Persondata politik

På kiwi-jagt ved verdens ende

Stewart Island er New Zealands sydligste ø og et fredet paradis og naturreservat. Det er det eneste sted i verden, hvor den urgamle brune kiwifugl, landets nationalfugl, lever frit

  • Den brune kiwifulg er New Zealands nationalfugl.
Den brune kiwifulg er New Zealands nationalfugl.
1 af 1

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 
Alle sporene er der - fugleklatterne, fodaftrykkene, hullerne fra det 15-20 cm lange næb og små brune fjer. Ergo, der er ingen tvivl om, at de er her. Et eller andet sted. Kiwierne. New Zealands sky nationalfugl, der både er et natdyr og et efterhånden temmelig sjældent syn. Der findes flere arter af denne pudsige urfugl, der ikke kan flyve, men kun på Stewart Island findes den brune kiwi. Og da vi netop er her på øen, vil det altså være noget af en unik oplevelse, hvis vi ser en eller flere af disse fugle, der har eksisteret i omkring 30 millioner år!

Vi er en lille gruppe på fire, inklusive vores lokale naturguide, Furhana, og hun beder os være så stille som muligt, mens vi vandrer ad mudrede stier gennem den smukkeste, uspolerede og varierede natur på vej tværs over øen mod Mason Bay, hvor vi skal overnatte i en af DOC's (svarer til Skov- og Naturstyrelsen) hytter.

Hvor er du
Det er formiddag, og solen kæmper sig frem bag et let skydække, men selv om kiwien er et natdyr, er Furhana alligevel meget opmærksom, for som det eneste sted i verden er det muligt at spotte en kiwi i dagslys her på Stewart Island. Hvis man da kan få øje på den. Dens kløgtige fjerdragt får den nemlig let til at 'forsvinde' i naturens brunlige farver, så det kræver snilde at spotte dem, men heldigvis har Furhana en succes-rate på 75 procent, så vi er fortrøstningsfulde.

Sidst på eftermiddagen, 14 kilometer, masser af fjer og fugleklatter og de smukkeste naturscenerier senere er vi fremme ved hytten, men vi har stadig ikke set nogen kiwier, men derimod masser af New Zealands andre fugle. Vi smider rygsækkene, og selv om vi er trætte overtaler Furhana os til endnu en lille vandretur for at opleve klitterne her ved Mason Bay. Området minder lidt om strandene langs med Vesterhavet, men her er langt mere øde og helt unikt takket være de mange planter, der er hjemmehørende i New Zealand og altså ikke findes andre steder.

Tilbage i hytten får vi hurtigt tændt op i brændeovnen, mens Furhana gør klar til middagen, der består af lækker frisk fisk, pasta og grøntsager.

Et par timer efter mørkets frembrud er det atter på med overtøjet og vandrestøvlerne, for nu skal vi 'for alvor' spotte kiwier, da chancen for at opleve dem om natten jo er større. Lommelygter er bandlyst, men ved månens hjælp og Furhanas stedsans klarer vi at orientere os nogenlunde.

Mange gange hører vi kiwierne skrige deres rituelle parringsråb tæt på, og vores forventninger stiger. Men ak, vi ser kun en skræmt hare og nogle mus, så efter et par timer giver vi op og går til køjs i de medbragte soveposer, som vi har lejet af Furhanas firma Ruggedy Range Wilderness Experience.

Næste morgen er vi tidligt på færde og stadig håbefulde - for vi vil jo gerne se en rigtig kiwi, nu hvor vi har hørt og lært så meget om den. Inden klokken syv har vi rygsækkene pakket og har spist morgenmad, havregrød med syltede pærer. Mætte begynder vi den 14 km lange gåtur gennem mudderet tilbage til udgangspunktet, hvor en vandtaxi vil vente på os midt på dagen.

Endelig ser vi en Kiwi
Furhana standser indtil flere gange  ... 'schhh!', siger hun, men nej - det er atter falsk alarm, selv om der er masser af 'kiwi spor'. Bedst som vi har opgivet, og kun er en times tid fra målet, sker det. Dér, midt i buskadset, tuller en mellemstor kiwi rundt og spiser på livet løs. Kontinuerligt borer den sit lange næb ned i jorden og hiver føde op. Vi er bomstille, og den ser os ikke, så vi kan nyde dette helt specielle øjeblik 100 procent.

Det lyder absurd, jeg ved det godt, men at observere en bid af klodens urgamle mangfoldighed på tæt hold er en nærmest euforisk oplevelse. 20 minutter står vi stille og storsmilende og betragter kiwien, men så er der ikke tid til mere, for vandtaxien venter på os ved den lille anløbsbro.

Mætte af tre dages overvældende og fantastiske naturoplevelser, uforglemmelige solop- og nedgange og de friskeste og mest delikate fiskeretter i mands minde, er øopholdet slut.

Vi går til posthuset, hvor både vi og bagagen bliver vejet ind, så piloten har tjek på den totale vægt, og vi kan flyve sikkert tilbage til sydøen. Ikke alle er vilde med så små fly, så heldigvis er det også muligt at sejle til og fra Stewart Island, men så får man ikke dette unikke sted set fra luften, og det er synd.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik