Persondata politik

Hamburg er en overset metropol

Tysklands Venedig: Den gamle hansestad Hamburg er et mekka af livsnydelse, puls og oplevelser - der er bare ikke mange, der har opdaget det

  • Hamburg er bygget op omkring vand og kanaler, faktisk siges det, at storbyen har flere broer end London, Venedig og Amsterdam - til sammen! (Foto: Kathrine Skjold)
« Forrige
Hamburg er bygget op omkring vand og kanaler, faktisk siges det, at storbyen har flere broer end London, Venedig og Amsterdam - til sammen! (Foto: Kathrine Skjold)
1 af 5
Næste »
 

Berlin er nærmest blevet danskernes anden hovedstad, mens Hamburg er helt overset som rejsemål. En fejl, for Hamburg er meget mere end en kæmpe industrihavn. Den er også en meget smuk by, som man med god grund kan rejse til, hvis man vil forkæle sig selv en uge eller en weekend.

Fordi byen ligger ved Elben, og er bygget op omkring søerne indre og ydre Alster, er man hele tiden i nærheden af vand og kanaler. Faktisk har Hamburg flere broer end Venedig, Amsterdam og London tilsammen.

'Gå ud'-kultur
Hamburg er den rigeste by i Tyskland. Intet andet sted er der flere millionærer samlet på et sted, bysbørnene er unge og single - omkring 50 pct. lever alene.

Den stærke købekraft, som byens indbyggere har, skaber et miljø for en udpræget 'gå ud'-kultur. I centrum af byen vil man ved middagstid opleve et rend af habit- eller spadseredragtklædte karrieremennesker, der smutter ind på cafeer og restauranter for at spise frokost.

Og med god grund. Det er godt og billigt at spise i Hamburg. Som en tommelfingerregel spiser man aldrig nogensinde decideret dårligt i Hamburg.

Højere kvalitet end pris
Betjeningen er et kapitel for sig selv. Om det er det lille portugisiske spisested (dem er der mange af) eller de mere trendy barer med høj drinksføring, har man altid fornemmelsen af, at man bliver betjent og opvartet af nogen, der kan lide, hvad de laver.

Pris og kvalitet hænger ikke sammen efter danske standarder. Man får meget mere, end hvad man betaler for.

Et godt eksempel er byens sushirestauranter. Hvor man herhjemme skal bruge flere hundrede kroner for at spise sig mæt i rå fisk, er det anderledes betaleligt i Hamburg. Fans af maki og nigiri kan få 15-20 stykker og misosuppe af bedste kvalitet som frokosttilbud for 10 til 15 euro eller 75 til 110 kr.

En simpel morgenmad med et par spejlæg, bacon og rugbrød fås for fire-fem euro (omkring 35 kr.), og to mennesker skal virkelig anstrenge sig selv og maven for at bruge mere end 100 euro på et lille, italiensk spisested. Især hvis man bevæger sig lidt væk fra centrum og ud i kvarterne som St. Georg, Schanzenviertel, Karoviertel og St. Pauli.

Et must for kaffe-junkier
Ved siden af et af Hamburgs gamle pakhuse i Speicherstadt ligger Kaffeerösterie. Her står store kaffesække fra hele verden og venter på at blive ristet og malet i en kæmpe kværn. Duften er fantastisk, kaffen, man kan nyde i cafeområdet, er helt forrygende. De har også et lille butikshjørne med masser af kaffelækkerier.

Beatles og gadens damer
Ikke langt fra den gamle Speicherstadt ligger byens berygtede gade Reeperbahn. Her ligger sexshops, biografer og stripklubber, og i området er der masser af gadeprostitution. Men det er også i dette område, at flere af byens teatre ligger, hvilket betyder, at mange af hamburgenserne selv bruger området til at gå i byen i. Det kan man også sagtens, der er sneget sig masser af steder ind, hvor man kan drikke øl uden at få en nøgen dame i hovedet.

