Indlæser...

Det er fandeme hyggeligt i Præstø

Super forkælelse: Kvalitet og atmosfære går hånd i hånd på Hotel Frederiksminde i Præstø

12:07, 19. mar 2010 | Camilla Cornelius

Frederiksminde Hotel har en af de mest fantastiske locations. Fra alle værelserne har man udsigt til Præstø Fjord. (Foto: Mads Drejer)
Frederiksminde Hotel har en af de mest fantastiske locations. Fra alle værelserne har man udsigt til Præstø Fjord. (Foto: Mads Drejer) Se stort billede | Del

Annonce

Himmelsengen ser vidunderlig ud, og man sover også himmelsk i den. (Foto: Mads Drejer) Se stort billede | Del
Gourmet-menuen er gennemført, og alle retterne er smukt sat sammen af de lækreste råvarer. (Foto: Mads Drejer) Se stort billede | Del

Næsten himmelsk
Hotel Frederiksmindes gourmetmiddag

Jeg diskuterede antallet af stjerner med min kæreste, som nok har en lidt mere professionel tilgang til det kulinariske, end jeg har. Jeg ville have givet stedet topkarakter, men det ville han altså ikke gå med til.

For at få den sidste stjerne skulle tjenernes kendskab til de forskellige vine have været større, synes han. Desuden var det lidt komisk, at den ene tjener hver gang afsluttede sin præsentation af retten med: ’Det var, hvad der var’.

Men det var en god del af underholdningen.

Hit
Hele oplevelsen var generelt rigtig god. Fra vi kørte ind på parkeringspladsen, tænkte vi: Neej, hvor ser det hyggeligt ud. Sådan blev det bare ved med 'neeej-oplevelser'.

Hvert enkelt rum på hotellet har sin egen charme og er helt igennem gennemført. Værelserne er smukke og eventyrlige - selv bruseren er værd at nævne.

Jeg har været mange steder i verden, men har sjældent set begrebet hygge så godt repræsenteret som på Hotel Frederiksminde.

Skidt
Hvis jeg endelig skal finde noget at brokke mig over, så var det, at spa-afdelingen var lukket på grund af vinterferie. Vi diskuterede også, om prisen var i overkanten.

Et gourmetophold koster 1995 kr. pr. person. Det er med en overnatning, eftermiddagskaffe og kage, en syvrettersmenu med vin samt virkelig lækker morgenmad dagen efter. Man kan også vælge andre slags ophold, som ikke koster så meget, hvor man så får en trerettersmenu.

  • Tema
  • Sexbombe brugte brysterne som airbags Bryster: Sexbombe brugte brysterne som airbags

Annonce

Annonce
Man føler sig lidt som statister i en gammel, dansk film, når man lister rundt på Hotel Frederiksminde i Præstø.

Jeg ved ikke, hvorfor man lister, det sker bare helt af sig selv. Måske vil man ikke vække spøgelserne, som man må gå ud fra findes bag de flere hundrede år gamle vægge. Men det er ikke uhyggelige spøgelser, er jeg sikker på. De er lige så hyggelige og venlige som lokaliteterne og personalet.

Jeg ønsker straks, at mit ophold skulle vare længere end en enkelt overnatning, og selv om jeg er ikke er typen, der drømmer om at blive gift, så er det sgu lige før, jeg kunne overtales, hvis brylluppet skulle holdes her.

Masser af historie
Stedet ligger på et gammelt klosterområde, og det er nemt at forestille sig, at det historiske hotel har været byens førende og fineste. Det er her, børnene fra de mest velhavende familier har holdt afdansningsbal, og hotellet har lagt hus til adskillige fester for det bedre borgerskab gennem tiden.

Min kæreste og jeg får da også lyst til at iføre os henholdsvis smoking og stor balkjole og lade, som om vi er fra en anden tid. Tid bruger vi desuden masser af på at kigge på de tunge, gamle malerier og charmerende detaljer, som findes overalt på hotellet.

For et par år siden gennemgik stedet en omfattende renovering, hvor alting er blevet ført tilbage til den klassiske, romantiske stil fra 1890'erne.

Sneen vælter ned, så det er ikke det helt store sus at bevæge sig udenfor. Jeg ville ellers gerne have gået en tur omkring Præstø Fjord, som kan ses fra altanen på værelset.

Vi vover os i stedet et smut ned på havnen og får at vide af et par lokale, at hvis man skal have frokost, er det på Café Mocca, det sker. Måske et godt sted om sommeren, når man kan sidde på den store terrasse og nyde solen. Så er maden nok ikke så vigtig.

Men o.k. Betjeningen havde store bryster, hvilket så ud til at være fint for både min kæreste og de mange andre mandlige gæster på stedet.

Ren afslapning
Selv om det en smule ærgerligt, at vi ikke får set os indgående om i den hyggelige, gamle by med små huse og brostensbelagte gader, så har vi faktisk slet ikke lyst til at forlade hotellet.

Vi får serveret æblekage og kaffe i den store, lyse udestue og sidder derefter i flere timer med en bog i hænderne i pejsestuen. Det er ren afslapning og ualmindelig hyggeligt.

Senere følger en lur i himmelsengen, et bad, og i bedste familien Varnæs-stil indfinder vi os ved middagsbordet i spisestuen. Vi skal igennem syv retter, som hører med til det gourmet-ophold, vi har valgt.

Kaffe på sengen
Måske er det finanskrisen, måske er vi bare heldige. Der er ikke mange, der har fundet vej til Hotel Frederiksminde denne kolde vinterweekend. Derfor er de to tjenere helt afslappede og har ekstra tid til at hygge om os og de to andre borde.

Hver eneste ret smager vidunderligt og bliver serveret med behørigt mellemrum sammen med små anekdoter. Historier, som jeg hurtigt glemmer, da de to tjenere også er meget rundhåndede med at hælde op af både den mousserende vin, hvidvinen, rødvinen og dessertvinen. Da de godt kan se, at vi har fået, så hatten passer, tilbyder de - på en elegant måde naturligvis - at servere kaffen på værelset. Det er ren hygge - hele vejen igennem.

Annonce


Annonce