Indlæser...

Maden var en ommer

16:06, 15. mar 2010 | June Thomsen

Annonce

  • Tema
  • Det koster ikke en herregård Ferie i Danmark: Det koster ikke en herregård

Annonce

Annonce

Lad mig sige det med det samme; jeg er ikke en sen spiser. Det passer ikke til min døgnrytme at begynde en treretters middag klokken 20.

Men vores spa-behandlinger forhindrer en tidlig middag, så klokken 20 indfinder vi os godt sulte i Brasseriet, Vejlefjords hyggelige restaurant med dekorative prismelysekroner og tunge, behagelige stole.

Jeg lægger mærke til det nyforelskede par, der ser ud til at have sparet op til denne aften, det ældre ægtepar, der er løbet tør for indbydes ord for flere år siden - hvorfor så pine sig selv og hinanden med et spaophold? - og jeg beundrer damen med den skrigorange bluse, som hun i øvrigt også bærer dagen efter.

Alt det har jeg god tid til - ud over at snakke med kæresten naturligvis - for vi venter 45 minutter på vores forret. Det er ellers ikke, fordi vi har bestilt noget ekstraordinært - næh, menuen er sat her på Vejlefjord, desuden er forretten kold og kræver minimal tilberedelse.

Kedeligt kød
- Undskyld, men er vores forretter på vej?

Spørgsmålet letter tempoet, og fem minutter senere gufler vi løs af en jævn (og kødholdig) røget dyrekølle. Sulten har for alvor sat ind på det tidspunkt. Så da en tjener spørger, om vi vil have hovedretten - det øjeblik vi slipper bestikket - er svaret ja.

30 sekunder senere står en lunken tallerken tyndstegsfilet, grønt og pommes duchesse foran os. Kødet bærer tydeligt præg af at have ventet på os eller nogle andre en del minutter. Det manglende overblik fra personalets side lægger en dæmper på humøret, for godt nok slår Brasseriet sig ikke op på at tilbyde gourmetmiddage, men Vejlefjord er bestemt ikke kroernes Netto. De ved udmærket, hvad de vil have for udsigt, overnatning og spa-behandlinger, og denne service er ikke et firestjernet sted værdig.

- Ja, naturligvis, forsikrer vores tjener os, da vi efterlyser lidt mere sauce - til at peppe stegen op.

Det glemmer hun. Vi opgiver til sidst at komme i kontakt med hende, spiser vores dessert og mukker lidt over, hvor dårlig mad-siden af vores ophold er. Det er helt klart en ommer.

Annonce


Annonce