Alene kvinde i Jordan

Et halvt år efter Muhamed-krisen for alvor bragte sindene i kog i Mellemøsten, skulle jeg alene kvinde på en fem dage lang rejse til Jordan. Og lad mig bare indrømme med det samme: Det var med bange anelser.

Hvad for noget tøj skulle jeg tage med – skulle jeg gå med tørklæde dernede?

Og hvordan ville folk reagere, når de fandt ud af, at jeg var dansker?

Fast besluttet på ikke at tage nogen chancer pakkede jeg kufferten med et tørklæde, nogle lange bukser og – til trods for 36 graders varme dernede – kun et par kortærmede kjoler i tilfælde af god stemning.

Efter otte timers transport – halvanden time til Wien og efter lidt ventetid tre og en halv times flyvetur til Amman – stod jeg midt i det Mellemøsten, jeg ellers kun kender fra aviserne og tv’s nyhedsudsendelser. Omgivet af kvinder i lange, løse kjoler og med slør om ansigtet. Nogle af dem helt dækket til, så jeg ikke engang kunne se deres ansigt. Og mange mænd i det, jeg kalder ’oliesheik’-tøj, hvilket jeg senere fik fortalt, er en kulturel og ikke religiøs betinget klædedragt.

Lad mig bare være ærlig: Bange er måske et for stærkt udtryk, men tryg ved situationen var jeg ikke. Jeg opsøgte derfor én af de få jordanske kvinder, der så meget vestlig ud i tøjet og spurgte, om det var sikkert at tage en taxa ind til byen?

– Nej, lad være med det. Tag med mig i stedet, jeg er én af kun tre kvindelige chauffører i byen, svarede hun og viste sig at arbejde for Hertz.

Lamas historie
Lama hed min chauffør, og i bilen fortalte hun åbenhjertigt om sit liv. Her den korte version:

– Jeg har tre børn. Tvillinger – drenge – på 13 år. Og en pige på 16. Min datter drømmer om at blive pilot, og jeg arbejder hårdt syv dage om ugen for at skaffe penge til børnenes uddannelse. For det meste er en arbejdsdag 12-16 timer, så jeg ser ikke børnene meget. Men de ved, jeg arbejder, fordi jeg elsker dem og vil sikre dem en god fremtid. Uden uddannelse er du ingenting i Jordan.

– For tre år siden blev jeg skilt, fordi min mand tævede mig. Min familie vil ikke snakke med mig. Jeg er en fraskilt kvinde, der arbejder som taxa-chauffør. Det vil de ikke have noget af. Men jeg vil hellere leve mit eget liv uden frygt end blive med en mand og redde familiens ære.

Puha. Mindre end en time i landet og allerede konfronteret med de enorme kulturforskelle, der er mellem Danmark og Jordan. Også når det kommer til gæstfrihed. Lama inviterede mig hjem på besøg, men desværre var det en af de oplevelser, jeg ikke fik nået på min rejse.

Undskyld balladen
I hele Jordan lever kun fem millioner mennesker, heraf mere end en million i hovedstaden Amman, der er en pulserende storby.

Her er brede boulevarder med højhuse overalt og lygtepæle, som er dekoreret med billeder af Kong Abdullah og hans hustru Dronning Rania.

For at fornemme følelsen af byliv tager jeg til den gamle bydel. Ikke at forveksle med gamle bydele i Jerusalem, endsige København. Manglen på arkitektonisk skønhed – når man ser bort fra den lokale moske – er udtalt.

Til gengæld er der et leben af mennesker – mest mænd – og traditionelle, arabiske butikker. Her kan du få tæpper til hjemmet, hovedtørklæder og lækker olie-parfume til konen, te og cigaretter til dig selv (manden, som i dette tilfælde ikke er mig).

Igen er jeg ikke helt tryg, men til gengæld sulten, og sætter mig derfor ind på en juice-café for at få en sandwich og noget at drikke.

– Hvor kommer du fra, spørger en af de syv mænd på cafeen venligt.

Jeg er den eneste gæst af hunkøn.

– Skandinavien, svarer jeg, bevidst om, at jeg ikke skal svare Danmark.

Og så undskylder han straks den ballade, der var for Muhamed-tegningerne. Spørger, hvad jeg synes om hans land. Og forklarer, at jeg ikke bør gå med tørklæde; det gør kun de kvinder, som selv vælger det.

Kun imødekommenhed
Fra min chauffør Lama ved jeg, at det er en sandhed med modifikationer. Hendes søster er gift med en mand, som spærrer hende inde og kun accepterer, at hun bevæger sig ud iført hovedtørklæde.

Men den forventede fjendtlighed – hadet imod alt vestligt – er der ikke blandt café-folket. Heller ikke selv om de ser mit leverpostejsfarvede hår. Fra de lokale jordanere oplever jeg ingen fordømmelse – kun imødekommenhed.

Da min første samtalepartner har forladt mig, kommer endnu en mand hen. Ikke flirtende eller ubehagelig. Kun nysgerrig.

– Når du sagde, du er fra Skandinavien, er det så fordi, du er fra Danmark?

Nervøst svarer jeg ja og får besked på, at i Jordan kan man godt skelne regeringens politik fra den enkelte borger. Vi er venner.

I taxaen på vej hjem til hotellet – jeg har nu hørt, at de gule taxaer i byen er sikre at køre i – er min chauffør en taleban-agtig, langskægget mand med arabisk musik på stereoen. Og helt ærligt, jeg er rædselslagen, men igen er mine bange anelser det samme: Fordomme fra en vestlig kvinde.

Næsten i bad med Jesus
Efter to døgn på et firestjernet, nusset hotel i Amman til 88 dollar pr. nat (ca. 450 kr.) går turen 40 km væk til hotel Kempinski ved Det Døde Hav.

144 dollar pr. døgn for et dobbeltværelse og eksklusiv luksus, som jeg tvivler på, noget dansk hotel kan leve op til.

Med Det Døde Hav tre meter uden for døren – og Israel på den anden siden af bredden, kun cirka 300 meter væk – er livet ren lir.

– I dette vand har Abraham, Jesus og Moses badet – du skulle prøve det, siger en arabisk kvinde, da vi mødes nede ved stranden.

Samtidig får jeg besked på, at mudderet ved Det Døde Hav er ren eliksir for huden.

Flydende nydelse
Jeg kaster mig ud i det – når Jesus & co. har været dér, kan jeg formentlig også – og det er en 25-30 graders varm, flydende nydelse.

Dog kan jeg ikke efterfølgende mærke, hvorvidt mudderkuren har gjort mig specielt mange år, uger eller dage yngre ...

Efter fem dage tager jeg hjem fra Jordan.

Hjem fra et land fyldt med imødekommende mennesker.

Hjem fra et land fyldt med kontraster – rigdom og uddannelse på den ene side, tradition og religion på en anden.

Hjem fra et land, hvor jeg efter bare få dage følte mig tryg og i en form for forståelse med de lokales tankegang. sekjaer@eb.dk