Persondata politik

Plyndret af lækkersultne dådyr

I Skandinavisk Dyrepark kommer gæsterne - også dem på fire hjul - helt tæt på dyrene. Især hvis du har foder på lommen

« Forrige
Næste »

Seneste i Ferie

Mest læste i Ferie

Seneste i EKSTRA

 

Smukke, lækkersultne – og pivfrække!

Sådan kan flokken af dådyr i Skandinavisk Dyrepark på Djursland vist bedst beskrives.

Parken – der som navnet antyder udelukkende huser skandinaviske dyrearter – har i alt 21 arter fordelt på store, åbne anlæg, og hos dådyrene får begrebet 'tæt på' en hel ny betydning. Hvis du altså har husket at bevæbne dig med de små rød- og hvidstribede slikposer med foder, som man kan købe i indgangen for en flad tier.

Spiser af hånden
Da min far, som sidder i kørestol, og jeg besøgte parken en solbeskinnet fredag eftermiddag, var vi netop nysgerrige efter at opleve flokken af dådyr, og vi blev bestemt ikke skuffede.

Så snart vi går ind i folden og knitrer lidt med en af poserne, ved dyrene, hvad klokken er slået.

De har ellers stået og passet sig selv på græsset, hvor der er adgang forbudt for mennesker, men da det går op for dem, at der er mad inden for rækkevidde, kommer de stormende, slentrende og forsigtigt gående imod os og omringer både min far i kørestolen og mig.

De spiser foderet direkte fra begge vores hænder, og vi får lov til at mærke deres bløde mule, men så heller ikke mere.

Så snart foderet i hånden er væk, gider de ikke snakke mere med os –og det gælder om at holde godt fast i poserne.

Nogle af de her dådyr er nemlig mere end almindeligt ivrige, og hvis de ser deres snit til det, så plyndrer de hele posen på én gang, og så er der ikke noget til de mere forsigtige. Således måtte undertegnede spæne efter mere foder i kiosken.

Hævet over dyrene
Turen videre rundt i den 450.000 kvadratmeter store park går via et stort stisystem, som både er barnevogns- og kørestolsvenligt.

Det kræver dog en del kræfter – i hvert fald for undertegnede – at skubbe en voksen mand rundt på det kæmpe areal i en manuel kørestol. Og for gangbesværede er det virkelig en udfordring at komme hele vejen rundt. Men heldigvis er der masser af plads på stierne, så man kan sagtens holde pause og nyde dyrene, der går frit rundt i store folde.

LÆS OGSÅ: Rejseguide til ældre og mennesker med handicap

Nogle af højdepunkterne er de parker, som er bygget til henholdsvis ulvene, elgene, de brune bjørne og isbjørnene. Her kan dyrene boltre sig på store arealer, mens publikum går gennem området på gangbroer, der er hævet over anlæggene.

Et unikt koncept, som bliver kopieret af dyreparker verden over, fordi det på den ene side giver dyrene masser af plads, og på den anden side gør det muligt at opleve dem på tættest mulige hold – i sikker afstand naturligvis.

På første parket
Flere steder kommer du i øjenhøjde med dyrene, og ved fodringstid er du virkelig på første parket.

Som for eksempel når de store brune bjørne – Palo, Bamse, Bruno, Brunhilde og Bette – samles til dagens måltid. Allerede inden dyrepasseren når ned til broen, sidder bjørne på rad og række – klar til at gribe maden, som han kaster gennem luften til dem.

På menuen står både fisk, æbler og bjørnenes favoritslik, rosinboller, og det er imponerende at se, hvordan de tunge bjørne fanger det ene 'bytte' efter det andet med munden.

Da bjørneparken åbnede i 2003 var det under mottoet 'vores bamser er større end dine', og de er virkelig også store, når de sidder der og venter sultent på maden. Men det er der måske ikke noget at sige til. Brune bjørne kan blive op til 400 kilo tunge.

