Allerede for ti år siden besluttede Dansk Camping Union (DCU) som den første
og så vidt vides eneste campingorganisation i verden at give medlemmernes
børn gratis adgang til dens 21 campingpladser.
– I begyndelsen var det mest for at trække nogle flere folk til i weekenderne. Vi oplevede, at der var mange, som ventede med at tage af sted på campingtur til om lørdagen, så de kunne spare en overnatning. Da vi indførte, at vores medlemmer kunne tage deres børn under 12 år gratis med, oplevede vi en stor fremgang i antallet af overnatninger, fortæller DCU-formand Bjarne Jensen.
LÆS OGSÅ: Hvilken campingtype er du?
Siden er det blevet gratis at medbringe poderne fra 1. marts til 1. oktober.
– Det er jo dér, de fleste familier tager på camping, siger Bjarne Jensen.
Han forklarer, at der ganske vist også er andre, der tilbyder, at man kan tage børnene gratis med på camping, men at det er enkelte uger hist og pist i forbindelse med kampagner og specialtilbud.
Et boost til branchen
– Ved at være helt konsekvente med vores tilbud vil vi gerne være med til at
give børnefamilierne en håndsrækning. Og selvfølgelig håber vi også, at det
kan være med til at give hele branchen et ekstra boost ved at tiltrække
flere unge familier og på den måde være med til at skabe en ny generation af
campister, siger Bjarne Jensen.
– Der var desværre nogle år, hvor camping havde fået et lidt skidt ry, men det er jo noget helt andet i dag, hvor det er gået hen og blevet en – misforstå mig ret – 'pæn' ting. Campingpladserne i Danmark har en høj standard, og der sker hele tiden nye ting i forhold til børnene, siger Bjarne Sørensen.
LÆS OGSÅ: Børn ville vælge camping
I ydersæsonen fra oktober til marts er det bedsteforældrenes tur til få børnebørnene gratis med.
– Hvis bedsteforældrene f.eks. skal passe børnebørnene og alligevel har en campingvogn stående et eller andet sted, er det da meget hyggeligere at tage på weekend eller efterårsferie dér end at sidde og kukkelure i en lejlighed, siger Bjarne Sørensen.
– Vi glæder os i hvert fald til at byde en masse glade børn, forældre og bedsteforældre velkomne, siger han.
