Når en forelsket har været på knæ, og det store ’JA’ skal siges, gifter de
fleste sig i kirke eller på rådhuset. Brudeparret håber på godt vejr og
glade gæster, men af og til ender det i regn, rusk og skuffelser, selv om
kalenderen siger, det er sommer. Dansk sommer.
Så hvorfor ikke være
helt sikker på, solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturerne er til
bare tæer i sandet?
Det er muligt at blive gift i Paradis,
hvis man bare sætter sig på et fly og flyver til Thailand. Her kan alt lade
sig gøre for den, der har penge nok.
På det smukke resort
Evason Phuket Resort på Rawai Beach tilbyder hotellet en bryllupsceremoni,
som man helt sikkert aldrig vil glemme. Ceremonien kan man selv sammensætte
efter behov, lyst og ikke mindst pengepung.
De ni munke
Klokken
09.30 bliver brudeparret hentet i deres store brudesuite af en lang række
festklædte dansere, som eskorterer parret ned tæt på stranden, hvor
ceremonien typisk vil finde sted.
Her tager parret skoene af og
bliver placeret ved siden af hinanden ved det såkaldte bryllupsbord. Så
kommer ni munke ind, som bruden og brudgommen hilser på med den
traditionelle thai-hilsen ’wai’.
De ni orangeklædte
munke sætter sig på en lille scene over for brudeparret ved siden af en stor
Buddha-statue.
Brudeparret skal tænde nogle stearinlys sammen foran
Buddha-statuen, mens de sidder på knæ, og munkene vil velsigne dem med
helligt vand. Bagefter bliver også parrets gæster og andre tilstedeværende
velsignet af munkene.
Så kommer det smukke øjeblik, hvor
brudeparret udveksler ringe. Og parret må gerne kysse hinanden, selv om det
ikke er så velset i Thailand, at par offentligt viser deres kærlighed på den
måde.
Ofre til munkene
Brudeparrets opgaver er ikke
slut med det. Nu skal munkene have gaver, som tak for ceremonien – penge og
blomster er det mest normale at ’ofre’.
Da kvinder
ikke må røre munkene, bliver gaverne lagt på en bakke. Desuden sørger man
også for, at der er mad til munkene, ligesom der er til én selv, danserne,
hotelpersonalet og ens gæster.
Efter frokosten forlader
munkene bryllupsfesten, som typisk fortsætter med udskæring af bryllupskage
og masser af dejlig, boblende champagne. Man kan også plante et
kærlighedstræ på hotellets område, som det så er meningen, man skal komme
tilbage til og besøge.
Prut om prisen
Et
buddhistisk bryllup er ikke gratis. Hos Evason Phuket Resort tilbyder man
den store pakke med blomster, bryllupskage, de ni munke osv. for 14.000
kroner.
Så følger der også 36 billeder med, taget af en
professionel fotograf. Men man kan med held prutte om prisen og f.eks.
udelade en port lavet af blomster og dermed komme længere ned i pris.
Dermed
kan man blive viet for godt 6.000 kroner.
Der er ingen tvivl om,
det er en smuk måde at blive gift på – på sådan buddhistisk manér.
Det
gælder dog ikke som et lovformeligt bryllup i Danmark, men er en sød måde at
fejre det bryllup, man måske lige har overstået i det kolde nord.
Bo som en konge
I Thailand er alting bare smukkere og dejligere. Det har vi danskere fundet
ud af for længst, og derfor tager mange dertil hvert eneste år. Også nygifte
har fundet ud af, at det er et vidunderligt sted at holde sin velfortjente
honeymoon.
Da undertegnede og min tilkommende skulle planlægge
bryllupsrejsen, var det derfor ikke svært at beslutte os for Thailand.
Med
ønsket om at bo et romantisk, luksuøst sted, faldt valget hurtigt på Evason
Phuket Resort, som Kuoni-rejser udbyder. Ikke mindst fordi resortet også har
en Six Senses Spa.
Faldt i søvn
I spaen kastede vi os bl.a. ud i en tre timer
lang forkælelse, hvor vi lå på hver sin briks i samme rum med udsigt over
den smukke bugt. Her gik to thailandske kvinder så i gang med nærmest
synkront at massere hele kroppen, ordne ansigt, hænder og fødder.
Det
var så afslappende og dejligt, at vi begge var på nippet til at falde i
søvn. Faktisk mener jeg, der kom en let snorken fra briksen ved siden af,
men jeg kan jo have taget fejl.
Selv om selve hotellet er stort og
har over 500 værelser og villaer, virker det ikke uoverskueligt eller
voluminøst. En lille bus fragter én rundt, så man bliver ikke træt i benene.
På
området er der flere forskellige pool-områder, men ’The Infinity Pool’ er i
særklasse. Den hænger ligesom på klippeskråningen, og det ser ud som om,
vandet i poolen løber over og ud i havet.
Poolen og havet går
på den måde ud i ét, og der er forskellige niveauer, som gør det muligt at
ligge i vandoverfladen og f.eks. læse en god bog.
The
Infinity Pool er forbudt for børn, hvilket er et klogt sikkerhedsmæssigt
træk, og det gør den så også til et roligt område. Har man børn med, er The
Family Pool et rigtig godt alternativ med vandrutchebane og aktiviteter for
de små.
Privat ø
Hvis du endnu ikke er overbevist om, at dette hotel
er et sted for konger og dronninger, så hør her: Evason ejer deres egen
private bounty-ø, som hotellets gæster naturligvis har fri adgang til. Flere
gange om dagen sejler en af de charmerende små long-tail-boats ud til Bon
Island.
Her kan man nyde livet på de mange gratis solvogne eller
benytte sig af de gratis vandaktiviteter, som er stillet til rådighed.
Når
man nu er på Phuket-halvøen, så er mulighederne mange for at tage til andre
byer for at gå i byen, shoppe eller spise.
En ren drømmerejse
og perfekt som destination for et nygift, forelsket par.