Et par dovne blikke
Ud over dyrene i de store parkanlæg kan du på turen rundt i dyreparken blandt andet opleve vildsvin, moskusokser, krondyr og sikahjorte. Og så kan du ligesom med dådyrene fodre geder og rensdyr.

Sidstnævnte skænkede os dog ikke andet end et par dovne blikke, da vi stod og rystede med posen ved folden, mens de lå i den anden ende og slappede af.

Men så er det jo godt, at man lige kan smutte tilbage til dådyrene, hvor der altid er venner at få – så længe, du har noget at gi' af.

Skandinavisk Dyrepark

Skandinavisk Dyrepark åbnede i 1994 under navnet Hjortens Verden.

I dyreparken kan du opleve følgende dyr: Isbjørn, brun bjørn, ulv, moskusokse, elg, polarræv, rød ræv, ilder, slanger, dådyr, rensdyr, krondyr, sika, vildsvin, egern, geder og fugle.

Derudover byder parken på aktivitetscentret Mammut. Her kan du som det eneste sted i Europa opleve et ægte mammut-skelet i fuld størrelse. Du kan prøve at løfte en mammut-stødtand og føle på en masse bløde skind fra blandt andet bjørne og ulve.

Entrépriser: Voksne: 165 kr. Børn (3-11 år inkl.): 95 kr. Børn (0-2 år inkl.): Gratis.

Nem handi-ferie

Det kan være sin sag at holde ferie, når man er handicappet, og når man sidder i kørestol som min far, er rigtig mange restauranter og seværdigheder utilgængelige. Under vores ferie på Djursland fik vi dog flere gode oplevelser.

Her er en række gode steder:

Fregatten Jylland, Ebeltoft:

Der er bygget elevator i skibet. Det betød, at min far stort set kunne komme rundt på hele fregatten og opleve verdens længste træskib på tæt hold. Obs! Der er visse begrænsninger, og elevatoren er ikke så stor.

Kattegatcentret, Grenaa:

Centret er Danmarks største tropiske hajcenter, og en fed feature er tunnelen, hvor du går gennem hajtanken, mens hajerne svømmer hen over hovedet på dig. Min far kunne uden problemer komme rundt med kørestolen.

Ree Park, Ebeltoft:

Kun delvist egnet. Flere steder er der bakker, og grusstierne gør det svært at komme frem i kørestol. Jeg havde ikke kræfter til at skubbe min far rundt, men det havde min bror heldigvis. Ree Park huser mere eksotiske dyr end den skandinaviske dyrepark, så man kan sagtens få noget ud af at besøge dem begge.

Her kan du bo:

Dronningens ferieby i Grenaa er et rigtig godt bud til en handicapferie. Feriebyen drives af Scleroseforeningen, og alle husene er indrettet til mennesker med fysiske begrænsninger. Stedet er ikke ligefrem moderniseret, men alt er meget funktionelt, og det er vel det vigtigste. Der er flere handicapvenlige spisesteder i nærheden.

Her har vi også været med kørestol:

Legoland, Billund.

Danmarks Akvarium, Charlottenlund.

Nordsømuseet, Hirtshals.

Givskud Zoo, Give.

Holmegaard Park, Fensmark.

Knuthenborg Safaripark, Maribo.

Ørnereservatet, Bindslev, Skagen.

Vesterhavet. Nogle steder – som ved Nr. Lyngby i Nordjylland – er sandet så hårdt, at man kan køre helt ude ved vandkanten med kørestol. Andre steder skal man være glad for Falcks autoservice, når bilen sidder fast i sandet.

Find selv flere!

Interesseorganisationen for mennesker med rygmarvsskader RYK har lavet en tilgængelighedsdatabase over Danmark. Her kan du søge på både seværdigheder, spisesteder og offentlige institutioner og se, hvor handicapvenlige de er.

Du finder databasen på ryk.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik