Rågelejebaljer og stegte rødspætter

Lokal begejstring: Sommerhusbyen på Nordkysten har ifølge beboer med 100 års familie-baggrund alt til ferien på langs

De karakteristiske badehuse, som sommerhusejere med standret må opstille, er karakteristiske for stranden i Rågeleje. (Foto: Lars Hansen)
De karakteristiske badehuse, som sommerhusejere med standret må opstille, er karakteristiske for stranden i Rågeleje. (Foto: Lars Hansen)

Under en times kørsel i bil fra København ligger Rågeleje på Sjællands nordkyst. Engang var det ikke andet end et fiskerleje blandt marker og strand. Men efter at den store sandflugt i 1902 ødelagde jordene, fiskerlejet senere blev nedlagt, og Rågeleje blev udlagt til sommerhusbeboelse, har det lille område, der ikke engang har sit eget postnummer, gennemgået meget - og er i dag en eftertragtet tidslomme.

Der var engang, da der var jazz på kroen, og Rågeleje Jazz var et kendt udtryk pga. alle de musikere, der kom og spillede - indtil kroen brændte.

Der var engang, da naturområdet Heatherhill og det for længst forgangne hus var hjemsted for hemmelige fester, og der var engang, da der var events på stranden.

Alt dette findes ikke mere. Så hvorfor overhovedet køre til Nordsjælland, helt ud til vandet, hvor man kan se Sverige - og få øje på Hesselø på en klar dag?

Fordi det er dansk sommer, når den er bedst - også selv om grundene bliver mindre og husene flere - og stranden tiltrækker de unge, rige og kendte.

Men man kan proppe nok så mange unge, rige og kendte ind i Rågeleje, charmen består stadig. Ikke mindst fordi området stadig har mange af de gamle, idylliske sommerhuse.

Det er her, man kan komme væk fra byens stress og jag, og hellige sig ro og god mad. For man skal ikke køre ret meget rundt i området for at finde alle sæsonens delikate grøntsager i de små gårdbutikker.

Back to basics
Rågeleje havde engang to købmænd, i dag er der kun en - og downtown Rågeleje består faktisk kun af en isbar, en restaurant og en café. Der er bare det ved det, at man ikke behøver mere. For når man har fået sin Rågelejebalje (legendarisk lokal is’vaffel’) efter en lang dag på stranden, så trænger man kun til at slå mave, indtil der er aftensmad.

Tiden går, men ikke for hurtigt og heller ikke for langsomt - lige akkurat tilpas til, at man kan komme ned i gear.

Man er tvunget til at være sammen med familien eller vennerne, man får spillet de brætspil, der skal spilles, og læst de bøger, der skal læses.

For der er ikke meget andet at lave i Rågeleje - medmindre man går ned på caféen, eller på Restaurant Søstjernen, som åbnede i 1962 og lige siden altid har kunnet diske op med en friskfanget rødspætte.

Landsby uden kuller
Så kan man jo godt tro, at landsbykulleren truer, men hvis man trænger til lidt by-sus, er der kun ti km til Gilleleje, som i dag ikke bare er en havn med lækker fisk; her kan man nu også finde lækre sko og fancy tøj.

Og rundt omkring i området (Vejby, Tisvildeleje, Gilleleje, Helsinge osv.) er der sommerfester og revyer sommeren igennem.

Hvis børnene alligevel får fniller af Ludo en hel sommer, så ligger Nordsjællands Sommerpark en spytklat derfra. Den genåbner i år med ferieboliger og nyt koncept.

Kort sagt, så sker der ikke en bjælde i Rågeleje - men det er også det, der trækker:

Ud over stranden, ligger Heatherhill lige ved siden af Rågeleje Camping, og her kan man gå ture i de høje, fredede lyngbakker.

Oprindelig blev Heatherhill købt af en engelsk rigmand, som byggede et overdådigt landsted til sin danske forlovede i 1930’erne. Men det blev aldrig beboet, så da huset stod tomt i 1940’erne, blev der holdt hemmelige fester deroppe.

Sommerduft, luft og smag
Rågeleje er sommer i Danmark - både i duft, luft og smag. Stol på en, der kommer fra en af de familier, der har beboet området i over 100 år, og tro på det, når jeg siger, at Rågeleje måske lyder kedelig, men er det ikke.

Heller ikke, selv om man er barn og skal spille badminton i modvind; det giver bare ekstra appetit til den næste Rågelejebalje.

Og så megen vind er der heller ikke; vejret er altid lidt bedre i Rågeleje, ligesom vandet også altid er varmere her.

Steder at bo
Overnatning:
- Rågeleje Klit Ferielejligheder, raageleje-klit.dk.

B&B:
- Havblik, havblikket.dk.
- Bed & Kitchen ved Jytte og Jørgen Jensen, jje-raageleje.dk.

Camping:
- Rågeleje Camping, camping-raageleje.dk.
- Vejby Strand Camping, vejbystrandcamping.dk.

Sommerhuse:
- Både DanCenter, Dansommer, Folkeferie, Novasol og mange andre udlejer sommerhuse i området.

Læs mere om Rågeleje på raageleje.dk.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen