Golf, mjød og en egyptisk skønhed med mundkurv

Fredag åbnede feriemessen i Bella Center. Vi aflagde den et visit, der både bød på mjød og massevis af rejser

  • Måske møder du hende her, hvis du tager på messe i Bella Centret. Og måske skal du hele vejen til Egypten. (Foto: Colourbox.com)
« Forrige
Måske møder du hende her, hvis du tager på messe i Bella Centret. Og måske skal du hele vejen til Egypten. (Foto: Colourbox.com)
1 af 2
Næste »

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

BELLA CENTER, AMAGER (ekstrabladet.dk): Der var både fadøl fra Fur, københavnske campister og en ’bella brunetta’ i en italiensk stand på feriemessen i Bella Center, der startede fredag og slutter i morgen søndag.

Messen er 'kun' landets næststørste af slagsen vurderet ud fra antallet af besøgende, men der er nu ingen risiko for at gå alene rundt på det enorme areal, der udgør det messecenter, der forvirrende nok har sit navn, fordi det oprindelig lå i Bellahøj, hvor det nuværende Grøndal Center ligger.

Forvirringen gik da også på mange måder igen for i hvert fald journalisten, der forgæves forsøgte at danne sig et overblik blandt de mange stande, hvor entreprenante repræsentanter fra alle rejsebranchens afkroge forsøgte at sælge deres produkter, som dækker alt fra storbyer over golfudstyr og autocampere til lænestole (for den virkeligt dovne ferierende?) og mjød fra Billund (til den meget retro-tørstige af slagsen) udbudt i børnenes Lego-afdeling.

- Mange tror, at det er en slags gammeldags øl, men det er helt forkert. Det er brygget på honning og er i langt højere grad at betragte som en desertvin, lød det fra Michael Smed Brogaard, direktør i Dansk Mjød A/S (der også fremstiller to slags fremragende sennep).

Egypten-stand på svær mission
Efter nogle smagsprøver at vikingernes foretrukne - og overraskende søde - bryg, gik turen op og ned gennem standene en anelse mere ubesværet, indtil det blev til en distraktion bestående af en aldeles yndig pige i en stand, der skulle sælge Egypten som turistdestination. Det kan ikke være noget let job i disse tider, og der var da heller ikke første gang, pigen måtte svare på spørgsmål, der ikke handlede om pyramider, sfinxer eller dykkerferie i Det Røde Hav.

- Nogle af dem, der er gået forbi, har bare peget over på mig og grinet over hele ansigtet. Men altså, der er jo ikke ballade, der hvor turisterne er. Og jeg håber selv på at kunne rejse til Egypten til sommer, lød det.

Mere indgående spørgsmål om situationen i det oprørshærgede land, hvis præsident fredag tog sin afsked, havde hun lovet sin chef ikke at udtale sig om, så journalisten måtte nøjes med at forlade standen et enkelt sødt smil rigere.

LÆS OGSÅ: Friske færger på vej til danskerne

Camping craze
Nede i golfafdelingen var det hele på en eller anden måde mere ternet. Og der var i modsætning til resten af centret væg-til-væg tæppe på gulvet som for lige at understrege, at der stadig er en vis eksklusivitet over den stadig mere folkelige hobby.

Efter at næsten have forsøgt at hængen tasken på en nydelig fyr, der var så skarptskåren, at han lignede en mannequindukke og takket nej til nogle unge svenske piger, der gav tilbud på golfferie hinsidan efter et tombolaprincip, hvor det var noget nær umuligt ikke at vinde et eller andet, gik turen videre til campingafdelingen. Den skulle vise sig at være på størrelse med K.B. Hallen og være pakket med alt fra campingvogne, autocampere, telte og spabade (tager man dem med på campingpladsen?). Og særlig lang kø var der uden for en stand, der specialiserede sig i Camping uden for sæsonen. Hvilket faktisk gav ganske god mening her i februar.

En times spadseren rundt på må og få mellem folk i campinghabitter og jakkesæt fra et imponerende udvalg af jyske manufakturforhandlere, fik både tanker og fødder til at vandre i retning af udgangen ...

Er Herning hot?
Og på vejen ud stod så en køn kvinde, med en af dagens mindst attraktive opgaver. Hun skulle i denne kæmpehal fyldt med tilbud om drømmerejser og lokalbrygget øl forsøge at sælge forsikringer fra et selskab med et så sexet navn som Købstædernes Forsikring.

- Det er mest noget med, at jeg henvender mig til folk. Og så er det noget med at uddele nogle papirer. For det er jo ikke lige her på messen, man tegner en ny forsikring, lød det fra Simone Linders, assurandør i ovennævnte.

Udgangen kunne skimtes, og udenfor ruskede blæsten og regnen på det flade Amager.

Og selv om flere branchefolk lod vide, at ’det i år er rejsemessen i Herning, der for alvor rykker’ - så var stemningen blandt både campister, golfentusiaster og globetrottere nu slet ikke så flad endda.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik