Berømte ege i glas og ramme

Fuglsang Kunstmuseum på Lolland går i et med naturen

Og her sidder man så midt i kulturen og kigger ud på naturen om det nye Fuglsang Kunstmuseum, der blev indviet i 2008. (Foto: Nicole Wolter)
Og her sidder man så midt i kulturen og kigger ud på naturen om det nye Fuglsang Kunstmuseum, der blev indviet i 2008. (Foto: Nicole Wolter)

Røde i kinderne når vi frem. Vi har vandret med en sivskov på vores venstre side og med Guldborgsund, der slynger sig blåt mellem Lolland og Falster, på vores højre side.

Vi har forceret et uhørt antal broer og brædder over kanaler med mørkt vand og sjap.

Nu står vi med mudret fodtøj i det fredede kulturlandskab Skejten, hvor egenes krogede grene står sorte mod himlen.

Vi tripper uden om kreaturernes våde kokasser og de gule engmyrers tuer.

Imens driller en tanke os: Der er altså noget med de ege?

Det er måske nok en underlig måde at indlede en artikel om et kunstmuseum, men det er den i særklasse suveræne beliggenhed, der gør Fuglsang Kunstmuseum unik.

Skejtens ege på museum
Museet ligger nemlig kun et (langt) stenkast fra Skejten.

Det er fladt, hvidt og moderne og i perfekt kontrast til det smukke, røde Fuglsang, der er godset med kamtakket facade, voldgrav og slotshave, der står lige over for indgangen til museet som et levn fra en svunden tid.

Indenfor hænger et mindre, nærmest lidt undseligt, maleri af kunstneren Olaf Rude (1886-1957).

Foran værket er det svært ikke at lyse op i et smil, for det forestiller netop Skejtens kæmpestore ege, der står majestætiske ikke langt herfra.

Maleren Olaf Rude var landmandssøn, og han voksede op på denne egn. Han fik på et tidspunkt den ære at udsmykke Folketingssalen på Christiansborg.

Det gjorde han i 1957 med netop Skejtens ege, der således ofte er blevet gengivet, når tv-apparaterne zoomer ind på Folketingets talerstol.

Tilbage på Fuglsang Kunstmuseum sidder jeg kort efter i en af de tre stole i museets udsigtsrum, der ligger i en perfekt forlængelse af bygningen ud i det flade lollandske landskab med Skejten i horisonten.

Mine tanker er ligesom hævet til et højere niveau end morgenens trafikkaos, 'Paradise Hotel' på TV3 og BonBon-Land – ikke at der er noget galt med det.

Men her sidder jeg – med glas til alle sider som i et akvarium – og tænker på naturen, kunsten og kulturen i den sammenhæng, som netop er åbenbaret for mig.

Arkitektur og kunst ad libitum
Det lyse museum, tegnet af den engelske arkitekt Tony Fretton og indviet i 2008, har en fin samling af dansk maleri, skulptur og kunst fra 1700-tallet og frem til i dag.

Man kan dvæle foran værker af guldalderens Jens Juel, Skagensmalerne, fynboerne, modernisterne, mørkemalerne som netop Olaf Rude og Cobra-kunst.

For børnefamilien er totaloplevelsen af museet og naturen den perfekte oplevelse. Der kan også let gå sport i at finde lokale motiver. Museet rummer mange malerier fra Lolland-Falster, så det er bare om at gå på jagt efter Nakskov Kirke, Fuglsang Have, Maribosøerne og meget andet.

1 af 2 
2 af 2 Og her sidder man så midt i kulturen og kigger ud på naturen om det nye Fuglsang Kunstmuseum, der blev indviet i 2008. (Foto: Nicole Wolter)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen