Persondata politik

SAS tjener 330 millioner på sommermånederne

Flykoncernen SAS fik i andet kvartal et mindre overskud, men har stadig underskud målt på første halvår

  • SAS har isoleret set haft en fremragende sommer. Men der er stadig et stort underskud fra første kvartal at forholde sig til. (Foto: Thomas Borberg/Polfoto)
SAS har isoleret set haft en fremragende sommer. Men der er stadig et stort underskud fra første kvartal at forholde sig til. (Foto: Thomas Borberg/Polfoto)
1 af 1
 

Andet kvartal gav flykoncernen SAS et overskud før skat på 331 millioner kroner. Dermed lapper man lidt på det store underskud fra første kvartal.

Samlet for de første seks måneder har SAS dog et underskud på 679 millioner kroner før skat.

Selskabets omsætning for første halvår steg svagt fra 18,4 milliarder kroner sidste år til nu 18,7 milliarder kroner.

- Selv om resultatniveauet ikke er tilfredsstillende, ser vi nu, at vores strategi 4 Excellence begynder at give resultater, siger SAS-koncernchef Rickard Gustafson i en kommentar.

SAS fik dog hjælp til resultatet i andet kvartal af et ejendomssalg, der styrkede resultatet før skat med godt 200 millioner kroner.

Selskabet har været hårdt ramt af høje udgifter til brændstof. I løbet af første halvår er regningen til brændstof steget med omkring en milliard kroner i forhold til samme periode året før.

- Den relativt høje brændstofpris faldt noget i andet kvartal, men steg igen i løbet af juli, konstaterer Rickard Gustafson.

SAS glæder sig over en lille fremgang i enhedsindtægten som følge af bedre fyldte fly.

Antallet af passagerer er i løbet af det første halvår steget med godt fire procent eller 551.000.

SAS-ledelsen forventer en vækst i markedet på mellem fem og syv procent i antallet af passagerer i 2012, og SAS vil øge sit udbud af flytrafik med cirka fire-fem procent.

I løbet af første halvår har SAS genindført gratis kaffe og te til passagererne på alle typer af ruter, man er på vej med trådløst netværk om bord og har flere tidsbesparende løsninger som Smart Pass. Det har ifølge SAS bidraget til yderligere at forbedre kundetilfredsheden.

Selskabet arbejder dog fortsat i et svært miljø. Den økonomiske usikkerhed, høje brændstofpriser, valutakursernes udvikling og den stærke konkurrence gør alt i alt, at SAS ikke vil ud med noget bud på selskabets resultat for hele 2012.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik