Persondata politik

Vikingerne kommer - igen

Vores berygtede forfædre havde ikke kun hang til plyndringer og drab, de var også bønder og dygtige handelsfolk

« Forrige
Næste »

Seneste i Ferie

Mest læste i Ferie

Seneste i EKSTRA

 

Det er hen ad middagstid. Krigere, bueskytter og trælknægte har taget stilling bag skjalden, landsbyens ældste. Langsomt sætter han i med sang, mens han taktfast slår trommen an. Som i en slange bevæger ung som gammel sig i optog mod den travle markedsplads, hvor arbejdende håndværkere opfordres til at slå følge. Det er starten på den årlige Lammefestival på Ribe VikingeCenter, og den højtidelige stemning er ikke til at tage fejl af. Det er i dag, et af forårets smålam skal slagtes.

Her kunne man så tro, at en slagtningen anno 710 ville foregå med en kniv for struben, sådan som det sandsynligvis foregik i vikingetiden, men slagtningen foregår udramatisk med en kugle for panden. Lammet falder til jorden og bliver herefter hængt mellem to træer, mens blodet får lov at dryppe.

Nu træder vølven Gunna til. Hun er vikingernes troldkvinde og asatroende. Hun tager lerskålen med blodet og leder følget med publikum til offerpladsen, hvor blodet ved en mindre ceremoni bliver skænket til guderne Thor og Odin.

Uden mad og drikke ...
Og mens ritualet med den blodrøde offergave skal mildne guderne og give beskyttelse til vikingerne, bliver resten af lammet pelset og parteret. Her en intet, der går til spilde.

Ulden bliver til tøj og tæpper, tællen til lys i olielampen, knogler og ben til redskaber og fløjter, horn til drikkekopper, mens kødet bliver forvandlet til fristende retter som lammekødsruller, lammepølser, høvdingegryde og blodpandekager i langhusets store vikingekøkken.

LÆS OGSÅ: Rejs selv på vikinge-togt

I det sydende køkken kan publikum hjælpe med at tilberede de mange nordiske vikingeretter over åbent bålsted og ikke mindst deltage, når smagsprøver på kokkens kunnen deles ud.

Det er også her i det hyggelige langhus, hvor vikingerne både sov, spiste, levede og holdt husdyr, at man kan hjælpe til, når kornet skal males, smørret skal kærnes, fisken skal saltes, eller en lammesteg skal pakkes i skræppeblade og siden gaves ned i den udendørs jordovn.

Selvforsyning er vel forsyning
Men ingen brød i ovnen eller lammeret i gryden uden friske forsyninger. Og hvad forsyninger til køkkenet angår, var vikingerne både selvforsynende og velforsynede. De fiskede, var jægere og dyrkede deres marker, og på Ribe VikingeCenter kan man prøve kræfter bag den oksetrukne plov.

Eller hvad med at give en hånd med, når der skal luges i urtehaven, hvor krydderurter, lægeplanter, farveplanter og nytteplanter som hør, ramsløg, mælde, jernurt og syre vokser side om side?

Måske møder du en af stedets 35 produktionsskoleelever, der sæsonen igennem arbejder med både dyrehold, landbrug og håndværk. Og hvis en enkelt besøgsdag ikke er nok, kan man yderligere melde sig som frivillig beboer og formidler på centret, der sommeren igennem gør god brug af op mod 800 frivillige kræfter.

En god handel
Ud over langhuset eller Storgården, som er en rekonstruktion af et originalt vikingehus med tilhørende bygninger fra år 980, er der bygget yderliggere otte autentiske vikingehuse fra 825 på centret.

Selve markedspladsen er, som markeder så ud i 710. Pladsen er overbroderet med små boder og arbejdende værksteder, og her kan man bl.a. se, hvordan smeden, væveren, perlemageren, træsmeden, pottemageren og våbensmeden arbejdede.

Har man tålmodighed, kan man bl.a. prøve at smelte romersk glas til perler over åben ild, eller man kan knytte sit eget armbånd.

Hvert år, når Ribe VikingeCenter den første uge i maj slår dørene op for endnu en sæson, er det med et af Skandinaviens største vikingemarkeder, der tiltrækker nysgerrige og handlede fra nær og fjern.

Med bue og pil
Men vikingerne kunne andet end at afholde markeder og dyrke land. De var dygtige sømænd og sejlede på togter ud i verden, hvor de handlede eller erobrede sig til slaver og materielle goder. Men måske var vikingernes rygte værre end vikingerne selv. Vi ved det ikke. Men et er sikkert; det krævede lærdom og mandsmod at begive sig ud på togterne.

Derfor var det vigtigt at kunne håndtere våben, og på bueskydningsbanen får man et godt indblik i, hvordan vikingerne trænede med våben. Her kan du f.eks. selv mærke, hvilken kraft og teknik der skal mestres for at skyde med langbue. Det er faktisk ikke nemt at spænde buen. Eller hvad med en konkurrence i øksekast?

Du kan også høre falkoneren fortælle og demonstrere brugen af rovfugle ved jagt, sådan som det sandsynligvis er foregået i vikingetiden. De forskellige rovfugle kommer så tæt på, at man kan mærke spidsen af de yderste vingefjer strejfe håret.

Bidt af en gal viking

Du kan møde vikinger i hele landet, bl.a. på:

1 Nationalmuseet, København, hvor man kan se nogle af de mest værdifulde fund fra vikingetiden som våben, smykker, mønter, runesten m.m.

2 På Vikingeskibsmuseet i Roskilde er fem originale vikingeskibe udstillet, mens man kan se og evt. sejle en tur i en af rekonstruktionerne på Roskilde Fjord.

3 I Sagnlandet Lejre kan man også møde vikingerne, sejle i udhulede træstammer, male mel eller deltage som frivillig, når Skjoldungernes Skibssætning – Danmarks største og tungeste teambuildingprojekt – løber af stablen i sommer. Alle kan deltage efter tilmelding hos Lars på lah@sagnlandet.dk.

4 Ved Trelleborg i Slagelse kan man opleve resterne af en vikingeborg omgivet af en ringmur på 134 m i diameter. I sommerperioden er der vikingemarked.

5 Ladbyskibet i Kerteminde er resterne af et 20 m langt krigsfartøj, som er gravsted for en vikingehøvding, der er begravet med alle sine ejendele.

6 Hos Ribes Vikinger, Ribe, møder du en stor markedsplads, der beskriver Ribe på den tid, hvor handelen var vigtig for vikingerne, mens multimedieværelset Odins øje giver en interessant rejse tilbage i tiden.

7 Bork Vikingehavn er primært rekonstruktioner af vikingernes huse og skibe.

8 Jellinghøjene og runestenene i Jelling er nogle af de vigtigste historiske steder i Danmark, der vidner om Danmarks dåb, efter at Harald Blåtand introducerede kristendommen til danskerne.

9 Endelig kan du opleve vikingerne på Hobro Museum, Lindholm Høje, Vikingemuseet i Aarhus (del af Moesgård Museum) og ved Aggersborg.

Her ligger det

Ribe VikingeCenter ligger blot et stenøksekast uden for Ribe i Vestjylland og er en autentisk rekonstruktion af vikingetidens Ribe.

Centret er placeret i åbent terræn ved gården Lustrupsholms marker, men har tilgængelighedsmærket 'God adgang' og dermed adgang for gangbesværede.

Det er muligt at leje en guide på stedet, der viser rundt i en halv til en hel time.

Der er en café på stedet og masser af udendørs arealer, hvor man kan indtage den medbragte madpakke.

Se mere på ribevikingecenter.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik