med de små, kringlede gader, trapper og afsatser, og det er her, man møder hele fado-kulturen og fado-restauranterne med den melankolske musik.
