Læsø rimer på jomfruhummerhaler, sydesalt og tage af tang. Øen ligger øst for
Frederikshavn, et godt stykke ude i Kattegat.
Læsø vrimler med specialiteter fra Læsø Bryggeri til Juul's Gårdbutik, hvor grisene opdrættes på store marker omkring gården, inden de slagtes og ender som specialiteter i kølemontrerne.
Og så kan man nyde, at Læsø er en del af Danmarks ørkenbælte, der strækker sig fra Storebælt til det nordlige Kattegat, hvor nedbøren er omkring halvdelen af landsgennemsnittet.
LÆS OGSÅ: Læsø i luksus og på budget
De gunstige forhold skabes blandt andet af de norske og svenske fjelde. Det gør Læsø til et oplagt feriemål året rundt.
Naturlige råvarer
Tre fjerdedel af øen er i dag naturområde. Og naturen har da også haft stor
indflydelse på det meste, Læsø kendes for i dag. Omkring øen er der meget
lavvandet med revler, hvor øboerne i gamle dage havde en god indtægt fra de
mange skibe, der gik på grund og strandede. I dag er de lavvandede områder
stedet, hvor henter fiskerne i stedet tonsvis af jomfruhummere, der sælges i
Danmark og Sydeuropa. Jomfruhummere er en fantastisk spise, der kan nydes på
mange forskellige måder. Ligesom De kan købes rensede i kilovis på øen, men
husk en god fryseboks til bilen.
Fra havet hentede bønderne også tang til gårdenes tage. Og det er stadig muligt at kigge nærmere på de såkaldte tanggårde. Både Læsø Museum og museet Hedvigs Hus er interessante at besøge, hvis du er interesseret i øens historie.
LÆS OGSÅ: Læsø hitter hele året
Tagene blev i sin tid lavet af øens kvinder, fordi øens mænd var sømænd på langfart. Fordelene med tagene var, at tang var et billigt materiale. Det er robust, når det bliver snoet til lange slange, inden det bliver lagt på taget. Og tang samler ikke utøj, fordi det er mættet med salt.
Saltsydning og kurbad
Sydesalt har været synonymt med øen i århundreder. Saltsydning er mulig på
grund af øens specielle geologiske forhold, hvor grundvandet bliver
saltholdigt af indtrængende havvand under øens sydlige strandenge. En del af
det oplagrede vand fordamper, så det resterende når op på en saltholdighed
på 12-16 pct. mod havvands omkring tre pct. Det meget saltholdige vand
hentes til saltsyderiet syd for Byrum, hvor store sydekar forsigtigt
opvarmes, så endnu mere vand fordamper, og saltet udkrystalliserer på
overfladen, hvorfra det kan skummes af.
Saltet er godt, og der er penge i det. En pose med 250 gram Læsø Sydesalt sælges for 55 kr. i Læsø Saltsyderi, hvor man også kan følge hele processen og selv prøve at syde salt.
Vil du forkæle dig selv, kan du tage en tur i Læsø Kur & Helse, hvor saltet benyttes i de store bassiner og til en række ansigts- og kropsbehandlinger. Kuranstalten er indrettet i den nedlagte Vesterø Havnekirke, hvor kun tårnet står tilbage og nu indgår i en spændende arkitektonisk løsning.
