Snegaranti inden døre

Stå på ski ned ad løjperne, kør på kælkebakker i radiobiler og spis andesteg til aften i Lalandias julevinterland – Ferie tester, om fornøjelserne er himmel eller helvede

Stå på ski og sus ned ad kælkebakken indenfor. (Foto: Lalandia)
Stå på ski og sus ned ad kælkebakken indenfor. (Foto: Lalandia)

– Mooaar altså, lad så være, du skal ikke køre ind i mig, lyder det fra min ældste på syv år ledsaget af en grimasse, der ville idømme mig lommepengekarantæne på livstid.

Hvis altså det var mig, der fik lommepenge. Mere når jeg ikke at se, inden den løbske radiobil laver endnu en piruet efter min uprøvede hånds befaling og sender mig og min bil i cirkulær dans om egen akse. Jeg famler febrilsk med de to styrepinde, der i næste nu sender bilen i spind i modsat retning, mens min sagesløse krop bare overgiver sig til centrifugalkraften og et kæmpemæssigt grin på læben. 'Bump' lyder det, da jeg uforsætligt og for gud ved hvilken gang torpederer min datter, der med stor koncentration er ved at genvinde herredømmet over sin radiobil. Et øjeblik ser det ud, som om vi skal være uvenner resten af ferien. Så flækker hun i et grin større end mit:

– Jeg skal gi' dig mor, hvem kommer først til den anden ende?

Ferie med ski eller badedyr
Selv om de fleste forbinder Lalandia med våde rutsjebaner og badeferie i Danmarks største vandland, så er Lalandia mere end det. I Lalandia i Billund har hede badegæster siden sommer kunnet køle af i en hvid verden af vinter i et nyt afsnit af det store forlystelsescenter.

LÆS OGSÅ: Lalandia - bare med sne

Stedet hedder Winter World. Og her kan alle med lyst på kolde vinteraktiviteter give sig i kast med frit løb på skøjter, ræs på kælkebakken eller give den med foden på speederen i en vinterversion af radiobiler, Bumber Cars on Ice. Og de ekstra modige snører klatrestøvlen og dyster i fingerkræfter og ræs mod toppen på den ni meter høje klatrevæg, der som et andet sydeuropæisk bjergspir drager bjergklatrere med forsvarlige sikkerhedsbælter i alle aldre.

Offpiste på skibåndet
Er du mere til at teste din kunnen på ski, holde formen ved lige eller bare varme op til årets skiferie, kan det også lade sig gøre i det 2500 m2 store vinterland. Her ved siden af klatrevæggen med udsigt til Lalandia Mining, hvor optimistiske unger grebet af guldfeber vasker ædelstene frem af smågrus og sand, står noget, der ved første øjekast mest minder om et gigantisk løbebånd. Det er i virkeligheden en kunstig skiløjpe, hvor både hældning og hastighed kan reguleres alt efter sværhedsgrad, så udfordringen passer til både nybegyndere og øvede på ski.

Selve løjpen er kun nogle meter i længden, så skientusiasterne ender hurtigt ved barerne i enden, hvor hældningen er lavest. Her kører båndet til gengæld rundt og rundt, så du med snilde kan praktisere disciplinen 'let ski på stedet', så længe du orker, betaler og andre ikke kræver deres tur. På skibåndet eller løjpen kan man også købe solotid med en privat skiinstruktør. Og her giver skibåndet en enestående mulighed for at korrigere løbestil og opnå fortrolighed på ski. Det koster 80 kroner for en halv time med skiinstruktør på løjpen.

Når sulten melder sig
Efter en tur på løjpen kan tørstige skiløbere fortsætte til afterski i Outpost eller den børnevenlige kæderestaurant Bones. En familierestaurant indrettet i bedste amerikanske sportsklubstil, hvor kasketter, baseballbatter, fodboldstøvler, sportstrofæer blandet med opdagelseskort, issyle og andre artefakter, der skal lede tankerne hen på opdagelsesrejsende, eventyr og krævende ekspeditioner, pryder væggene og leverer underholdning til en ellers kort ventetid. Børnene får balloner og tegneting, mens de venter på bøfferne, der i størrelse mere end kan gå an - også i en amerikansk sportsklub!

LÆS OGSÅ: Jysk luksus for ungerne

La grand finale er, når børnene selv henter softicen til dessert. I tag selv-baren får de lov at dekorere isen. Og her bliver der rundhåndet delt ud, når topping som karamelsauce, M&M's, chokoladekrymmel, syltetøj og andet guf afslutter kronen på værket.

Fra restauranten er der frit udsyn til skøjtebanen, hvor Bambier på glatis kan pudse formen af fra tidlig morgen til sen aften. I det hele taget er der en god og afslappet stemning på stedet, kædekonceptet taget i betragtning. Og at børn heller ikke behøver sidde bænket til stolen, når softicen er konsumeret, ligger også mindre pres på forældrene, der ikke behøver at sluge maden i al hast.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen