Hvor kommer den mon fra, potten med persille eller mynte, som er lagt i
indkøbsvognen for at blive transporteret hjem til vindueskarmen eller
udplantning i haven?
Det er ikke usandsynligt, at den er fremavlet på Vitskøl Kloster, der er landets største producent af krydder- og lægeurter med et udvalg på 200 arter.
Kvaliteten er i top. Ellers ville f.eks. Løgismose A/S, der har slået sig op på at satse på gourmet-produkter, næppe være blandt aftagerne, som også tæller Svinkløv Badehotel både med hensyn til krydderurter og grøntsager. Og så er der supermarkeder, grønthandlere, andre planteskoler samt postordresalget og haveinteresserede, som lægger vejen omkring Vitskøl Kloster for at hente inspiration i urtehaven med henblik på at udvide samlingen i den hjemlige krydderhave. Eller blot gøre en handel i det røde træskur, som holder åbent fra morgenstunden.
Mange varianter
Der er tre drivhuse, to kolde og et varmt, og der er fyldt godt op med
krydderurter i potter i flere størrelser, 11, 13 og 16 cm, som for de mest
almindelige sorters vedkommende koster henholdsvis 30, 45 og 60 kr. Her er
mynte ikke bare mynte og timian ikke bare timian. Der er mange varianter at
vælge imellem. Det samme gælder f.eks. også basilikum, som fås i bl.a. en
blålilla version.
LÆS OGSÅ: Besøgstips til kongekirkerne
– De fleste, der kommer her, er nok nysgerrige efter at se andre krydderurter end de mest kendte. Men flertallet er tilbageholdende med at købe dem, måske er de usikre over for brugen af dem, mener stedets gartnerfaglærer Helene Kejser og tilføjer, at salvie kommer med i kurven, hvis kunderne skal flotte sig lidt.
– Det er anderledes med samlerne. De skal bare have alle de varianter, de kan opdrive, selv om de sjældnere planter er dyrere, forklarer hun.
Hold festen her
Gartneriet leverer også alle krydderurter og grøntsager til Vitskøl Klosters
køkken, hvor der hver dag bliver lavet mad til stedets 64 elever plus
personale samt til diverse møder, kurser og sammenkomster.
Private har også mulighed for at leje lokaler til familiens mærkedage i disse herskabelige omgivelser kun et stenkast fra Limfjorden.