Selvom Reeperbahn har masser af gadeprostitution af den hårde slags, er der heller ikke her utrygt, men lad være med at fotografere pigerne. De har altid en fyr stående et eller andet sted, og han kan ikke lide, at du prøver.

Beatles-fans kan gå i deres idolers fodspor, det var nemlig i dette område, Liverpool-drengene spillede i deres tidlige år.

Rote Flora og Gucci
Hvis ikke Reeperbahn er lykken, kan man søge nord for den. På gåben igennem St. Pauli når man på 20 minutter til Schanzen, et kvarter, som minder om Vesterbro eller Nørrebro i København. Gå efter gaden Shulterblatt, der ud over at være den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland har cafeer liggende skulder ved skulder. Det er også her, byens ungdomshus Rote Flora ligger.

Området er også værd at besøge inden for butikkernes åbningstider, her er masser af små, lækre forretninger.

Hvis man hellere vil ind og se på de dyre butikker i centrum, er det bare at tage toget fra Sternschanze station til Jungfernstieg. Når man kommer op fra undergrunden, står man nærmest med tæerne i Alster og med ryggen til hele centrums high-class boutiques.

Der er Hamburg
Man kan selvfølgelig også tage sig en rundfart på Alster og komme tæt på nogen af de multimillion-villaer, der ligger på brinken. Er man selv sejlkyndig, kan man langs Alster leje en lille sejlbåd og selv være kaptajn.

Og så er Hamburg jo en kæmpe industrihavn. Hvis man vil have fornemmelsen af, hvor stor den er, er en havnerundfart en god måde at opleve det på. De fleste både går fra Landungsbrücke, hvor den gamle Elbtunnel også ligger, og er værd at se. Med havnerundfarterne kommer man helt tæt på de store containerskibe, ser dem i tørdok og får nogle tal for, præcis hvor stort havneområdet er.

Efter den friske 'havluft' kan altid putte sig på en restaurant - igen. Hamburg er lige der.

Kør selv

- Det tager ikke lang tid at køre til Hamburg, lige meget hvor man kommer fra i Danmark. Og så er det selvfølgelig en fordel at have bilen med, hvis man gerne vil forsyne sig i grænsemarkederne på vej hjem.

- Sejler man derudover med en af Scanlines-færgerne, kan der være penge at spare på hotellet. Scanlines samarbejder med en række af de hamburgske hoteller i forskellige prisklasser, så færgebilletten kan udløse en fornuftig rabat.

Scanlines har også lavet en udmærket guidebog, som kan bestilles på tlf. 63 51 78 53.

Mad og drikke
Stor fadøl - 3-4 euro (22-29 kr.)

Caffelatte - 2,20-3 euro (16-22 kr.)

Forretter - 8-14 euro (60-105 kr.)

Hovedretter - 15-24 euro (110-180 kr.)

Drinks - Cosmopolitan og Mojito til 6 euro (45 kr.) - og så er de altså meget større end herhjemme!

Hotel i Hamburg
Som i alle storbyer ligger der også i Hamburg mange hoteller i området ved banegården.

Kvarteret hedder St. Georg og er meget charmerende og centralt i forhold til at udforske resten af byen, men her er også visse gader, hvor der er meget prostitution. Det er aldrig utrygt at bevæge sig i området, heller ikke alene pige, men man kan undgå det værste ved at fravælge hoteller langt nede af små sidegader som Ellmenreichstrasse og Bremer Reihe.

Til gengæld er trekanten mellem Kirchenallee og gaden Lange Reihe og den store sø Aussenalter lækker. Lange Reihe har masser af gode restauranter og barer, hvor tyskere selv kommer.

Book hotel
- Internetportalen www.hamburg-travel.de præsenterer omkring 160 hoteller i og omkring Hamburg.

- Hoteller der er mærket med % giver rabat, hvis man booker 'last minute' maks. fire dage før ankomst eller i god tid som er 12 uger før.

- En anden mulighed er at booke hotel telefonisk hos Hamburg Travel 0049/40/68999 899.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik