Persondata politik

Rigtig camping er ...

Er det mere ægte at bo i telt end i autocamper? Vi har spurgt en række folk fra branchen, hvad de gør

  • En autocamper må du parkere samme steder, som du må parkere en personbil. (Foto: Colourbox)
En autocamper må du parkere samme steder, som du må parkere en personbil. (Foto: Colourbox)
1 af 1
 

Er en campingvogn bedre end en hytte, eller er det bedst at overnatte i det fri? Vi har spurgt en række inkarnerede folk fra branchen, hvad de foretrækker – og har fået vidt forskellige svar, men essensen er den samme: De vil ha' frihed.

En autocamper gi'r frihed

– Den følelse af frihed og uafhængighed, jeg får, når jeg sætter mig bag rattet i min autocamper, er helt fantastisk. Det er jo et hus på hjul, og det gør, at du er ultramobil. Og vi bruger den hele året rundt. Med sådan en kan du køre lige, hvorhen du vil, og jeg synes, det er lettere end med en campingvogn, siger Max Watson, der netop er afgået som formand for Dansk Autocamperforening.

– Autocamperen må du parkere samme steder, som du må parkere en personbil – det må du ikke med en campingvogn – og det gør, at du ikke i samme omfang behøver at bestemme dig for på forhånd, hvor du vil hen og reservere plads der og stresse for at nå frem, inden campingpladsen lukker.

– Der er mange medlemmer af Dansk Autocamperforening, som siger, at de ikke føler sig som campister, men snarere som lystsejlere på land.

Slapper bedst af i campingvogn

– Rigtig camping for mig er noget med at have badebukser på fra morgen til aften og bare være til stede her og nu. Når bommen går op, og min familie og jeg ruller campingvognen ind på pladsen, ved jeg, at det er lig med total afslapning, siger Morten Kjeldsen, salgs- og marketingchef for Isabella, der er Europas største producent af fortelte.

– Vi tager også på andre typer ferie – f.eks. storbyferie og charter – men ferie med campingvognen er det mest afslappende, synes jeg. Der er ikke alt det stress med, at man skal nå at have en god plads ved poolen om morgenen og finde et sted at spise frokost og klæde om før middagen og så videre.

– På camping kan jeg koncentrere mig om at nyde naturen og at se mine børn med lys i øjnene.

Cykelcamping er en skøn kontrast til hverdagen

– Min familie og jeg er cykelcampister, så når vi tager på ferie, foregår det ved, at vi pakker to cykeltrailere med telt, tøj og grej, og så cykler vi ellers fra Roskilde og derudad, fortæller Poul Fejer Christensen, formand for Campingrådet.

– Vi overnatter undervejs og giver os god tid til at komme frem og hygge i teltet om aftenen. Så tager vi et par overnatninger nogle forskellige steder – f.eks. på Samsø – og cykler videre, når vi synes. Dét er rigtig camping for mig. Vi har også været af sted i kano med telt – men det er samme princip. Cykelcamping og telt er en skøn kontrast til hverdagen, jeg godt kan lide – jeg behøver ikke at tage luksussen med mig ud.

Det skal være lækkert-primitivt

– Rigtig camping for mig er, når det er lækkert-primitivt. Det er ikke så vigtigt, om det er telt eller en lille rejsevogn. Det vigtige er, at jeg har mulighed for at komme ud i naturen og bruge mig selv – f.eks. dyrke surfing eller cykling – og at jeg har noget lækkert camping-grej med.

– Ikke noget med paraboler og sådan, men godt udstyr, behagelige sko, en god, vandtæt jakke, hvis det regner og sådan. Jeg vil gerne ud og lave noget, som står i kontrast til hverdagen – og kunne bevæge mig nemt videre, når jeg vil, siger Camilla Dvinge, marketingchef og medejer af DanCamps.

Telt gi'r de største naturoplevelser

– For mig er camping noget med at tage af sted med telt. Temperaturen betyder ikke så meget – jeg har både sovet i skitøj og været i Canada, hvor vi kunne høre hvalerne, og på luksuscamping i Italien, fortæller Christina Egelund fra Jambo Feriepark.

– Fælles for det er, at det giver nogle helt specielle oplevelser i naturen. Før i tiden var det meget forbundet med at være naturfreak at sove i telt, men i dag er der jo nogle helt andre typer af telte på markedet, og det, tror jeg, har været med til at gøre det mere tilgængeligt for mange. Jeg tager også på mange andre typer ferie, men jeg elsker den måde, man er sammen på om nogle meget nære ting på en telttur – fange fisk, lave mad.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik