Persondata politik
Danmark

Kunst, kultur og røde pølser i Aarhus

Den jyske hovedstad er det perfekte feriemål, hvis du både vil have strand og grøn natur, men også nyder at mærke storbysuset og det rige kulturliv, der følger med

  • Mere end en halv million nysgerrige gæster besøgte udstillingen Sculptures by the Sea i 2009. (PR-foto)
« Forrige
Mere end en halv million nysgerrige gæster besøgte udstillingen Sculptures by the Sea i 2009. (PR-foto)
1 af 3
Næste »
 

I Aarhus er der sommeren over et væld af begivenheder, der både ligger i den overkommelige – eller gratis – ende af prisskalaen og giver et saftigt miks af oplevelser.

Se flere artikler fra Ekstra Bladets rejse Danmark Rundt

SMUKKE SKULPTURER VED HAVET

Hele 65 skulpturer troner ud over havet langs den tre kilometer lange strand. Flere hundrede kunstnere fra hele verden har konkurreret om at få en af de eftertragtede pladser i den store udstilling 'Sculpture by the Sea' i Aarhus, der kører netop nu.

'Sculpture by the Sea' startede egentlig i Australien og er en årlig begivenhed 'down under'. Da kronprins Frederik i sin tid mødte kronprinsesse Mary, gik de to tur ved de mange skulpturer, der var udstillet langs hele den berømte Bondi Beach i Sydney, og kronprinsen blev så betaget af de smukke værker, at han senere kontaktede museumsinspektøren på ARoS i Aarhus.

– Kronprins Frederik skulle være blevet meget fascineret af den australske udstilling, da han og kronprinsesse Mary slentrede ned ad stranden sammen. Så han var meget opsat på, at vi også skulle have sådan en udstilling i Danmark, siger Karen Louise Juhl christensen, udstillingsleder.

Over en halv million gæster
I 2009 blev udstillingen en realitet under danske himmelstrøg, og mere end en halv million mennesker besøgte stranden i Aarhus for at se på kunst. I år bliver succesen gentaget, og indtil 3. juli kan lokale såvel som turister i byen nyde de mange smukke kunstværker.

– Sidste gang var udstillingen en fantastisk succes, og over en halv million mennesker bevægede sig ned på stranden i Aarhus for at se værkerne, fortæller Karen Louise Juhl christensen.

Ganske gratis
Selv om udstillingen koster millioner at få stablet på benene, så er det ganske gratis at smutte ned på stranden og nyde den kilometerlange kunst. Har man alligevel lyst til at bruge penge, er der også råd for det. Samtlige værker på udstillingen er nemlig til salg.

– Priserne ligger fra 10.000 kroner til over en million kroner, så det kan hurtigt blive den tunge tegnebog, der skal hives op af lommen. Ved udstillingen i 2009 blev 65 af værkerne solgt, både til private kunder og til firmaer, fortæller Karen Louise Juhl christensen.

Læs mere på sculpturebythesea.dk

VERDEN RUNDT MED VIKINGERNE

Der er skruet helt op for mystikken, teknikken og scenografien i Moesgård Museums nyste udstilling, De Syv Vikinger. De store lokaler emmer af vikingetidens dystre stemning, og hjertet kommer flere gange helt op i halsen, når man som gæst bliver grebet af mystikken i de ukendte lande, som vikingerne besøgte på deres evigt farlige rejser.

– Det er en rejse sammen med vikingerne. Vi har gjort meget ud af at fortælle i øjenhøjde med vores gæster, fortæller Lene Birgitte Mirland, der er børneformidler på museet.

Det imponerende og rollespilsagtige univers er skabt til, at børn kan leve sig helt ind i, hvor barskt et liv de berømte vikinger levede, hvordan deres dagligdag så ud, og hvilke fantastiske rejser de begav sig ud på i deres skibe. Norden, England og endda så langt som til Tyrkiet nåede de hårdføre nordboer.

Og Grauballemanden
På museets permanente udstilling finder man også en verdensberømthed.

– Han er ubetinget museets største attraktion. Grauballemanden er det eneste fuldstændigt bevarede moselig fra jernalderen.

Læs mere på moesmus.dk

Lidt klogere på kunst

Den store, firkantede bygning er kendt af enhver århusianer. Indenfor er den ene etage efter den anden spækket med moderne kunst i verdensklasse. ARoS er ligger med god grund i kunstmuseernes superliga.

Begreber 'moderne kunst' og 'små børn' klinger sikkert skævt i manges ører, når de kombineres. Men børnene er meget velkomne på museet.

Børn med krudt i røven
– Man kan ikke forvente, at en syvårig skal liste rundt med hænderne foldet på ryggen og stille reflektere over værkerne. Og det gør vi heller ikke. Selvfølgelig skal børnene ikke kravle rundt på værkerne, medmindre det netop er meningen. Men de må gerne have lidt krudt i røven, siger museets pressechef, Bjarne Bækgaard.

Museet har ofte aktiviteter, der er skræddersyede til børnene.

I børneværkstedet kan ungerne f.eks. selv prøve de kreative evner af sammen deres forældre.

– Men vi vil meget gerne have, at de også kommer med rundt i museet, siger han.

I år har museet udvidet attraktionerne med en kæmpe panoramaudsigt i alle regnbuens farver helt oppe på toppen af bygningen.

Et værk, der siges at blive byens nye vartegn.

Læs mere på aros.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik