Danmark

SAS udvider afgange til Jylland

SAS udvider med ekstra afgange på ruterne til Aarhus og Aalborg fra København

Fra efteråret er der flere afgange at vælge imellem, når man skal flyve fra København til henholdsvis Aarhus eller Aalborg.

SAS opretter 14 ekstra ugentlige flyafgange på ruten mellem Aarhus og hovedstaden. Udvidelsen sker fra 3. september, og der sættes samtidig større fly ind, meddeler SAS. Der bliver syv ekstra afgange hver vej.

Det skal give kunderne bedre adgang til og fra hovedstaden og til SAS-netværket ud i verden. SAS er det eneste selskab, der flyver på ruten efter Cimber Sterlings konkurs i maj.

I maj tilføjede SAS flere ekstra afgange mellem Aarhus og København og har siden da oplevet øget efterspørgsel på ruten. Det er baggrunden for, at SAS sætter de ekstra afgange ind, som fordeles på hverdagsformiddage og midt på dagen i weekenden.

- Vi har lyttet til kunderne, som har efterspurgt flere afgange og pladser på flyene, siger Per Møller Jensen, der er vice president for marketing og Eurobonus i SAS, i en pressemeddelelse.

Flere flyafgange og større fly betyder en udvidelse af antallet af sæder med 60 procent, oplyser SAS. Udvidelserne giver i alt 80 ugentlige afgange fra de to byer.

Også på ruten fra København til Aalborg udvider SAS med 10 ekstra afgange og større fly. På denne rute bliver der i alt 106 ugentlige afgange fra de to byer.

Kombinationen af større fly og flere afgange vil i september give kunderne ca. 30 procent flere sæder end det, der var tilgængeligt i maj, hvor Cimber Sterling stoppede med at flyve på ruten mellem Aalborg og hovedstaden.

- Vi har lyttet til kunderne, som i foråret og over sommeren har efterspurgt flere afgange og pladser på flyene. Med de aktuelle udvidelser på Aalborg-ruten har vi lukket hullerne efter Cimber Sterlings konkurs, lyder det fra Per Møller Jensen.

/ritzau/

Seneste i EKSTRA

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk