Danmark

På camping i fortiden

Hjertet bliver fyldt med 60'er-toner og autentisk hygge på retrocamping

  • At tage på retrocamping er som at træde ind i en sølvgrå og orange tidslomme, der ikke har ændret sig siden de glade 60'ere.
« Forrige
At tage på retrocamping er som at træde ind i en sølvgrå og orange tidslomme, der ikke har ændret sig siden de glade 60'ere.
1 af 2
Næste »

Mest læste i Ferie

Hent flere

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

Ved første øjekast ligner det en almindelig, dansk campingplads. Og det er det selvfølgelig også, men Skovlund Camping på Vestfyn har alligevel noget, ikke mange campingpladser kan prale af: Originale og nyrenoverede retro-campingvogne fra de glade 60'ere. Klar til for et par dage at føre mig – og min medcampist Tine – tilbage til en tid, hvor vi ikke engang var født.

Indrømmet: Ingen af os er erfarne campister, faktisk har vi begge fået lavet spritnye campingpas til lejligheden.

– Mon der er strøm i sådan en campingvogn, og kan man egentlig komme på internettet? Det kunne man jo i hvert fald ikke i 60'erne, funderer Tine på vejen over Storebæltsbroen mod Fyn.

Mødet med Rouladen
Og netop på denne bro sker der noget sælsomt. Det lyder som en kliché, men det er den skinbarlige sandhed: Det øjeblik, vi kører over Storebæltsbroen fra Sjælland og rammer Fyn, bliver silende regn forvandlet til solskin. Det tegner godt.

LÆS OGSÅ: Dansk campingplads er den bedste

Da vi er vel ankommet til campingpladsen og ser det, der skal være vores hjem de næste dage, bryder vi begge ud i spontane, begejstrede grin. Den lille campingvogn bærer navnet 'Rouladen' og det er som at træde ind i en tidslomme fra dengang, The Beatles havde pagehår, og vores bedsteforældre stadig var uerfarne på livet.

– Hold op, hvor er den lille og nuttet, griner Tine, mens hun straks hiver sit kamera frem og begynder at fotografere herlighederne. Jeg kan kun give hende ret.

Gardinerne i forteltet er blomstrede i brune og orange farver. To farver som i det hele taget går igen på bestik, kaffekande, puder og lamper. På bordet i forteltet ligger også en Citronmåne og en blomsterbuket af plastik klar til at byde os velkommen, og indenfor i den bittelille campingvogn finder vi Bo Bedre-magasiner fra hedengangne tider. En lille bog fortæller os, at Rouladen er opkøbt i Holland, gammel og slidt, og derefter har fået en ordentlig make-over. Vi falder pladask for den lille vogn, hvor man om natten kan høre den danske sommerregn tromme på bliktaget.

Hygge uden fjernsyn
Vi finder hurtigt ud af, at der selvfølgelig både er strøm og internetopkobling i campingvognen, selv om den er retro. Elkedel, køleskab og kogeplader er også sat op i forteltet på forhånd – her er endda en stumtjener, vi kan hænge overtøjet på. Rouladen kunne sagtens fungere som et lille hjem hele sommeren over, og som i de gode, gamle dage kommer man hinanden ved i de lune sommeraftener, fjernsyn er her nemlig ikke noget af. Til gengæld er der rigeligt med rødvinsglas.

LÆS OGSÅ: Fyn er mere end fin

Genbrug med sjæl og charme
Det var ved et tilfælde af de mere pudsige, at kvinden bag Rouladen og en række andre retrovogne gik ind i campingbranchen. Marianne Ingvardsen var egentlig modedesigner, men da kæresten i sommeren 2010 inviterede hende med på camping for første gang nogensinde, blev hun slemt skuffet. Ikke over campinglivet, men over hvor kedelige og ens alle campingvognene så ud.

– Folk havde slet ikke sat et personligt præg på deres vogne, og jeg synes, det var en rigtig skam, for campingvogne er jo et hjem for mange hele sommeren igennem. Alligevel var de stort set hvide alle sammen og nærmest ens indrettet indvendigt, siger hun.

Vogne med personlighed
Og sådan blev firmaet Retro og Designcamp faktisk født. Marianne Ingvardsen ville lave campingvogne med sjæl og charme. Hun faldt for de smukke, gamle 60'er-former, og pludselig havde hun opkøbt 18 gamle campingvogne og gik i gang med at sætte dem i stand, male vægge, sy puder og finde kopper, kander og andet retro-tilbehør.

– Alle vognene er ældre modeller, der har fået nyt liv. De er ikke nyproducerede, men har i forvejen en historie i sig, fortæller Marianne Ingvardsen.

Læs mere på retrodesigncamp.dk

Skovlund camping

Ligger på Vestfyn i yderst naturskønne omgivelser og lige ned til havet.

Er fire-stjernet og har rigtig gode faciliteter.

Har både plads til campingvogne, telte og mulighed for at leje hytter i forskellige størrelser.

Har flere legepladser, tennisbane, minigolf, stort poolområde, gedefold og heste.

Byder sommeren igennem på mange sjove aktiviteter for børn.

Læs mere skovlund-camping.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jakob Hansen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik