Backpacker tog billeder på stranden: Bagefter gjorde han en utrolig opdagelse

Den argentinske Martin Cervantes tog billeder på stranden Bondi Beach i Australien - det var først lang tid efter, at han fandt ud af, hvad kameraet egentlig havde fanget

Den unge argentinske backpacker fik fanget en helt utrolig situation i sit kamera, da han rejste rundt i Australien. (Foto: Martin Cervantes/Facebook)
Den unge argentinske backpacker fik fanget en helt utrolig situation i sit kamera, da han rejste rundt i Australien. (Foto: Martin Cervantes/Facebook)

Bondi Beach i Sydney i Australien er en af verdens mest berømte strande. Her flokkes backpackere fra hele verden samt lokale beboere, der vil ned for at slænge sig i det kridhvide sand, mens solen bager fra en skyfri himmel, før de tager sig en dukkert i det azurblå hav, hvor surferne rider på bølgerne.

Denne fantastiske strand ville den unge backpacker Martin Cervantes fra Argentina selvfølgelig også opleve, da han sammen med sin kæreste Solange Lipzin var på en længere rejse. Parret besluttede sig til at vandre fra Tamarama Beach til Bondi Beach, og undervejs tog Martin masser af billeder af den smukke natur. Da de kom frem til den berømte strand. kravlede Martin op på en klippe for at få nogle oversigtsbilleder af Bondi Beach. Og han begyndte at fotografere ud over den smukke strand og det blå hav.

Efter 3-4 billeder følte Martin sig tilfreds med resultatet og besluttede sig for at dele et af billederne med sine venner og sin familie på facebook. Her så en af hans venner dog noget helt specielt, som Martin ikke havde lagt mærke til. Vennen påpegede, at det faktisk så ud, som om der var en mand, der friede til en kvinde på en klippe lidt længere væk fra Martin.

Martin kunne godt se, at det faktisk så sådan ud. Men han tænkte ikke videre over det.  Men da Martin vendte tilbage til Argentina og downloadede alle sine billeder på sin computer, fandt han ud af, at hans ven faktisk havde haft helt ret. Martin havde nemlig ikke bare fanget selve frieriet på billedet. Han havde fanget en hel sekvens på tre billeder, der sammenlagt fortalte en meget smuk historie.

Først går manden hen mod kvinden:

Så sætter han sig på knæ og frier til hende:

Og endelig omfavner parret hinanden, fordi kvinden angiveligt har sagt ja til frieriet.

- Det virker, som om at jeg ved en ren tilfældighed har taget tre billeder præcis på det tidspunkt, hvor manden friede til kvinden, har Martin skrevet på et opslag på facebook omkring historien, der også er blevet taget op af diverse mediere heriblandt Daily Mail og Yahoo.

Martin forsøgte efterfølgende på facebook at komme i kontakt med parret, der blev forlovet på stranden. Og det gjorde han ved at bede alle om at dele billedet. Han kontaktede også mange af de mennesker, han havde mødt i Australien. Og det lykkedes ham faktisk at finde frem til det nyforlovede par, så han kunne forære dem billederne.

På et opslag på facebook slutter Martin hele den utrolige sag af med at sige tak.

- Tak til alle, som har hjulpet mig med at dele opslaget. Jeg har fundet frem til parret, og de har været meget lykkelige og glade for at se billederne, som de nu også har fået. Det er nu ikke længere nødvendigt at dele opslaget, skriver Martin.

Martin Cervantes poserer her med sin kæreste Solange Lipzin. (foto: Facebook)
Martin Cervantes poserer her med sin kæreste Solange Lipzin. (foto: Facebook)
 

1 af 2 Martin Cervantes poserer her med sin kæreste Solange Lipzin. (foto: Facebook)
2 af 2 Den unge argentinske backpacker fik fanget en helt utrolig situation i sit kamera, da han rejste rundt i Australien. (Foto: Martin Cervantes/Facebook)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen