Persondata politik

København med stiv overlæbe

Du behøver ikke tage til London for at få ægte engelske oplevelser. København har masser af stiv overlæbe at byde på

  • Det er altså festligt at prøve hatte – også selv om vi ikke er så modige som englænderne.
Det er altså festligt at prøve hatte – også selv om vi ikke er så modige som englænderne.
1 af 1
 

London er dejlig – men dyr. Og når finanskrisen raser, er det godt med billigere alternativer til den dyre ferierejse. København er skøn, også om sommeren. Og hvis du savner turen til Storbritannien, kan du finde alle de ægte engelske oplevelser lige midt i den danske hovedstad. Her er Ekstra Bladets guide til en engelsk dag i København.

LÆS OGSÅ: Her slipper du for OL-hysteriet

LÆS OGSÅ: Labre Lotts livlige London

Kl. 9.30

Efter en dejlig nats søvn – eller ankomst med morgentoget til Hovedbanegården – skal der brændstof til kroppen. Englænderne starter dagen med en solid morgenmad, og det samme gør vi.

På Bankeråt har man siden 1989 kunnet få serveret en vaskeægte 'Full English' med bacon, spejlæg, godt brød, grillet tomat, bønner og specialfremstillede oksekødspølser fra en slagter i Holbæk.

Ejeren, Jean-Yves, er trofast mod den engelske tradition; der er rigeligt på tallerkenen, og prisen er rimelige 129 kr.

Bankeråt, Ahlefeldtsgade 27-29 (hjørnet af Nansensgade). bankeraat.dk

Kl. 11

Vi danskere er ikke så modige som englænderne. I hvert fald ikke, når det kommer til hovedbeklædning. Den engelske tradition for hatte lever i bedste velgående – især om sommeren.

Men København har skam også muligheder for dem, der har lyst til at dække hovedet med stil. Modist Susanne Juul klæder både kongelige og ganske almindelige, rødblodede hoveder på med smukke, håndlavede hatte i enhver stil.

I hattesalonen finder du også et fint udvalg af færdigfremstillede hatte og huer til enhver pengepung. Alle er velkomne – og det er sjovt at prøve hatte!

Modist Susanne Juul,

St. Kongensgade 14. susannejuul.dk

Kl. 12

Der er stadig tilstrækkelig meget bacon i maven fra morgenmaden til, at frokost ligger ret fjernt. I stedet kaster vi os over en typisk engelsk tøse-ting: veninde-spa. De smarte londoninder vil hellere dø end ses med grimme negle og sjusket hår, og hvad er bedre end at synke ned i bløde stole med veninderne, få serveret en kop te og små fine skåle med nødder og tørret frugt, mens man bliver lækker?

Heldigvis er Beauty Avenue på Frederiksberg leveringsdygtig i en klassisk dobbeltbehandling. Salonen råder over et helt hus, indrettet i smuk mellemøstlig/afrikansk stil, og man bruger kun de økologiske, bæredygtige (og hundedyre) Aveda-produkter til alle behandlinger.

Vi vælger en Spa Pedicure (599 kr.) og befinder os snart side om side i behandlernes dygtige hænder. Efter 75 minutter i himlen har vi smukke fødder, har fået yderst holdbar shellac på neglene og er klar til at indtage Beauty Avenues frisørsalon, der tilbyder en Wash & Blow Dry (350 kr.) med hovedbundsmassage, afstressende hårvask, hårkur – og en efterfølgende føntørring, som får os til at ligne de (engelske) gudinder, vi allerede føler os som.

Beauty Avenue, Forhåbningsholms Alle 3, Frederiksberg.

beautyavenue.dk

Kl. 14

Klokken er ikke fem, men 5 o'clock tea hører sig til, når man er i England. Og vi er sultne. A.C. Perch's Thehandel har siden 1835 solgt te fra butikken i Kronprinsensgade i indre by. I 1894 overtog familien Hincheldey, og det er i dag fjerde generation af familien, der fører de stolte te-traditioner videre, blandt andet med åbningen af Perch's Tearoom, hvor man i klassiske engelsk-asiatiske omgivelser kan drikke over 150 forskellige slags te – og naturligvis få alle de lækkerier, der hører til.

Vi bestiller en Perchs Store Ceremoni (210 kr.) og vælger hver sin kande lækker og rituelt brygget te, et glas boblende cremant og et mundvandsfremkaldende etagefad proppet med lækkerier. Der er delikate fingersandwicher uden skorpe, som vi kan spise med strittende lillefingre, smørdryppende scones med marmelade, lemon curd og clotted cream – og små fine kager af forskellig slags.

Betjeningen er vidende, venlig og yderst høflig (vi er naturligvis Des), og restauranten rummer alt fra travle forretningsmænd over Miss Marple-lignende damer til venindepar og fødselsdagsselskaber. Alle bliver lige hjerteligt modtaget.

Perch's Tearoom, Kronprinsensgade 5, 1. sal. perchstearoom.dk

Kl. 16

Når man vælger at finde England i København på en lørdag, har man en unik mulighed for at dyrke den ædle hestesport. På Klampenborg Galopbane er der næsten hver uge – primært om lørdagen – hestevæddeløb med alt, hvad der hører sig til af livlig stemning, kølig hvidvin og kultiverede klapsalver.

Søndag 2. september er der Damernes Dag. Vi smækker de flotte hatte på det nysatte hår og kaster os ud i en verden af jockeys, odds og folkelig underholdning. Galopbanen har adskillige restauranter, og alle typer mennesker dyrker hestesporten her. Det koster 50 kr. til almindelige løbsdage. Børn (under 18 år) er altid gratis.

Klampenborg Galopbane, Travbanevej 10, Charlottenlund. galopbane.dk

Kl. 18.30

Aftensmad! Og selvfølgelig skal vi have fish 'n' chips. Nogle af byens bedste serveres – helt klassisk i avispapir – på Kødbyens Fiskebar. Fiskebaren ejes af Anders Selmer, der var en af Nomas oprindelige bagmænd, så niveauet er højt, men priserne tilgængelige. Fiskebaren er for alle, og en gang fantastisk fish 'n' chips af lyssej fra Østersøen fås for en rund hundredekrone-seddel.

Vi går hele vejen og spiser også danske østers (man kan også få engelske), stenbiderrogn, kulmule, lækre oste og dessert. Det hele ledsages af Fiskebarens glasvine, som alle sammen med Anders Selmers ord er 'lavet af ordentlige mennesker og rare at drikke', og som dertil fås for 60-100 kr. pr glas.

Restauranten har lukket om mandagen, åbent til midnat på hverdage og til klokken to om lørdagen. Er man til livlig stemning og cocktails, kan man sagtens blive hængende, men vi skal videre.

Kødbyens Fiskebar, Flæsketorvet 100. fiskebaren.dk

Kl. 21.30

Vi skal da lige nå en tur på pubben, før vi segner under dagens mange oplevelser. København har adskillige engelske pubber, men vi vælger at tage et smut forbi The Bishops Arms i indre by, der kan prale af 30 forskellige øl på fad, 150 slags flaskeøl og 311 slags whisky.

Dertil god stemning og et hyggeligt 'bibliotek' med pejs, hvis aftenen er af den lumske dansk-engelske slags. Cheers, old chap!

The Bishops Arms, Ny Østergade 14. bishopsarms.com

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik