Star Tour bruger Mads Mikkelsen for at lokke de danske kvinder til at købe
rejser.
Det har konkurrenten Falk Lauritzen muligvis bandet over i starten, indtil man i stedet fandt på at hive den lidt ældre Gnags-legende, Peter A.G., ind i folden. For selv om han måske ikke har helt samme kvindetække, så har den 57-årige musiker boostet salget for det Herningbaserede rejsebureau.
- Vores salg af rejser til de nærmeste måneder er steget med 60 % over de seneste dage, og salget af sommerrejser går også rigtig godt, siger salgs- og marketingdirektør Søren Buchbjerg.
LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen guld værd for Star Tour
Han fortæller, at rejserne til Mallorca og Kreta er gået kraftigt frem, og det er især familierne, der i øjeblikket er ude at sikre sig en plads i solen til sommer.
- På nuværende tidspunkt har vi solgt 30 % flere all Inclusive-rejser end på samme tidspunkt sidste år, siger Søren Buchbjerg, der er begejstret for samarbejdet med Peter A.G.:
- Vi er fantastisk glade for det, fordi han repræsenterer mange af de samme værdier, som vi gør; han er troværdig, lun og et familiemenneske, der også nyder at samle dem, han holder af.
Vil være autentisk
Peter A.G. har gennem karrieren ikke ret ofte været til fals for ussel
reklamemammon, men alligevel sagde han denne gang ja.
- Det at rejse og komme ud og opleve at verden er større end andedammen her hjemme, det betyder noget for mig, og det har jeg det fint med at være ambassadør for, siger Peter A.G., der selv har skrevet speaken til reklamen.
- Jeg er ikke skuespiller. Jeg kan ikke reklamere for noget, jeg ikke kan stå inde for, og jeg kan ikke sige noget, der ikke er mig. Det, jeg siger i reklamen, ville jeg også sige, hvis jeg mødte et menneske, som jeg skulle tale om at rejse med. Det gør det autentisk. Og jeg vil gerne kommunikere autentisk.
