Heliskiing i jomfrusne

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Rotorbladene larmer infernalsk, da helikopteren går i luften. Fra den lille flyveplads kan man skimte de olympiske bjergtoppe, sneen ligger tungt i dalen, og der er langt op til den graciøse puddersne i højderne.

Inde i den lille maskine sidder fire turister klemt sammen på bagsædet. Der er ikke meget plads, slet ikke med skistøvler, lavineudstyr og hjelm spændt fast til kroppen, men alligevel smiler alle som små drenge juleaften. Forrest til venstre sidder den canadiske guide - og til højre for ham piloten.

Helikopteren bevæger sig opad langs bjergsiden. Landingspladsen er snart kun en fjern plet i dalen, og store skove slikker sig op ad bjergene. Maskinen tager et skarpt højresving, så vi næsten ligger vandret i luften, inden den retter op igen.

Duk jer!
Snart forsvinder træerne under os; vi har nået trægrænsen, og flyveturen går nu henover store, åbne vidder med uberørt sne. Pludselig flyver helikopteren hen over en bjergkam, og på den anden side er der langt ned. Piloten kigger på guiden, der nikker, og han griber hårdt fat om rorpinden. Maskinen tager endnu et skarpt højresving. Piloten lægger an til landing.

Før afgang er vi blevet instrueret i at komme hurtigt ud af maskinen og ned på knæ. Hvis ikke risikerer vi, at rotorbladene kapper hovedet af os. Piloten sætter maskinen ned med sikker hånd, og guiden åbner døren, hopper ud, dukker sig og gør tegn til os om at følge efter. Ski hives ud af den udvendige boks, og efter ganske kort tid står vi tilbage og ser helikopteren forsvinde i et hidsigt dyk mod dalen.

Så bliver alt stille. Sylespidse bjergtinder omringer os, og i det fjerne kan vi skimte den kommende OL-by, Whistler. Solen skinner, himlen er blå, og foran os har vi en slugt fyldt med jomfruelig puddersne. Vi smiler til hinanden.

Bryster og burgere
To uger inden ankommer vi til torvet i Whistler Village, der summer af glade fjæs. Lifterne går op ad både Blackcomb og Whistler fra pladsen, og nye skiløbere vælter ned mod strøget i en lind strøm. De kvindelige tjenere på Saloon er tydeligvis valgt efter deres udseende, og de serverer grillede burgere, som de kun laves i Nordamerika.

Fra den centrale plads går et lille strøg gennem byen, og det passerer en række forretninger, skibutikker, fotoforhandlere og små hyggelige barer og caféer. Flere skyer trækker sammen sidst på eftermiddagen, og vi har taget skiene på nakken for at se lidt på byen. Pludselig fanger et skilt vores interesse. 'Whistler Heli Skiing', står der. Vi stiller skiene på verandaen og går ind.

Inden for fanger en stor fladskærm øjet, men skiløberne på filmen ligner ikke professionelle, selv om de klarer sig rimeligt igennem den friske puddersne.

- Sådan så det ud i dag, siger en stemme pludselig.

Kvinden bag skranken forklarer, at helikopterne har været ude at flyve i dag. Vi får en masse brochurer og nogle telefonnumre. Vi kan bare ringe, hvis vi vil op på bjerget med helikopter.

Are you ready?
14 dage senere står vi foran en stor, rød helikopter. Det er en frisk og frostklar morgen, og en langhåret fyr i starten af 40’erne træder pludselig ud af bjælkehytten ved siden af maskinen.

- Are you ready for heliskiing?!

Dumt spørgsmål. Det er det, vi har glædet os mest til på hele ferien. Snart skal vi instrueres i sikkerhed. Men først skal vi vejes. En dame beder os træde op på vægten - med alt vores udstyr spændt fast til kroppen, mens guiderne cirkulerer rundt uden for.

- Fint, siger damen, selv om kampvægten nærmer sig de 100 kg. Kort efter kan vi høre den karakteristiske lyd af rotorblade, der starter.

Klik her og læs fem gode grunde til at besøge Whistler.