Persondata politik

Fik smadret kørestolen under flyturen

Siden i går har ekstrabladet.dk modtaget over 20 henvendelser om bagage-brutalitet. Blandt andet har en handicappet dreng fået ødelagt sin kørestol

« Forrige
1 af 2
Næste »
 

Efter ekstrabladet.dk i går kunne fortælle, at flypassagerernes bagage får en mildest talt hårdhændet behandling på Norwegians fly, er det strømmet ind med henvendelser om lignende problemer.

Ferie 22. okt 2012 Se også: TV: Så dårligt bliver din kuffert behandlet i lufthavnen



Dine Penge 23. okt 2012 Se også: Sådan får du erstatning for kuffertkast

Én af de mange danskere, der har fået ejendele ødelagt, er 9. klasses-eleven Alexander. Under en skoleudflugt til Rom bliver den handicappede drengs kørestol så ødelagt, at den er helt ubrugelig. Ét af kørestolens hjul er knækket af under flyturen, hvilket Alexander opdager i Roms lufthavn.

Da han er afhængig af kørestolen på grund af sine hypermobile led, forsøger han at få en ny kørestol udleveret og efter lange tovtrækkerier med flyselskabet Norwegian, får han omsider stillet en midlertidig kørestol til rådighed. Den viser sig dog at være i så dårlig stand, at han i sit forsøg på at følge med klassekammeraterne rundt i Roms gader vælter flere gange.

Fik ødelagt ferien
Drengen må derfor en tur på hospitalet og ender med at bruge langt det meste af ferien sengen. Alexanders far er forarget:

- Min søns ferie blev fuldkommen ødelagt. Han knæ blev så overbelastet, at han var sengeliggende det meste af turen. Alt sammen på grund af mishandling af hans kørestol i bagagehåndteringen, fortæller Jens Peter Andersen.

Efter flere opkald og emailkorresondance med Norwegian får Alexander et tilbud om at få kørestolen repareret eller at få en erstatningsrejse. Sidstnævnte tilbud tager han imod.

Udbredt bagage-brutalitet
Alexander er langt fra den eneste, der har oplevet de bagageansvarliges brutale metoder. Over 20 læsere har skrevet ind om forslåede kufferter og ødelagte ejendele på ikke bare Norwegians fly, men også en lang række andre flyselskabers. Der tegner sig et billede af, at det især er handlingsselskabet Novia, der er problemer med.

Se også: Få erstattet din ødelagte bagage

Hos Norwegian beklager man sagen, og PR- & Kommunikationsmedarbejder i Norwegian Danmark Daniel Kirchhoff understreger, at der nu vil blive fulgt op på problemerne.

- Det er dybt beklageligt, at der sker det her, og vore passagerer skal naturligvis kunne føle sig trygge ved, at deres bagage bliver håndteret ordentligt. Derfor vil vi nu vise den tidligere omtalte video til vores handlingsagenter (hos Novia, red.). Det her er simpelthen under al kritik, understreger Daniel Kirchhoff over for ekstrabladet.dk.

- Du har tidligere udtalt, at I sjældent oplever problemer med dårlig håndtering af bagagen. Men inden for det seneste døgn har vi modtaget op til flere henvendelser fra Norwegian-kunder med lignende oplevelser. Mener du stadig, at problemet sker sjældent?

- Én henvendelse er selvfølgelig én for meget. Men ud af de to millioner rejsende danskere hvert år, så får vi meget få henvendelser om dette problem.

- Hvordan vil I sikre, at passagerernes bagage bliver håndteret ordentligt fremover?

- Vi vil gøre det klart og tydeligt over for vores handlingsagenter, at vi ikke tolererer denne procedure.

- Vil I overveje at bruge et andet handlingsselskab?

- Jeg vil blot gentage, at vi nu vil tage en dialog med Novia for at sikre, at dette ikke gentager sig, tilføjer Daniel Kirchhoff.

Læs i øvrigt konfrontationen med Novias direktør i boksen til højre.

Ifølge Novia Danmarks Managing Director Ole Brinks Andersen bliver der nu fulgt op på problemerne med den dårlige bagage-behandling.

- Det er på ingen måde i orden at medarbejdere mishandler bagagen og vi vil på basis af jeres henvendelse igen se på om der skal foretages yderligere justeringer på måden vi gør tingene på, udtaler Ole Brinks Andersen i en email.

- Du har tidligere udtalt, at der må være tale om en enkelt Novia-medarbejder, der har en dårlig dag. Men bare på et døgn har vi fået over 20 læserhenvendelser - langt størstedelen drejer sig om Novia. Fastholder du, at der er tale om en dårlig dag hos en enkelt medarbejder?

- Novia håndterer årligt mere end 5 millioner passagerer og deres bagage fordelt på cirka 45 flyselskaber. Der sker også i vores branche fejl, som kan henføres til den enkelte ansatte, i dette tilfælde bagagehåndteringen. Men som direktør for vores virksomhed ligger det mig dybt på sinde at alle vores ansatte er 'med på holdet'. Vi har selvfølgelig som ledelse det fulde ansvar for at tilsikre at produktet er i orden.

- Hvad vil I gøre for at sikre, at passagerernes bagage bliver behandlet ordentligt fremadrettet?

- Vi har kontinuerligt fokus på at forbedre både processer og de procedurer som vores ansatte arbejder ud fra og er ligeledes i dialog med CPH og flyselskaberne om mulige forbedringstiltag. Men får vi passagerklager relateret til områder, hvor vi måtte have begået fejl, behandles disse klager naturligvis individuelt, tilføjer Ole Brinks Andersen.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Peter Roelsgaard Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik