Persondata politik

Fingeraftryk og fotokunst

Opklar mordgåder med politiet, lær at tage billeder og klæd dig ud som spøgelse på landets børnevenlige museer

Seneste i Ferie

Mest læste i Ferie

Seneste i EKSTRA

 

Museer er andet end fornem kunst og statuer af bronze. Over hele landet er der masser af muligheder for at kombinere et museumsbesøg med sjove aktiviteter, der på opfindsom vis inddrager både store og små børn i kunstens, historiens og mysteriernes verden. Er der for eksempel virkelig spøgelser på Kronborg? Hvordan er nogle af historiens største forbrydere blevet fanget? Hvordan er det at arbejde som professionel fotograf? Ferie har fundet fem forslag til museer, der kan give dig spænding i efterårsferien.

Fang tyven
På Politimuseet i København kan du se, hvad politiet laver, når de er på job, høre om fortidens tyveri- og mordhistorier eller få taget dit fingeraftryk. Og i efterårsferien har du mulighed for selv at lege betjent. Eksempelvis kan du mandag og fredag være med til at fange tyven til arrangementet 'Hvem er tyven?', der sætter dig på en opklarende opgave. Tirsdag og torsdag kan du teste dine evner som politibetjent og lave dit eget politiskilt.

Om onsdagen holder Københavns hundepatruljer opvisning kl. 13, hvor de demonstrerer, hvordan hundene finder spor og beviser. Bagefter kan du få lov at tale med betjentene om hundene og deres arbejde.

Teenagere fra 15 år kan tirsdag og torsdag deltage i aftenarrangementet 'Mordhistorier i mørket', hvor betjente fortæller om virkelige mordhistorier, blandt andet om den berygtede morder Peter Lundins brutale drab på sin familie. Nogle arrangementer kræver tilmelding på forhånd.

Læs mere på politimuseets hjemmeside www.politimuseum.dk.

På spøgelsesjagt
Det store renæssanceslot Kronborg, som også er hjem for vores kære sagnhelt Holger Danske, der ifølge myten vil vågne til dåd, hvis Danmark kommer i nød, skruer op for uhyggen i efterårsferien. Her kan børnene nemlig komme på spøgelsestur iklædt hvide lagener og kun en lille lommelygte som vejviser i mørket. Turen indledes med en spøgelseshistorie, som efterfølgende går ned i kælderen, op og ned af snævre trapper og ind i skjulte kroge, imens historier om Kronborgs helt egne spøgelser bliver fortalt. Når spøgelsesturen er færdig, får alle deltagere et spøgelsesdiplom, og hvis du er blevet sulten undervejs, kan du få lækre spøgelseskys og tørstslukkende drageblod til at stille spøgelsessulten med. Men bare rolig – det er ikke den ægte vare.

Der er spøgelsesture på Kronborg hver dag i efterårsferien kl. 13.

Børn under seks år har gratis adgang, mens større børn op til 14 år koster 45 kr. og voksne 100 kr. Prisen inkluderer også adgang til resten af slottet.

Læs mere på www.kronborg.dk.

Fotograf for en dag
Har dine børn tendens til at stjæle familiens kamera i tide og utide, er det en oplagt mulighed at lege rigtig fotograf. Museet for Fotokunst på Brandts Klædefabrik afholder Foto MiniMarathon fra den 15.-19. oktober for børn fra ni år.

Deltagerne får stillet fem fotoopgaver, der tager udgangspunkt i spørgsmålet 'Det gode liv – hvad er det?' Du har en dag til at løse opgaven og efterfølgende bliver billederne udstillet i Brandts' foyer, og du deltager i konkurrencen om et gavekort til museumsshoppen. Det er gratis at deltage, og du skal blot møde op i foyeren kl. 10 og 11. Torsdag kl. 12 og 13. Foto MiniMarathon er en del af 'Det gode liv'-tema i Fototriennale 2012, en udstilling, der løber fra den 3. til den 31. oktober på Museet for Fotokunst, Brandts.

Læs mere på www.brandts.dk.

Rollespil på Fregatten
Verdens længste træskib inviterer ombord til masser af aktiviteter på dæk i efterårsferien. På Fregatten kan du blandt andet opleve Flådens Helte – matroser, officerer og bådsmænd fra rollespilsforeningen Einherjerne, der bor og arbejder på båden hele ugen. Søspejderne vil også hoppe ombord og sørge for underholdning og aktiviteter for publikum. Og hvis børnene trænger til at få ryddet ud i det legetøj, de ikke længere bruger, kan nogle andre få glæde af det. Fregatten arrangerer nemlig loppemarked for børn af børn. Det er helt gratis at få en bod. Tilmeld dig på forhånd på info@fregatten–jylland.dk eller duk op med sækken fuld af gode sager på dagen.

Læs mere om efterårsferien arrangementer på www.fregatten-jylland.dk.

Som i gamle dage
Det underjordiske museum i Hjemsted Oldtidspark i Sønderjylland inviterer dig ned i mørket, hvor du kan du se grave, gravurner og originale fund fra jernalderen. I Nordgården på museet findes en rekonstruktion af et gårdanlæg fra guldhornenes tid. Her kan du se, hvordan bønderne levede i gamle dage.

I museets aktivitetspark kan du opleve, hvordan man slagter får, geds og ænder og bagefter forarbejder kødet. Du kan også prøve at skyde med bue og pil, eller tage en sejltur i udhulede træstammer.

Hvis det regner, kan du besøge stedets værksteder, hvor du kan lave din egen læderpung eller smykker, snitte træknive, male dit eget skjold eller lægge puslespil af potteskår.

Læs mere på www.hjemsted.dk.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik